Allan Pettersson

- proletarisk barfodskomponist og stor symfoniker

(1999)

Allan Pettersson er født 1911 og voksede op i Stockholms værste arbejderslum, hjemsted for mus og rotter, mens menneskene kun var stedets tilflyttere, som han selv udtrykte det. Moderen neorotisk-religiøs, faderen, som var håndværker, var dranker - og gik i øvrigt mest sine egne veje. Det lykkedes Pettersson at bryde ud af miljøet, trods trusler om opdragelsesanstalt. Han ville lave musik.

Han havde solgt postkort for at tjene til sin første violin - og holdt stædigt ved, kom på konservatoriet og endte som bratschist i et symfoniorkester. Så brød han igen ud af miljøet, fik mulighed for at studere konposition i udlandet, for så endeligt at springe ud som den store symfoniker.

I fyrrerne flyttede en dame med klaver, Gudrun, ind til ham, hvilket inspirerede ham til sine 24 Barfodssange for en sangstemme med (relativt enkel) klaverledsagelse til egne tekster. Disse sange er simpelt hen fantastiske i deres kombination af enkelhed og dybde. De blev også vigtige for Pettersson selv. Deres melodiske stof dukker igen og igen op som byggesten i de senere symfonier.

Disse - ialt 16 + et fragment til den 17. - for stort orkester med udvidet slagtøjsbesætning blev til over en 30-årig periode fra 50-erne og fremefter. De er vældige, som regel ensatsede forløb af op til over en times varighed. Her brydes stærke følelser af hidsighed og had, kamp, sorg og ømhed. Enorme spændinger og voldsomme udladninger afløses af brede og varme melodiforløb. Alle modsætninger kommer til fuld udfoldelse både i tid og menneskelig dybde - og fremstår på den måde som sider af den samme, store menneskelige og humanstiske sag.

Hvem er da denne Allan Pettersson? Han er som sin musik! Han er nok den mest ægte rent proletariske komponist, jeg kender. En outsider i den tids fremvoksende Velfærdssverige. "Jeg betragter mig selv som et vidne, der har overlevet livet i den dybeste fattigdom, sygdom, alkoholisme og nedværdigelse. Vi arbejderfamilier var hvide negre..."

"Min musik er for de små, svage og udstødte, men samtidigt også for mig selv, for at bære min egen skæbne..." Og videre: "Jeg vil være talerør for de svage, som har det sværest. Det gælder folk i Sverige, i Kina aller Sydamerika. Det er mit testamente."

Han var ikke selvmedledende, men på den anden side umådeligt nærtagende. Proletaren, som aldrig lærte at føle sig hjemme på Velfærdssveriges også kulturelt set nybonede gulve - hvor han vel også altid kom til at virke som fremmedlegeme (og måske også som kulturlivets dårlige samvittighed!). Ikke, at han ingen anerkendelse fik. Han kom på finansloven og fik endda (men for sent!) en æresbolig. Men det forhindrede ikke, at han reagerede - måske overdrevent - hidsigt på enhver mistanke om ringeagt.

Det var verdenshistorisk set også tiden for Vietnamkrig og grusomme begivengeder i Sydamerika. Hans 12. symfoni fra 1974 er inspireret heraf og har tekster af Pablo Neruda.

Allerede i begyndelsen af 50-erne ramtes han af en gigtsygdom, som efterhånden gjorde ham til fuldstændig invalid, så han de sidste år måtte tilbringe tiden i sengen. Men intet kunne holde ham tilbage fra at skrive stor musik. Han døde i 1980.

Som han selv udtrykte det: "Mit materiale er mit liv, det velsignede, det forbandede."

                                                                                                                               Raymond Swing