Hyldest til ungdommen (I)

Vandets kraft er stor – og i en trykkoger er skaden tilsvarende, hvis sikkerhedsventilen tilstoppes.

1. marts. På den ene side frustrerede unge med sten og væltede kontainere, de meddelløses våben. På den anden side magthaverne med antiterrorkorps og fuldtalligt politi. Efter eget sigende så de kun ”bøller og ballademagere”.

Derimellem – så at sige siddende mellem to stole – vore folkevalgte politikere, magtesløst indviklet i love og forordninger, vedtagelser og beslutninger – samt mangel på samme. Ynkeligt! Og så et skøde, som havde sat sig fast i sikkerhedsventilen.

Stor ravage, maden ødelagt.

Hvad ville der mon ske, hvis ikke blot de ”unge”, men hele ”folket” udlevede deres frustrationer? Jeg tænker på 1789, 1871, 1917. Men ak, selv de ”unge folk” dengang blev ”gamle”. De stivnede, blev grebet af magtbegær. Herhjemme og i hele vesten ser vi resultatet: Man vil pådutte hele verden vort højtbesungne ”demokrati” og pådutte vore egne unge ”god opdragelse” og almindelig konformisme.

Men naturligvis, både ”demokrati” og ”opdragelse” – hvis dyrket med oprigtighed og ydmyghed – er goder, som burde komme alle til gode, både vore egne og alle andre ”unge” i hele verden. Men husk, disse goder er ikke umistelige, som nogen gerne vil påstå.

Jeg hylder ungdommens styrke, både herhjemme og i den store verden. Gid den altid måtte vælge sine våben med omhu og så få lov til at udfolde sig ægte skabende og revolutionært.

Hyldest til ungdommen II

Da jeg skrev min første ”Hyldest til ungdommn” – det var da kampen om huset på Jagtvej var på sit allerhøjeste – var jeg begejstret over den ihærdighd og vedholdenhed, de unge udviste. Jeg forstod deres frustration og kaldte deres brosten, brændende containere og biler for ”de fattiges våben”.

Men desværre, disse våben ramte forkert, ikke mindst ramte de folk, som overhovedet ikke havde noget med sagen at gøre. Drt gav stor og naturligvis negativ reaktion, og jeg skrev da også til sidst: ” Gid den (ungdommen) altid måtte vælge sine våben med omhu…”

Det er sket nu. Atter har de unge vist ihærdighed og vedholdenhed, ja, en beundringsværdig fantasifuldhed i kampen, som i mange tilfælde har vendt modvilje til sympati.

Selv politiet er nu – trods al tænkelig hjælp fra udlandet – så udpint, at det må sige stop: dette er ikke en almindelig politiforretning, men et politisk problem, som må løses på anden måde. Selv Ritt har set sig nødsaget til at indbyde til møde – i sidste ende forhåbentlig på mere end bare en kop kaffe.

Og alt dette for bare på grund af et enkelt hus! Men hvad nu, hvis denne erfaring, vedholdenhed og fantasi spredte sig til alle andre kredse af den danske befolkning, som også føler sig trådt på, til administrationen, omsorgsfagene og ikke mindst til dem i produktionen, så de alle voksede til én samlet bevægelse, et mangehovedet fællesskab?

Men da ville det næppe længere være en sag for politiet alene, snarere for militæret. Det ville i så fald igen kræve ny strategi og taktik – endda kræve udvidet internationalt samarbejde med ligesindede i de andre nordiske lande, Tyskland og længere ud i EU, måske helt ud på det globale plan.

Til den tid måtte vi da håbe, at vore K-partier her og alle andre vegne havde overvundet deres hang til internt fnidder for omsider – sammen med andre progressive – at inspirere til ny udvikling og vække håb og perspektiv for alle folk om et bedre samfund.

Et beskedent ønske i 90-året for 1917?

(Bragt i Arbejderen)