”DON JUAN”

Et samfundsmæssigt studie i seksualitet

Raymond Swing (2006)

Mozarts opera ”Don Giovanni” – eller bare ”Don Juan” – har ikke uden grund optaget sindene, siden den blev opført første gang i Prag i år 1787. Også psykologer har i denne opera fundet meget godt stof at skrive om, men her skal vi kun interessere os for de samfundsmæssige aspekter af sagen.

Hovedmodsætningen i operaen står naturligvis mellem Don Juan selv og kommandanten, komturen, som bliver dræbt af Don Juan allerede i operaens første scene. Dette modsætningsforhold er grundlaget for alt følgende og spænder en dramatisk bue lige frem til komturens hævnende genkomst som stengæst i operaens næstsidste scene.

Hvem er altså denne komtur, og hvad repræsenterer han rent samfundsmæssigt – for det er jo det, vi vil undersøge her. Han er så udpræget det ”gamle” samfunds mand, repræsenterer klart dets patriarkalske struktur. Det kommer først og fremmest til udtryk i datteren Donna Annas ulykkelige skæbne, som forbliver uforløst, fordi den ingen umiddelbar løsning har. Hun er simpelt hen sin faders datter, og indtil hun bliver gift har han som familiens overhoved rådigheden over hendes seksualitet, hvorefter den så overgives til ægtemanden. Hendes seksualitet er godt nok allerede blevet udfordret både groft af Don Juan, og mere hensynsfuldt af hendes tilkommende Don Ottavio, men det ændrer ikke hendes stilling her og nu. Hun er stadig kun sin faders datter, hvis seksualitet den alt for tidlige død forhindrede ham i på lovformelig vis at få overgivet til ægtemanden. Men hvad mener så Donna Anna selv? Jo, også for hendes vedkommende er vel tanken om at bryde ”loven” ikke helt fremmed. Hun troede jo faktisk, det var Don Ottavio, der kom til hende, vel ønskede det ligefrem og modtog ham derfor med glæde og lyst – men blev så klar over fejltagelsen. For sent! Falden kvinde! Den eneste inden for rammen af operaens handling, som måske virkelig oplevede øjeblikkets lyksalighed – men efter faderens død altså helt uden at kunne få ”oprejsning” gennem ægteskabets velsignelse.

Vi må faktisk betragte kvindelig seksualitet som genstand for en legitim ret, der forvaltes af den mand, som så at sige har skøde på den. Følgelig er kvinden under en sådan patriarkalisme berøvet herredømmet over sig selv, altså i denne henseende nærmest personligt retsløs. Don Ottavio prøver ganske vist, sikkert af ægte kærlighed, at afhjælpe denne mangel. Han vil gerne ”give” hende denne hendes egen seksualitet tilbage, det vil sige anerkende hendes personlige ret over den – men det er jo netop det, han sin gode vilje til trods ikke formår. Han er selv fanget i det retssystem, de begge lever i og er børn af, og som han ikke personligt evner at gøre op med. Han er ikke her gennem ægteskabskontrakt eller på nogen anden måde be-”rettiget” til at disponere over noget som helst, og det eneste Donna Anna i sidste scene derfor kan gøre er at udbede sig nok et års betænkningstid før det endelige Ja. Hvad så, når det år er omme – får han det? Ingen ved det, og det er også i denne henseende sagen ligegyldigt.

Dermed har vi også nøglen til Don Ottavios egen ”psykologi” som en meget veg person. For Donna Annas skyld vil han endda påtage sig den opgave at hævne svigerfaderens død, men – naturligvis – han besidder ikke den nødvendige kraft og saft dertil. Gode viljer gør det ikke her i livet – især ikke, når samfundsmæssige forhold udelukker selve deres ide. Han kan simpelt hen ikke hævne tabet af noget, som han aldrig har haft. Så længe han ikke lovformeligt har overtaget komturens rolle over for Donna Annas seksualitet, så er og bliver han en fremmed, som ikke ”kan”, ikke har magt til – netop er for ”svag” til – at forsvare endsige bekræfte Donna Anna som kvinde. Om hun så engang vil være i stand til at ”forære” ham den selv, betragter jeg altså som temmelig tvivlsomt.

Vi bemærker naturligvis i denne samfundsbetragtning, hvem af personerne, der er ”Don”, henholdsvis ”Donna”, og hvem ikke. Allerede disse titler henviser i sig selv til den status, personerne  – så forskellige de i øvrigt måtte være – indtager i dette samfund med dets særlige love og regler. Om de så følger dem eller tvært imod bevidst bryder dem, er en helt anden sag – og netop det er ”sagen” for vores hovedperson!

Set i det lys er naturligvis Don Juan komturens direkte modspiller. Han tilhører for så vidt selv dette ”gamle” samfund med alle dets dyder og æresbegreber og bruger dem ivrigt i klart bedragerisk hensigt – formodentlig i modsætning til komturen selv (i det mindste i hans egen selvforståelse). Den status, han som adelig har, giver ham alle muligheder til at dupere rakket for lettere at nå sine mål. Men han har ikke desto mindre sat sig ud over de sociale bindinger, den pålægger ham, så han i modsætning til de førnævnte kan operere på rent egoistisk, individualistisk vis. Også over for Donna Elvira. Og det er så hendes problem.

Hvad er da hendes stilling i historien? Den almindelige opfattelse er vel nærmest, at hun er en hysterisk person, en højst besværlig harpe, som ikke kan finde ud af noget som helst. Dette ville psykologisk set nok være en rimelig beskrivelse af hende. Men hvad er baggrunden for, at hun er – og netop må være – som hun er? Set i vores perspektiv, hvad er altså den særlige stilling af hendes seksualitet i forhold til Don Juan?

Hun angives engang at være blevet gift med Don Juan, som dog nu bare prøver at slippe af med hende. For hende er der altså sket det, som ikke ville lykkes for Donna Anna i hendes forhold til Don Ottavio, nemlig parkeringen af hendes seksualitet hos en lovformelig ægtemand, her altså Don Juan. Men det er netop denne lovformelighed, som Don Juan nu frasiger sig – så at sige bortkaster sit skøde på. Hvordan han personligt har båret sig ad med at sætte sig udover dette patriarkalske princip oplyses ikke – det går i hvert fald langt tilbage i historien, for i den forløbne periode har han jo haft adskillige erotiske forhold, i Spanien alene tusind og tre. At det er lykkedes ham så godt, beviser faktisk en vis personlig styrke, understreger endda adelsmandens gamle (patriarkalske!) lyster og æresbegreber, herunder også mod og frygtløshed, hvad han jo også til fulde beviser over for stengæsten.

Netop alt dette beundrer Donna Elvira ham jo også for, hvad der kun gør sagen endnu værre for hende. Hvad hun ønsker fra hans side, er vel egentlig kun lidt loyalitet. Måske et ”rimeligt” krav – men som sådan ikke indeholdt i nogen patriarkalsk etik! Derfor hendes personlige, ”psykologiske” vaklen mellem de to i sig selv lige berettigede følelser, følelsen af beundring og af at blive forhånet. Hvad er hendes mulighed for at løse dette problem? Med Don Juans fordømmelse og nedstyrtning i underverdenen har han jo rent bogstaveligt stadig det skøde på hendes seksualitet med i bagagen, som han ikke engang har gidet at få lovformeligt ophævet. Og det ender dermed i den samme underverden som han selv, vil for tid og evighed være gået tabt for hende. Hvad hun så også til sidst tager konsekvensen af: Hun går i kloster[1] – næppe af religiøse grunde, men simpelt hen fordi hun kun i klostret ikke vil blive konfronteret med sådanne ”underverdensproblemer” som seksualitet! Her vil hun (måske!) kunne finde fred i sindet (og man skal vel ikke være særlig freudiansk for at bygge en spændende psykologisk historie op over det kvindelige tabu, som denne rent antropologiske kendsgerning indebærer!).

Så er der parret Zerlina og Masetto. Hvad kan vi sige om dem? Først og fremmest bemærker vi, at de jo ikke er ”Donna” og ”Don”. Som de præsenteres i operaen er de rent ud sagt ingenting, og vel gift bliver de bare hr. og fru ”Ingen-som-helst”! Det er naturligvis en farlig abstraktion – for sådanne mennesker eksisterer ikke virkeligt! Vi kender blot ikke – det vil sige, de karakteriseres ikke her gennem – deres samfundsmæssige stilling, deres sociale status. Formodentlig stammer de fra en af egnens landsbyer; i så fald er de vel heller ikke engang ”frie” i egentlig forstand, men netop bundet op af agrarsamfundets almindelige feudale strukturer og dermed afhængige af godsejer eller adelsmand (måske endda med dennes ret til den første nat, jf. ”Figaros Bryllup”, hvor greven dog netop har fraskrevet sig den). Men alt det ses der altså bort fra her, de bringes bare ind på (livets) scene som ”sig selv”, dermed også deres seksualiteter som beroende hos dem selv, ikke fremmedbestemt som Donna Annas af faderen eller Donna Elviras af Don Juan. De kan råde over den, som de selv vil – og gør det. I hvert fald hypotetisk!

Her er det dog Zerlina, der som kvinde klart har de bedste muligheder. Masetto er jo mand og naturligvis inficeret med traditionel ”Alleinvertretungsrecht”, krav på alene-bestemmelsesret over sin kones seksuelle aktiviteter. Det kender vi fra de fleste historiske epoker og helt tilbage i dyreriget, der dog ganske uden adelsmandens glasur af elegance og høviskhed. Kort sagt, han præsenterer sig selv som det ret stupide eksemplar af hankønnet, han i denne reducerede sammenhæng faktisk er.

Zerlina er ikke engang som Donna Elvira blevet udfordret på spørgsmålet om mandlig loyalitet. Hendes frie og ubundne seksualitet er hendes eneste virkelige karaktertræk som person i operaen. Og den forstår hun at udnytte. Hun er endda ikke helt uimodtagelig for Don Juans stormkur (selv om det også kan gå lidt for raskt!), og skal hun endelig smyge sig ud af en situation med alt for mange bebrejdelser, eller skal hun måske endda trøste sin Masetto, er hendes køn igen universalmidlet. Så hun og Masetto er dem, der ubetinget har de bedste udsigter for fremtiden – for, selv om han nok får noget at gøre med at passe på hende, så har de i det mindste sig selv og hinanden, når det hele er forbi!

Men Leporello, Don Juans tjener, har vi slet ikke nævnt endnu. Hvad er hans stilling her, naturligvis især med hensyn til seksualitet? Han er selv en slags lavstatus Don Juan, har bestemt visse evner i forførelseskunsten – men alligevel er han som tjener tvunget til at stille alle evner til rådighed alene for sin herre. Han er godt nok sur over sin ofte ubehagelige tjenerrolle, men for svag til at gøre op med den – og endelig spiser man jo også rimelig godt, så længe man spiser af hånden. Således er han kun Don Juans skygge, men som overvejende komisk figur har han den dramatiske funktion i operaen på den ene side at kaste et skævt lys over sin herres gevaldige færden (for eksempel med ”Listerarien”), på den anden side at fremhæve sin herres aristokratiske ”dyder” netop ved så aldeles at mangle dem selv. Hans eneste håb efter Don Juans endeligt er da også at søge tjeneste et sted, hvor forholdene forhåbentlig er lidt bedre.

Summa summarum, efter katastrofen synes parret Zerlina og Masetto at være dem, der har de lyseste udsigter – men stadig under betingelse af deres påståede ubundethed i samfundsmæssig henseende. Det kan man så tro på eller lade være. Det er ikke vort problem her, hvor opgaven er en rent antropologisk analyse af samfundsmæssigt bestemt seksualitet. At denne så udfolder sig helt forskelligt, alt efter de individuelle forhold, er en anden sag – netop Mozarts! Han viser os seksualitetens udfoldelse i erotiske drømmerier, beskyttelsestrang, jalousi, personlige krænkelser, hævngerrighed. Dette er sagens psykiske side. Opgaven her er den helt abstrakte analyse af menneskelig tilværelse, nærmere bestemt i slutningen af syttenhundredetallet.

- o -

 Hvad er det så for samfundsmæssige forhold, som kaster deres særlige lys over hele denne tilsyneladende så eviggyldige historie? Når den stadig griber os, hver gang vi hører Mozarts musik, må de samme forhold stadig have en vis gyldighed i dag, selv uden sådanne normer og faktorer, som vel for længst skulle være sat ud af kraft – og ingen ville finde på at tillægge scenen med stengæsten nogen som helst virkelighedsværdi længere.

Den historiske epoke, som ligger bag denne historie – som efterhånden nærmest har fået karakter af en myte – er feudaltidens afslutning, hvor de patriarkalsk organiserede adelsfamilier især på landet stadig dannede samfundets rygrad, men alligevel var ved langsomt at gå i opløsning. På baggrund af disse lovmæssige rammer har der dog altid eksisteret personer, som ganske bevidst – som simple tyveknægte, også rene ”kussetyve” – brød disse rammer ligesom Don Juan her. Men netop denne patriarkalske organisering er jo som sådan sat under debat her gennem Donna Elviras ulykke og Don Ottavios ide om en mere ”moderne” form for kærlighed til Donna Anna. Han har da i det mindste et hæderligt ønske om at sætte sig ud over deres historisk betingede begrænsning. Leporello har heller ikke noget at tilbyde efterverdenen i den retning, så Zerlina står tilbage med hele sin råstyrke som kvinde – trods Masettos forventelige anstrengelser.

Er hun da ”heltinden” i historien? Knapt nok. For ganske vist ”er” hun netop den hun er, men ikke i kraft af nogen personlig sejr over givne forudsætninger (som f.eks. Fiordiligi i ”Cosi van tutte”), men i kraft af, at vi andre har valgt helt at se bort fra disse forudsætninger som bondepige fra omegnen. Således bliver hun også den eneste i hele operaen, hvis køn konkretiseres i ren og skær erotik som for eksempel i duetten ”Ræk mig din hånd, du kære” sammen med Don Juan.

Den duet er derfor blevet hele operaens varemærke, langt snarere end den dramatiske scene med stengæsten. Vi tror i dag hellere på Zerlina end på komturen. Denne duet står som personligt frit og rent, ublandet følelsesliv, vel den skønneste drøm i verden for ethvert individualiseret menneske – i modsætning til alle de andres pinagtige konflikter. Disse er godt stof for psykologer, men det er også netop dem, der karakteriserer tiden med dens samfundsstrukturer under i opløsning – eller rettere under direkte nedbrydning, men hvor det endnu er uklart (ligesom det var for Don Ottavio), hvad der skal sættes i stedet. Ingen ved jo klart, hvad der måske allerede i dag er ved at udvikle sig, men først i en senere tid vil blive stærkt nok til at danne grundlag for helt nyt og bedre samfundsmæssigt liv.

Foruden Zerlina synes den ”eviggyldige” person i denne henseende at være Masetto, dette ret stupide eksemplar af mandskønnet, dårlig nok et ”mandfolk”, men snarere et levn fra dyrerigets statuskampe. I operaen mangler han dog den samfundsmæssige legalisering, som netop komturen givetvis har nydt godt af i tilsvarende situationer – og som formodentlig også Don Ottavios egen seksualitet ville have opnået, hvis hans forehavende med Donna Anna var lykkedes. Operaen viser os samfundet i skred, men altså uden klart at definere kimen til det ny. Dette har Mozart dog forsøgt andre steder som for eksempel i ”Cosi van tutte”, (som trods sit åbenlyst umoralske plot og den påståede forsoning til sidst i det mindste viser os en Fiordiligi, som i dyb indre kamp er klar til at bryde de personlige begrænsninger, samfundet har sat) og i ”Tryllefløjten”, hvor Pamina gennemløber en virkelig personlig udvikling, hvor hun gennem flere faser modnes og samtidigt ”tilbageerobrer” sin personlige ret til sin seksualitet, for til sidst som helt ligeberettiget og ”fri” kvinde med tosomhedens styrke at deltage i Taminos ildprøve. Vi følger denne udvikling fra den unge piges duet med Papageno, som slet ikke gør krav på hendes seksualitet, som jo stadig er i moderens og især faderens – ganske vist helt modsatrettede – varetægter, men dog udfordret, ja krævet af negeren Monastrotos, som er på moderens, Nattens Dronnings parti; derfra gennem den dybe sorg over Taminos tavshed under hans anden prøve, hvor hun for alvor ser sin seksualitet truet, ikke bare udefra, men også indefra, svigtet som personlig kærlighed – indtil hun endeligt som moden kvinde har forstået kærlighedens magt. At hun og Tamino endda til sidst sammen af faderen Sarastro får overdraget ledelsen af det ellers så mandsdominerede Visdomstempel er vel i sig selv et klart billede på fremtidens mulighed, hvor dog den anden side af kvindens seksualitet, netop moderaspektet får en grusom behandling. Og netop denne side af kvindekønnet er slet ikke repræsenteret i operaen Don Juan. Der ligger virkeligt et samfundsmæssigt problem i denne rent falliske kultur fra oplysningstidens århundrede, hvor denne dog meget væsentlige kvindelige funktion, moderskabet, altså helt generelt stadig er undertrykt.

Positivt set står vi altså over for spørgsmålet om den individuelle frihed til fuldt ud at råde over sin personlighed og sine seksuelle funktioner i samfundet. Her taler vi ikke om ”mennesket” i almindelighed. Det ville være en tom abstraktion. Et sådant væsen findes ikke. Mennesker er seksuelle væsner og har som sådanne forskellige funktioner i samfundslivet, for samspillet kvinde-mænd er betingelsen for, at generation kan følge efter generation og samfundet bygges op – under netop de objektive betingelser, dette samfund nu engang i øvrigt er undergivet. Her kan det ikke blot være mændenes appetit på unge kvinder og håbet om en happy end (og så heller ikke mere), der tæller. I spørgsmålet og generationernes følge kommer man ikke uden om moderskabets betydning – og det kræver sin samfundsmæssige repræsentation, som ikke kan være af mindre betydning end faderskabets.[2]

Alligevel spørger man uvilkårligt: Hvor står mon mændene i denne sag? Deres problem er måske endda større end kvindernes. Disse havde fået parkeret deres personlige seksualitet og rettigheder hos mændene. Dem skulle de nu tilbageerobre, hvilket kunne være svært nok, efter at man i over 3000 år har indrettet sig med mændenes eneret over familierne. Mænd havde altid betragtet disse rettigheder som ”naturgivne”, ”naturen” nemlig altid som stående til rådighed for magthaverne. Nu måtte også de lære at se disse ting som fælles rettigheder – uanset køn. Dette projekt ville en Don Juan sikkert i rent individualistisk øjemed højlydt kunne proklamere sin tilslutning til, Don Ottavio måske også kunne acceptere, men ville givetvis ligge langt uden for Masettos og mange andres snævrere horisont.

Men dermed ville alle problemer på ingen måde være løst, end ikke med samfundsmæssigt anerkendt moderskab. På den ene side ville det nok betyde gensidig anerkendelse af mennesker som seksuelle væsner med hver deres forskellige funktioner i samfundet. Men mennesker er jo ikke blot seksuelle, men netop også samfundsmæssige væsner. Samfundet som sådan kan stadigvæk kun eksistere i samspillet mellem mænd og kvinder, fædre og mødre, uanset hvorledes dette samspil i øvrigt er samfundsmæssigt organiseret. Og omvendt kan man heller ikke komme uden om, at ”samfundet” som sådan må formulere sig med hensyn til de enkeltes, herunder deres seksualitets etiske og retslige udfoldelsesmuligheder. For menneskene er både seksuelle og samfundsmæssige væsner, og for fællesskabets skyld må alle sider af den materielle tilværelse, ikke bare generationernes, men også den løbende, både daglige og årlige produktion af livets øvrige nødvendigheder fortsætte i tidernes veksel, selv om det – vel alt for selvfølgelige og uromantiske problem – overhovedet ikke er kommet til orde i populære operaer. Det tema blev først for alvor aktualiseret i det følgende århundrede under de da opståede sociale og ejendomsmæssige relations (se herom i artiklen Hegel, Marx, and Newton and the differential quotient on this webside). Men som faderretten kun tilfalder en del af samfundet, så tilfalder ejendomsretten til produktionen en anden – endda kun meget lille – del af dette. Men begge er historisk bestemt, og begge angår de allermest grundlæggende eksistensmuligheder som mennesker. Derfor bliver begge også samfundsmæssigt reguleret gennem alment gyldige regler og love, som så yderligere understøttes af ideologi, etik, religion osv. – for slet ikke at tale om militær. Der vil komme megen personlig sorg og ulykke over menneskene endnu, som Mozart så klart har demonstreret på sin måde, inden individualismens og egoismens værste udskejelser i samfundsmæssig målestok vil være overvundne – måske endda åben kamp, både som kønskamp og klassekamp, hvor parterne hver for sig vil fokusere på egne aspekter af modsætningsforholdet. Hver for sig vil disse aspekter endda opfattes som ”hellige” og altså understøttes af ”fundamentalister”. Men i bund og grund vil de komme til at dreje sig om de samme væsentlige samfundsspørgsmål, om seksualitet og ejendomsforhold, og vil endda derfor være belagt med strenge tabuer. Og det vil ikke gøre problemerne nemmere at løse…