FYRTØJET

I MATRIARKALSK BELYSNING

Denne artikel, nærmest tænkt son en spøg, blev inspireret af arbejdet med den ovenstående artikel om musikikonografi. Med analysen af Wagners ”Ringen” var det umuligt ikke at henvise til et gammel mytestof, som netop i 1800tallets romantik var ved at komme ’på mode’ igen. Til dette stof hørte også folkeeventyrerne, herunder også H.C.Andersens tidligere eventyr, som kom til at virke som en slags folkeligt-kulturel understrøm af matriarkalsk tilsnit, selv om de vel især kom til at præge børneværelserne, mens mandeverdenen mere ekspanderede i samfunds- og erhvervsmæssige henseender. Selv om altså også disse eventyr blev skrevet under klart patriarkalske forhold, må deres matriarkalske træk tages i betragtning også i mere moderne sammenhæng. Et eksempel er her Jomfru Maria-dyrkelsen i de katolske lande. Denne matriarkalsk-patriarkalske dialektik er kun i ringe grad kommet klart til udtryk i kulturelt-politisk henseende, men studeres dog efterhånden mere målrettet af enkelte forskere (f.eks. Robert Graves i England (nu død) og Heide Göttner-Abendroth i Tyskland).

Der kom en Soldat marcherende henad Landevejen: Een, To! Een, To! han have sit Tornyster paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem. Hjem - ? Hvor kom han fra, hvem var han, hvad hed han, hvem var hans forældre – ? Vi får det aldrig at vide, han er simpelt hen en slags Ingen-som-helst, formløs. Men ellers lyder han til at være frisk nok.

Han træder først i karakter, da han møder heksen på landevejen, den grimme gamle kælling. Englænderne kalder sådan en The Old Hag. Hun er ikke en hvem-som-helst. Hun er fremtrædelsesform af den gamle trefoldige gudinde, hendes efterårsbillede, altså hendes døds-aspekt. Det er hende, der har forbindelsen til det underjordiske, til dødsriget, hvor hun nu sender vores soldat ned, ned gennem det hule træ. Betyder det nu hans død? Nej tvært imod, i hvert fald ikke bogstaveligt. Og han vender da også tilbage til jordens overflade igen – endda særdeles velbegavet.

”Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte Soldaten. ”Hente penge!” Og de underverdensuhyrer han der vil lære at kende, gør ham heller ikke noget, for på grund af tørklædet kommer han jo tydeligvis på heksens vegne. Om tredje hund siger hun: ”Det er en rigtig Hund, kan du troe! men det skal du ikke bryde dig Noget om! sæt ham bare på mit Forklæde, saa gør han Dig ikke Noget, og tag Du af Kisten saa meget Guld, Du vil!”

Nej, det var jo ikke så galt! Hvad disse hunde passer på er selve ’overflødighedshornet’, den gamle guddommelige drøm om ubegrænset rigdom og lykke, det altid fulde kar – i eftertidens udpræget kvindeforagtende tid også kaldt Pandoras Æske, som jo hævdes kun at rumme ubehageligheder. Men det er kun ren og skær myteforfalskning, ikonotropi, som Robert Graves kalder det.

Det vigtigste af de hele er dog nok, at vor lille soldat åbenbart ikke er bange for noget som helst. På den ene side ved vi ikke noget om ham, vi kan ikke placere ham noget som helst bestemt sted i hans samtid, og den har åbenbart heller ikke præget ham ved at indgyde ham nogen form for frygt, som det vel ellers er almindeligt for mennesker. Han er så at sige en slags ’naturens muntre søn’, uden ’opdragelse’, uden tilhørsforhold nogetsteds, en slags hr. ’Ingen som helst’, som overhovedet kun er i kraft af andre, som han kommer til at stå i forhold til. Og det er naturligvis – på godt og ondt – kvinderne. Selv er han kun det ler, andre former efter eget behov.

Foruden tørklædet, som han jo ikke behøver mere nu, har soldaten også fået fat i fyrtøjet – om end på en mindre ’pæn’ måde. Men det er ikke afgørende, H. C. Andersens er ikke moralist, i hvert fald ikke her. Gennem fyrtøjet, hvis betydning han altså ikke er klar over i starten, står han i stadig kontakt med de underjordiske magter, til selve livets uudtømmelige urkræfter. Det er det, der er det afgørende.

Så nu bliver han stadset op med al sin underjordiske rigdom, tager ind i det dejligste værtshus, og vennerne holdt så meget af ham, for han var en rar En, en rigtig Cavaleer…

Men så hører han en skønne dag også om deres Konge, og hvilken nydelig Prindsesse hans Datter var. ”Hvor kan man få hende at se?” spurgte Soldaten. ”Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, ”… fordi der er spaaet, at hun skal blive gift med en ganske almindelig Soldat, og det kan Kongen ikke lide.”

Denne ganske almindelig Soldat er naturligvis vores egen lille ven, som netop kun er ’almindelig’, altså som en hr. ’Ingen som helst’, en hr. Ubestemt, som ikke er part i noget givet forhold, som kunne have forudbestemt hans stilling fremover – eller måske lige modsat, er forudbestemt i én eneste henseende, netop som det ler, de andre ælter. Altså er han da også klar til at indgå i med- og modspil til kongen i det store kobberslot med de mange mure og tårne om. Men naturligvis, det er slet ikke så meget kongen, det her drejer sig om – i virkeligheden er han selv kun en skrøbelig lerfigur –, men damerne, dronningen og naturligvis selveste prinsessen.

Når en sådan forbindelse faktisk kan blive mulig, skyldes det da også udelukkende hans gode forbindelse til de underjordiske magter, altså hundene. Nu er det dem, der lader ham træde i karakter – men hvordan?

Altså, på ægte eventyrlig vis får han virkeligt prinsessen at se – og tilmed fornyet tilgang til overflødighedshornet, for de to ting hører naturligvis sammen – og hun var saa deilig, at Enhver kunde see, det var en virkelig Prindsesse; Soldaten kunde slet ikke lade være, han maatte kysse hende, for det var en rigtig Soldat.

Dermed trådte han så ind i det ny forhold, som fra nu af kommer til at bestemme hele resten af historien – og dermed soldaten selv. Lad os holde regnskab: dette er bestemmelse nr. to, soldaten dermed vederfares.

                      Og det er netop denne bestemmelse, som kongen – og især ikke dronningen – kan lide. Prinsessen kan selvfølgelig ikke holde sin mund – ”Det var saamænd en pæn Historie!” sagde Dronningen. Men den skulle i hvert fald ikke gentage sig med hendes gode vilje.

Men hvem er hun da? Hun er faktisk en mere jordisk udgave af selv samme Old Hag, heksen, den trefoldige gudinde i livets efterår. Og lige som heksen selv er også hun ’vis’: Men Dronningen var nu en meget klog Kone, der kunde mere, end at kjøre i Kareet.

                      Det var sikkert kongens vigtigste opgave, hvis man da opfatter hendes særlige måde at tale til ham på rigtigt: ”Nej…, min søde Mand”! Dette karakteriserer hende klart som den med bukserne på. Og det har hun. Det er hende, der er den centrale figur i eventyrslottet, ikke kongen. Han er kun hendes ’mand’, ledsager, ’heros’, eller hvad man nu ellers kan finde på at kalde sådan en drabant. Dette vil blive mere klart nedenfor. I hvert fald synes også kongen kun at ’være noget’ i kraft af at hans kone er dronning.

Men hvem kan så prinsessen være? Hun er dronningens datter – formodentlig også kongens, men det er mindre væsentligt her. For som dronningens datter er det hende, der arver landet og dermed gør hendes tilkommende til konge. Hvor mange eventyr ender ikke netop på denne måde: ’han fik prinsessen og det halve kongerige’ – altså ikke kun det halve, men faktisk det hele. Det samme ser vi i de antikke myter. Men stop, vi skal ikke foregribe handlingens videre gang…

At dronningen virkelig er et andet billede af den samme Old Hag ser vi også deraf, at det kun er i kraft af hendes snilde, at de får soldaten fanget og sat i fængsel. Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kjedeligt, og så sagde de til ham: ”i morgen skal Du hænges”. Men lige som dronningen er en mere jordnær fremtoning af den gudinde, som sendte soldaten ned i underverdenen, så er det netop hende, som nu sender ham ned i den mere jordiske udgave af samme underverden, i det uhyggelige fængsel.

Det var så anden gang, vor lille soldat kom ned til dødsriget. Første gang var hans initiation i kraft af heksen, som indledte det livet i samfundet med alle ’vennerne’, herunder også hans vågnende interesse for pigerne. Anden gang han besøgte underverdenen var intet mindre end forberedelsen til hans ’hellige bryllup’ med prinsessen.

Men ærgerligt nok, fyrtøjet havde han glemt derhjemme… Soldaten har altså ikke en gang mere sin egen forbindelse til de under- eller overjordiske magter, han har simpelt hen mistet sin magt, som jo netop var af guddommelig oprindelse. Han er nu igen bare hr. ’Ingen som helst’. Men så kom skomagerdrengen og hjalp ham, og så tog Soldaten sit Fyrtøj og slog Ild, én, to, tre! og der stod alle Hundene, den med Øine saa store som Theekopper, den med Øinesom som et Par Møllehjul og den, der havde Øine saa store som Rundetaarn.

”Jeg vil ikke!” sagde Kongen…, men det var ligegyldigt, både han og dronningen og det hele råd sloges reent i Stykker. Men selv om H. C. Andersen nok tog lidt fejl af rangfølgen, så er sagen klar nok. Alle Folkene råbte: ”lille Soldat, Du skal være vor Konge og have den deilige Prindsesse!” Det burde – i overensstemmelse med den matriarkalske arvefølge – snarere have heddet ”Den dejlige prinsesse skal være dronning og du, lille soldat, skal være hendes mand” – ligesom forholdet jo havde været mellem den gamle dronning og hendes kongemand.

Nu er eventyret ved at være slut, og det ender naturligvis med det ’hellige bryllup’: Prindsessen kom ud af Kobberslottet og blev Dronning, og det kunde hun godt lide! Brylluppet varede i otte Dage, og Hundene sad med til Bords og gjorde store Øine – og så må vi andre jo selv fortsætte eventyret, som vi nu bedst kan.

Her er i hvert fald en hel række løse ender, vi nok bør samle op – når vi nu har besluttet at se det hele ’i matriarkalsk belysning’. Nu er prinsessen altså blevet ’dronning’, og dermed har soldaten fået sin tredje bestemmelse, netop som konge = dronningemand. De har fejret det hellige bryllup med al tænkelig pomp og guddommelig pragt. Den gamle ’dronning’ havde jo været den trefoldige gudindes efterårs- og dødsaspekt. Hvad var så prinsessen og nu den unge dronning? De to er netop den samme trefoldige gudindes i hendes forårs- og sommeraspekt, nemlig forårsaspekt som skønheden, jomfruen, hendes sommeraspekt som voksen, moden og frugtbar – og klart nok med fuld kontakt til hundene, der som huses gode ånder fylder hendes og soldatens rige med alle livets velsignelser.

Men det er nu engang livets lod, at vi alle bliver ældre, og det gælder naturligvis også både dronningen og vores lille soldat. I øjeblikket er han den, som med manddommens kraft gør landet – og dronningen og med hende markerne og alle dyrene – frugtbare. Men den gamle konge kunne som bekendt ikke lide tanken om, at hans datter skulle vælge sig en ledsager eller heros for næste ’regerings’-periode. Og selv vor smukke dronning vil komme til at gå sit efterår i møde, blive en Old Hag.

Det tænkte vor gamle konge ikke så gerne på, for det var de gamle heroers oprindelige bestemmelse at blive ofret for at en ny og stærkere kunne sikre rigdom og lykke for det næste år – eller for den næste periode. For kongerne fik jo efterhånden gjort disse perioder længere og længere (med børn og senere blot kvæg som erstatningsofre). Men den gamle skik red åbenbart stadig kongen som en mare (men vel næppe længere i H. C. Andersen tid?) –, og så ved vi også, at selv vor lille soldat efterhånden vil få bange anelser om fremtiden – hvem ved, måske endda med de selv samme hundes hjælp… Og det vil så blive hans tredje konfrontation med det underjordiske – til sikring af livets fortsatte eksistens i takt med årstidernes skiften.

Sådan er livet jo – og sådan var det i en langt dybere betydning ikke mindst i gammel tid, hvor det ikke drejede sig om ejendom, kvindefornedrelse, voldtægt (Zeus!) og krig, og hvor det var den trefoldige gudinde herself, som gennem sine fremtrædelsesformer som præstinde-dronning var samfundets virkeligt centrale og hellige person, hende som i kraft af sin krop og visdom i sig selv var det helt store overflødighedshorn…