af Raymond Swing (2007)
Eigil Nielsen har et meget væsentligt læserbrev i Arbejderen onsdag d. 17.1. om ”forbrugerisme”, som han betragter som ren og skær pervertering af vore naturlige behov som mennesker. Jeg er helt enig – også når han (på hjemmesiden) skriver, at ”det er et perspektiv, der endnu ikke er erkendt af de fleste mennesker…” Og han tilføjer så, at ”i denne situation, hvor katastrofen truer … står vi kommunister i en vanskelig situation. Så vidt jeg ved, er situationen ikke beskrevet i nogen af de kommunistiske partiers programmer.”
Personligt betragter jeg dog fortidens anstrengelser for at gennemføre planøkonomi som et vist forsøg i (bl. a.) den retning. Men det er rigtigt, at vi kommunister selv har et alvorligt problem her – og det går faktisk tilbage på vore alle sammens gamle Marx. Det består i al korthed i det teoretiske forhold mellem begreberne ”brugsværdi” og ”nytte” (hvilket sidste så kan tages i sin bredeste betydning også må omfatte alle konsekvenser af brugen). Det er bemærkelsesværdigt, at Marx altid kun taler om varernes ”brugsværdi”, nemlig det, som skal give kunden lyst til at købe dem. Når først den er købt er den heller ikke nogen vare mere og har derfor ingen ”brugsværdi”, men – forhåbentlig en vis ”nytteværdi” (et ord, Marx selv altså aldrig ville tage i sin mund, for han er beundringsværdig præcis i sit ordvalg). Men den egentlige ”nytte” med hvad dertil hører, skriver Marx faktisk ikke om (bortset fra f.eks. sektorteorien i Kapitalens Bd. II).
Alligevel er forskellen mellem ”brugsværdi” og ”nytte” afgørende. Tænk f.eks. på hvor meget reklame osv. der er anvendt af Coca Cola, McDonalds etc. for at give deres varer rigeligt med ”brugsværdi”, altså give folk lyst til at købe dem i butikkerne. Resultatet heraf holder vore fedmespecialister dagligt foredrag om i radio og tv. For netop fedme, hjerte- og karsygdommene osv., som kommer i disse varers kølvand, er udtryk for den virkelige ”nytte” de gør – som altså snarere er stor skade (men ”skadeværdi” er vist ikke noget gangbart udtryk i politøkonomien). Men stor ”brugsværdi” har disse varer altså, for kapitalen har tjent fedt på det, og arbejdet har altså været særdeles ”produktivt” (for at bruge Marx’ eget udtryk). Men pas på det gængse ordvalg: ”brugsværdi” har ikke noget med hverken ”værdi” eller ”brug” at gøre.
Når jeg altså mener, at vi kommunister virkeligt har et problem her, så hænger det altså sammen med, at vi med hele vor gode ballast har overset det teoretiske problem, som vitterligt er stort i dag (hvor det på Marx’ tid nok snarere var problemer for arbejderne overhovedet at få mad på bordet). Men det må være tilladt som marxister at ”gå ud over Marx”, som jeg skriver i min bog (den være hermed anbefalet for alle, der læser tysk!). Nej, ikke kun tilladt, det må kræves, hvis vi som kommunister skal blive i stand til overhovedet at formulere nye perspektiver for fremtiden.
Men hvem – selv gamle kommunister – ville i dag have den dristighed at sige, at vi skal kæmpe for ”censur” af folks køb i butikkerne, ja, ligefrem centralt ”planlægge” vores alle sammens daglige forbrug af hensyn til os selv og hele verden (- og det endda i EU's og globaliseringens tidsalder! Vi ville vist blive anset for ikke helt rigtige oven i hovedet. Nej da, friheden længe leve!) Men altså – alligevel!
Virkeligt, som Eigil N. siger: ”en sådan kamp (vil) samtidigt være en kamp mod den perspektivløse kapitalisme…”
-.-.-.-.-..-.-..-.
Kammeratlig hilsen
Raymond