Boganmeldelse

ved Raymond Swing

Latinamerika – og hele verden? – ved en skillevej

Det første jeg gjorde, da jeg fik den nye bog ”latinamerika ved en skillevej” af den kubanske kommunist Roberto Regalado Álvarez i hånden, var (som dårlig romanlæser!) at blade om til sidste side (s. 206) for at se, hvad der – ”Som konklusion” – stod at læse om moderne imperialisme: ”Men den opløser også grundlaget for den nationalstat, der udgør den historiske scene for både de reformistiske og de revolutionære folkelige kampe. Dette er en af årsagerne til, at den sociale modstand i dag er mere udviklet end opbygningen af venstrefløjens politiske alternativer,” så ”scenariet er kvalitativt anderledes end det forrige.” Og endeligt: ”Det vil være nødvendigt at bruge en eller anden form for revolutionær vold, eftersom de, der sidder på magten i verden, vil klamre sig til den til det sidste.”

Dermed var så min interesse for bogen vakt.

Første del af ”latinamerika ved en skillevej” giver in dybtgående analyse af den historiske udvikling af politikken og økonomien i Europa og USA, og den gør det som overalt i bogen i et godt, let tilgængeligt og vel oversat sprog, som ikke behøver at afholde nogen, som er engageret i venstrefløjens kamp, fra at gå i gang med bogen. Vi her i Vesten får her lov at se os selv i et klart, grelt lys, så vi måske endnu bedre forstår, hvorfor verden er, som den er. Dette er virkelig en fascinerende gennemgang af de mange politiske og ideologiske strømninger i den kapitalistiske del af verden.

En ubetinget mangel ved denne ellers så fremragende gennemgang er dog følgende (s. 73): ”Det er ikke hensigten at analysere årsagerne til den europæiske socialismes sammenbrud, men nogle af dets konsekvenser.” Men for at forstå konsekvenserne må man også kende årsagerne. Her svigter forfatteren med en om end måske ikke forkert, så dog i det mindste skematisk og overfladisk bemærkning om Gorbatjov og SUs sammenbrud. Det er en skam. Praktiserede Gorbatjov (s. 76) virkelig ”dobbeltmoral” ved at ”knæsætte et nyt dogme: perestrojkaen?” Det er stort set alt, hvad vi hører om denne lidt mere pinlige side af historien. En sådan påstand burde ikke hænge der frit svævende i luften! Stadig en varm kartoffel - ?

I øvrigt synes under kubansk synsvinkel de kommunistiske partier siden Marx’, Engels’ og Lenins dage i denne del af verden at være nærmest ikke-eksisterende. Men det svarer måske til deres faktiske betydning set i latinamerikansk perspektiv - ?

Bogens anden del handler så om Dominans, krise, social kamp og politiske venstrealternativer i (det spansk- og portugisisktalende) Latinamerika. For os, der følger med i den politiske udvikling der, ligger denne bogs vigtigste betydning naturligvis i den grundige analyse af de sidste årtiers mange og modsat rettede begivenheder i verdensdelen og i de erfaringer, man der har høstet. Her er det klart, at SUs og Østblokkens sammenbrud både førte til ”ideologiske traumer” og ved ”bipolaritetens afslutning (øgede) imperialismens muligheder for indblanding og intervention” (s.154).

Alligevel blev man i ”Sao Paulo-deklarationen” fra den latinamerikanske venstrefløjs møde i juli 1990 (s. 157f) enige om, ”at Latinamerikas problemer ikke er knyttet til socialismens krise, og at den latinamerikanske venstrefløj vil fastholde kampen mod enhver form for dominans og udbytning”. Problemerne var dog komplekse, for dette ”betød ikke, at der herskede konsensus om, hvilke mål der skulle stilles op, og hvilke kampformer der skulle anvendes.” Der var skabt ”et forvirret forhold mellem forsvaret for det repræsentative demokrati, der blev anbefalet af imperialismen som grundsten i det dominanssystem, og forsvaret for de institutionelle rum, der var blevet erobret af venstrefløjen…”. Alligevel, ”konsensus blev bekræftet som metode til at indgå aftaler” (s. 158).

Udviklingen bekræfter, hvad vi nok også kan nikke genkende til i vor verdensdel, at (s. 171f) ”hvis der er noget, som studiet af den nordamerikanske udenrigspolitik viser, er det, at den overordnede linie i høj grad er konstant, uanset hvilken præsident og hvilket parti der sidder på regeringen (…, endvidere at) Latinamerikas historie (ville) have set meget anderledes ud, hvis den kubanske revolution ikke havde vist sig i stand til at modstå den nordamerikanske imperialismes skærpede blokade, isolation og trusler”.

Det er heller ikke nogen tilfældighed (sml. s. 199), at bipolaritetens afslutning med østblokkens opløsning og den revolutionære bølges ebbe falder sammen med den såkaldte demokratiseringsproces. Dennes centrale begreb er ”demokratiske regeringsevne” (s. 200), som tillader en ”vekslen inden for projektet”, dvs. ”i et spil om flertal og mindretal, men inden for et enkelt projekts parametre, som ikke er til forhandling, og som sættes lig med demokrati. Derfor betegnes enhver ide om vekslen mellem projekter som udemokratisk, ligegyldigt hvor demokratisk den er.” Alt sammen med det resultat, at det ”uddyber krisen, krisen giver den sociale kamp kræfter, og den sociale kamp begynder … at forbinde sig med venstrefløjens politiske kamp, inklusive dens parlamentariske udtryk. Denne kæde truer med at sprænge den spændetrøje, som imperialismen har påtvunget for at fjerne effekten af den latinamerikanske venstrefløjs sejre.” (Ligner det egentlig ikke også ganske godt alt det, vi kender fra dagens Danmark?)

I kraft af dette imperialistiske dominanssystem er også venstreregeringerne i Venezuela, Brasilien, Uruguay og Bolivia underlagt denne ”demokratiske regeringsevnes” betingelser. På det grundlag kan der ske både fremskridt og tilbageskridt for de folkelige bevægelser, ikke mindst på baggrund af de forskelligartede alliancer, regeringerne er nødt til at indgå i. Alligevel kan vi se, at dette dominanssystem efterhånden mister meget af sin oprindelige underkuende kraft (sml. s. 201).

Et sidste citat (s. 204): ”Historien viser, at den progressive reform af kapitalismen kun er foregået på de steder og i de perioder, hvor det var foreneligt med kapitalens reproduktionsproces. Denne forenelighed eksisterer i dag ikke længere, hverken i Latinamerika eller i nogen anden del af verden. Det kan argumenteres, at grundet skærpelsen af kapitalismens modsætninger er det umuligt, at denne forenelighed viser sig igen. Af denne virkelighed kan det udledes, at det folkelige indhold og den kapitalistiske ’omklamring’ af de politiske processer, som den latinamerikanske venstrefløj i dag tegner sig for, før eller senere vil stå i uforsonlig modsætning til hinanden. Kun en revolutionær samfundsforandring, uanset under hvilke former den kan gennemføres i det 21. århundrede, vil løse Latinamerikas problemer.”

Relevansen af disse betragtninger for den politiske udvikling også i Danmark og hele Vesten er åbenlys. Derfor kan det på det kraftigste anbefales at gøre denne bog til genstand for indgående granskning. Den skal hermed være anbefalet på det varmeste.

Naturligvis kan man også her påvise irritationsmomenter, f.eks. det ret uklart redigerede fodnoteapparat. Og så er der bag i bogen en for de fleste sikkert ret overflødig litteraturliste på ikke mindre end 196 titler, alle sammen på spansk – selv om mange af dem naturligvis også findes eller endda originalt foreligger på langt mere læselige sprog, endda på pære dansk. Og så mangler der i katastrofal grad et stikordsregister, så man lettere kunne finde rundt i bogen, hvis man også kunne krydslæse den, hvad der kunne være god brug for. Men disse bemærkninger skal dog ikke fordunkle helhedsindtrykket af en yderst spændende og læseværdig bog.

”latinamerika ved en skillevej

Dominans, krise, sociale kampe

og venstrefløjens politiske alternativer”

af Roberto Regalado Álvarez

Oversættelse: Helene Caprani,

Erik Petersen og Sven Tarp

Forlaget Arbejderen

Pris: 175 Kr.