BRECHT
og det revolutionære spørgsmål

af Raymond Swing (2009)

Biskop, jeg kan flyve,
skrædderen sa’ til sin biskop.
Det er ingen sag!
Og han steg med vældigt slinger
med hjemmegjorte vinger
på det store, store kirketag.
Den biskop vandred’ vid’re:
Det er bare noget løgn,
for folk er jo ej fugle
og kan heller ej flyve.
Biskoppen sa’ om sin skrædder.

Nu skrædderen er borte,
meddelte folk deres biskop.
Han faldt med pladask,
og hans vinger er nu gået
på den hårde, hårde kirkeplads.
Lad klokkerne ringe!
Det var bare noget løgn,
for folk er jo ej fugle
og kan heller ej flyve.
Biskoppen sa’ til folket.

Da jeg engang som ung sang- og musiklærer på Alléskolen i Ålborg havde en meget sangglad 4. klasse, fik jeg lyst til at lave en helt ny melodi til Bertold Brechts børnesang ”Skrædderen fra Ulm” om en begivenhed, som faktisk fandt sted i byen Ulm i Sydtyskland i 1592 – dengang alle havde visionære drømme om fremtiden. Sangen blev en overvældende succes! Og før eller senere, om ikke i første time, så i den anden eller tredje kom spørgsmålet – det måtte komme: ”Hvem havde egentlig ret?” ”Biskoppen,” var der nogen der sagde, ”han faldt jo ned.” ”Nej, skrædderen, for i dag kan vi jo flyve.” Og sådan blev det ved. Spørgsmålet var svært, indtil én kom med det forløsende ord: ”Hvad var det da, skrædderen manglede?”

Det var det afgørende spørgsmål! I dag vil jeg ligefrem sige: det revolutionære spørgsmål! Alle vi gamle kommunister må i dag stille os det samme spørgsmål: Hvad var det da, sovjet-kommunismen manglede, som ellers havde så mange gode ideer? Spørgsmålet blæser stadig i vinden…

Ja, der kom sandelig diskussion ikke bare i denne 4. klasse, men i hver eneste klasse, hvor vi sang den lille sang. Det var en fryd! Ja, Brecht opnåede lige, hvad han ville: få folk til at tænke selv, argumentere, afveje, stille modspørgsmål… ikke lade sig nøje med bispesnak og klokkeklang!

Hvor mange biskopper har vi dog ikke i dag, som gladeligt går rundt og fortæller, at socialismen selvfølgeligt bare er løgn. Menneskene er slet ikke gode nok, ikke idealistiske nok, ikke… Og så er det altså, vi selv må stille modspørgsmål: Hvad er det da, vi mangler?

Det er den slags spørgsmål, Brecht stiller os – eller rettere: i sine digte, fortællinger, skuespil osv. vil have os til at stille selv. Hvorfor går det Mutter Courage så dårligt, når der ellers er så meget godt at sige om hende? Hvorfor lider videnskaben sit historiske nederlag i 1600-tallet, det nederlag som jo er det egentlige emne i ”Galilei”, når der dog var så megen grøde i videnskaben dengang? Hvad skulle der til, for at Shen Te i ”Det gode menneske fra Sezuan” både kan være god og selv få lov til at opleve lykken i stedet for hele tiden at måtte sjakre med alt det bedste i sig selv for overhovedet at overleve? Og hvilken mor er den bedste i ”Den kaukasiske kridtcirkel”, den biologiske eller den fattige tjenestepige, som i en ulykkelig stund modstræbende tager et barn til sig og plejer det, selv om det ikke er hendes eget – og hvorfor?

Det er alle sammen spørgsmål, som ikke uden videre kan besvares. Der er ikke nogen grydeklare bispesvar, som passer på dem. Igen må der argumenteres, afvejes, stilles modspørgsmål, før der kan gives svar – og så endda måske kun et foreløbigt. Og vel at  mærke: disse spørgsmål må hver gang stilles dialektisk, de må ses i deres samfundsmæssige sammenhæng – og kan derfor heller ikke besvares, uden at man tager stilling til ægte samfundsmæssige problemer. Og når ”det gode menneske” Shen Te i sidste scene skriger sit ”Hjælp mig”, sker det ikke ind i en mørk og ubestemmelig bagscene, men lige ud i hovederne på salens tilskuerne: det er dér, svaret må findes, dem, der skal tænke – det hjælper ikke bare at knuse en tåre over et godt menneskes ååh så triste skæbne…

At blive indfanget af en sådan dialektisk problemstilling kræver altid et vist tankearbejde. I den forbindelse er der grund til at pege på to ting. For det første må interessen for intellektuelt arbejde understeges som noget positivt – også på baggrund af nazitidens ariske og højst uintelligente ”blod og jord”-idealisme, netop det, tyskerne dengang skulle ”genopdrages” fra. Lige som nu er dialektisk tænkning det bedste våben mod reaktion og fascisme.

For det andet sker den brechtske betoning af det forstandsmæssige dog aldrig på bekostning af det følelsesmæssige. Brecht var uendelig følsom. Hvert eneste af hans skuespil er fulde af følelser, og der er aldrig et øje tørt, når den stumme Kathrin i ”Mutter Courage” ofrer sit unge liv for at frelse nogle små børn i en belejret by under Tredveårskrigen. Hvorfor ikke? Fordi Brecht – her som i alle sine værker – med denne handling får os til at forstå, at der trods alt er håb for menneskene, at der altid er noget at kæmpe for, selv om vi så endda må dø for det. Alle muligheder ligger i os mennesker selv og ingen andre steder, men vi må selv finde vejen og være villige til at gå den, om den så er nok så lang og farefuld. Men vi må! Og hvilken følelse kan være skønnere for en kommunist end netop selv at være med til at hjælpe disse muligheder en smule på vej?

Hvad Brecht derimod konsekvent tager afstand fra er den blotte hengivelse og udleveren sig selv til lutter føleri. Alt for mange går i teateret eller til andre kulturarrangementer for helst at koble alle sine travle tanker fra og passivt lade sig rive med af underholdningen. Så investerer man kun i sine følelser – og forventer endda at få dem tilbage igen med renter!

Opsætningen af ”Mutter Courage” efter krigen var derfor noget af er chok for hele det tyske teaterpublikum. Fra nazitiden var man vant til den store heltedyrkelse i bombastiske scenografier – og så kom Brecht med sin iscenesættelse af dette stykke: tom scene, kun med en grå marketendervogn trukket af hende selv og hendes sønner – og intet andet! Den store krig, endda propageret som religionskrig, med hovedpersonen en simpel marketenderske, ikke ond – på ingen måde! – men uden den større forståelse af historiens gang – og altid tingende om prisen, af og til endda lidt for længe. Dog, så længe krigen gik godt, at der var gang i den på begge sider, gik hendes forretning udmærket, men så… ja, så står hun i sidste scene blottet for – alt, og Kathrin havde endda ofret sig selv.

For en tredve år siden var jeg selv på kulturrejse i DDR for det længst hedengangne LandogFolk. Der var ”Galilei” netop blevet sat op igen på Berlinerensemblet, Brechts gamle teater. Nu var det ikke Galilei selv som den store personlighed, som var i forgrunden, men så at sige alle mennesker med deres tro på fremtiden, plantet i en situation, de ikke selv havde valgt, medspillere i en udvikling, de ikke selv kunne overskue. Også livet i DDR kunne dengang godt være svært, ofte endda stærkt irriterende. Mange problemer var blevet løst eller ved at blive det. Men alligevel… og mange var ved at tabe gnisten. ”Vor tid vil nok virke mere spændende om hundrede år,” siger den nye teaterchef på Berlinerensemblet Manfred Wekwerth til mig under et interview.

Og han fortsætter: ”I de første mange år efter krigen var temaet 12 års barbari, kampen mod mysticisme, oplysning om samfundsmæssige forhold og dialektikken individ/samfund. At lære folk at tænke selv. Det har vi til dels opnået. I denne velordnede tid må vi også interessere os for de uordnede personligheder, eventyrerne, folk der løber risici eller begår fejl, går omveje – kort sagt, alt det, der udgør livet!”

Og der var det netop, den ny opsætningen af ”Galilei” kom ind i billedet. Han var den nye tids mand. Han troede på fornuften, at den ville sejre til sidst. Sandheden kunne og måtte bryde sig vej gennem al ufornuften. Han så i sin kikkert, at Jupiter har måner, så kirkens gamle lære om himmelsfærerne måtte være forkert – men de ”etablerede” astronomer nægter at kigge i røret! Men han lærte også efterhånden, at bøndernes armod og kirkens dogmer var stærke modspillere. I den ny opsætning af stykket var nogle fastelavnsscener rykket helt i forgrunden, deres masker som de spøgelsesagtige billeder, folket gør sig af kirkens og øvrighedens personer. Vi ser dem allerede i stykkets forspil. De viger en tid i den folkelige rus over den nye tids ideer, men stabler sig så dobbelt op til sidst, hvor Galilei efter at have måttet afsværge sin lære nu sidder son fange i sit eget hus. Reaktionen er blevet styrket – for nogen tid. Han selv er syg og nedbrudt, næsten blind af at skrive sine manuskripter i måneskin. Hvad har udviklingen ikke kostet? Det ny skal ikke bedømmes ud fra, hvor ideelt det er, men ud fra, hvor nyt det er. – Efter krigen blev stykkets problematik endda ekstra aktuelt og derfor til dels omarbejdet, da videnskaben havde ladet magthaverne usurpere sig og konstrueret atombomben.

Og nu er Sebastian endda blevet aktuel igen med genudgivelsen af hans plade ”Tiderne skifter”, et af Brechts berømte udtryk. Den bringer ny musik til nogle af Brechts berømteste sange såsom ”Surabaya-Johnny”, ”Sørøver-Jenny”, ”Moldau-sangen” osv. – men den er desværre ingen god introduktion til Brechts kunst og ideer. Egner den elektroniske musik sig overhovedet til Brecht? – netop den musik, der mere end nogen lægger op til klanglig beruselse – for ikke at sige bedøvelse – netop det, Brecht selv kaldte for ”kulinarisk” musik. Dermed mente han musik, som man helt hengiver sig til nydelsen af – og altså glemmer at tænke til.

Klangbilledet på denne plade er trods alt ret ensartet – og det, selv om Brecht ellers skriver på modsætninger. Dér kan pladen slet ikke følge med. Det varme bliver derfor aldrig rigtig varmt, det kolde aldrig rigtig koldt. Et musikalsk billede af proletariatets klassekamp, som kunne fæstne sig i bevidstheden – ja, det mangler. Og når modsætningerne virkelig tørner sammen som i f.eks. ”Surabaya-Johnny”s sidste line: ”Du er en egoist, Jonny, og jeg elsker kun dig,” så falder det hele sammen til en tom floskel – endda med et par ligegyldige korpiger på. Uha!

I ét af numrene er der dog gjort forsøg på en sådan modsætning. Det er i salomon-sangen, hvor Sebastian og Brecht synger om alle de store personligheder som kong Salomon, Kleopatra, Cæsar, endda Brecht selv, og om hvor sørgeligt det dog gik dem alle til sidst, trods storhed, visdom, skønhed, kækhed – ja, ”lyksalig hver, som fattes den!” Men det kommer på pladen mere til at lyde som velfærdssamfundets selvtilfredshed: ”Godt, jeg er fri for det. Jeg har det da godt nok uden!”

Det var bestemt ikke Brechts mening! Sangen stammer fra tiggeroperaen ”Laser og pjalter”, som handler om de nederste af de nederste i samfundet, som endda prøver at slå mønt af deres fornedrelse for overhovedet at overleve. En anden udgave af samme sang dukker op senere i ”Mutter Courage”, hvor det er feltpræsten, der synger den, mens han og Mutter Courage drager frysende og sultende gennem det krigshærgede landskab for at tigge ved dørene. Det er faktisk et af Brechts yndlingsemner: sådan går det ikke bare de store, men også – og især – de små. Og netop disse bliver gerne glemt, også på denne plade. I alle disse elektroniske velfærdsklange og -effekter – i mine gammelmandsører skinbarlig, biskoppelig kirkeklokkeklang – er der ingen, der må hutle sig igennem, ingen ofre overhovedet – og ingen, der stiller min 4. klasses virkeligt revolutionære spørgsmål: ”Hvad er det, vi mangler, hvad er det, der skal til – ?”