ER MENNESKET ET DYR - ELLER HVAD?
af Raymond Swing (1999)
I Bert Brechts og Kurt Weils "Mahagony" er en af hovedsangene den, der hedder "Som man reder, sådan ligger man". Det er en stor og flot sang, som hører til de virkeligt store udfordringer for enhver kabaretsangerinde med respekt for sig selv. Der er skabt tradition for at give denne sang hele armen, og budskabet går klart ind hver gang. Som der synges i en af de gennemgående verslinier: "Der Mensch ist ein Tier" ("Mennesket er et dyr").
I "Mahagony" er det af luderen Jenny, der synger sangen, da det viser sig, at hendes kæreste Paul Ackermann ikke kan betale værtshusregningen. Om Jenny ikke kan hjælpe ham? Nej, ikke tale om! For som man reder, sådan ligger man. Der kommer ikke nogen og dækker en til, hvis man ligger med enden bar. Det ved hun selv alt om. Hvis nogen skal ned med nakken, så i hvert fald ikke hende! Den lærdom fik hun ind med modermælken.
Kort sagt, Jenny er i den retning et ualmindelig bevidst og erfarent medlem af menneskeslægten i denne drømmeby Mahagony, hvor alt er tilladt. Jo vildere, jo bedre - bare man altså kan betale...
At den syngende jeg-person fra dette mahagonyske mandssamfund er så aggressiv og usympatisk gør kun, at kynismen går rent ind. At dette utiltalende eksemplar af menneskeracen tilmed er en kvinde/luder virker som lidt ekstra krydderi for de lystne ganer i denne 'kulinariske' musikgenre. Det lille liflige gys (uha, hvis det var mig, der var løbet ind i hende!) - og successen er hjemme.
Jeg skal ikke her komme ind på Brechts særlige forhold til kvinderne. Men man kunne måske undre sig over, at han ofrer sin allerbedste sang her for en så borgerligt-fladpandet moralopfattelse. Det ligner ham egentlig ikke...
Men det gør han da heller ikke! Der er i kabaretbranchen blevet tradition for at slette et ganske lille k i den originale tekst. Det ændrer tilsyneladende så lidt - og man lægger slet ikke mærke til det. I virkeligheden står der altså ikke "Der Mensch ist ein Tier". Der står tvært imod "Der Mensch ist kein Tier" ("Mennesket er intet dyr"). Kort sagt, der står lige det stik modsatte!
Men det gør unægtelig også det hele lidt mere kompliceret - for ikke at sige modsætningsfyldt. Nærmest selvmodsignde. Dialektisk! Jenny har da lige givet udtryk for en påfaldende mangel på elskværdighed, for hvis der skal sparkes, skal det være hende, der sparker, og ikke omvendt. Og i samme åndedrag siger hun så, at hun "ikke er noget dyr". Mærkeligt! (Her kunne lidt eftertænksomhed nok være på sin plads.)
Til kabaretbrug er sådanne sange naturligvis taget ud af deres sammenhæng - og så kan det jo nok virke noget distraherende, når sådan et dyrisk-ubehageligt kvindemenneske bare står der og påstår, hun slet ikke er noget dyr. Det ødelægger jo nærmest hele tegningen...
Nu er 'virkeligheden' jo som oftest mere kompliceret end den umiddelbart ser ud. Jenny elsker faktisk sin Paul, og hun ville i virkeligheden gerne stå ham bi - hvis ikke lige altså... Hun kunne måske også have gjort det. Men erfaringen har lært hende, at en bankbog er en god ting at have i baghånden i en usikker verden - ikke mindst for en luder. Den dag, hun bliver arbejdsløs, er bankbogen den sidste sikkerhed for ikke at ende i rendestenen. Det er den garanti, hun nu skulle ofre for Pauls skyld. Kan hun tillade sig det - ?
I dyreverdenen kan fuglene i fællesskab værne om deres reder eller bøffelflokken slutte sig sammen for at forsvare sig mod ulvene. Men hvem vil til sin tid hjælpe en afdanket luder? I Mahagony kan man godt elske hinanden (hvilket ikke i sig selv adskiller menneskene fra dyrene). Være 'gode' ved hinanden vil man også gerne. Men kan man? - det er spørgsmålet.
Samme spørgsmål rejses også i Brechts "Det gode menneske fra Sezuan". Den 'gode' luder Shen Te kan ikke forhindre bogstaveligt talt at blive ædt op af alle de andre fattige og nødlidende, som hun gerne vil hjælpe - hvis hun altså ikke en gang i mellem tager skikkelse af sin 'onde' og rige fætter Shui Ta. 'Han' redder hende fra at blive sparket - ved selv af sparke andre.
Spørgsmålet er så: Er Shen Te - eller Shui Ta - et 'dyr'? Nej, lige så lidt som Jenny. De er bare mennesker i frie, borgerlige samfund, hvor alt er tilladt, og den eneste moral sidder - nej, ikke i solidariteten, men i tegnebogen. Det vidste Brecht, og det turde være bekræftet et par gange siden.
Derfor kan og må Jenny synge "Der Mensch ist kein Tier" - for intet dyr kunne finde på at leve på en så umenneskelig måde, som mennesker gør. Dette er et afgørende punkt i al Brechts digtning. Men det går tabt i den 'kulinariske' kunst, som Brecht siger, hvor man investerer i følelser i håb om at få dem godt forrentet i aftenens løb - hvorfor man så hellere hænger hovedet på knagerækken, inden man sætter sig til rette i salens bløde stole. Så er det, man glemmer at spørge: Hvordan er livet i virkeligheden - og hvorfor er forholdene, som de faktisk er? Er det godt sådan - eller burde forholdene måske forandres?
Giv selv svaret.