MANIFESTET

OG DEN SKOTSKE NATURFILOSOFI

af Raymond Swing (1995)

Med julirevolutionen i Paris i 1830 havde det unge borgerskab stort set udtømt sit revolutionære potentiale. Den borgerlige filosofi toppede med Hegel, som i 1832 udsendte sit hovedværk 'Logikkens Videnskab'.

              Dermed være ikke sagt, at det borgerlige samfund også havde udtømt sit videnskabelige og tekniske potentiale. Så langt fra! Tiårene derefter var netop præget af modsætningen mellem den begyndende udtørring, hvad progressiv ideologi angik på den ene side, og den voldsomme og i sandhed revolutionerende udvikling på de tekniske, videnskabelige og økonomiske områder på den anden.

              I kølvandet på denne borgerlige opblomstring var der vokset en helt ny samfundsklasse op, proletariatet, hvis eksistensgrundlag netop bestod i denne nye teknologi, og som Marx også tidligt udråbte til at skulle blive den klasse, der ville give dødsstødet til netop det selv samme borgerlige samfund, som havde skabt den.

              I denne ganske specielle atmosfære voksede den unge Marx og Engels op sammen med tidens øvrige hegelefterkommere, 'venstrehegelianere'. At Marx selv måtte bygge videre på Hegels filosofi var klart. Da nu hele den dialektiske filosofi - naturligt nok - var meget inspireret af den tyske filosofi, har man altid fremhævet Marx' rolle som Hegels åndelige arvtager, nemlig som den, der - selv åndeligt forbundet med fremvoksende proletariat - skulle fortsætte Hegels progessive ideer og formulere fremtidens revolutionære program. Det arbejde begyndte netop med Det kommunistiske Manifest.

Marx' kilder

Der er dog en vigtig del af Marx' baggrund, som i dette lys let kan blive overset. Det var en af den danske Marx-oversætter Johs. Witt-Hansens store teoretiske fortjenester, at han gjorde opmærksom på, at Marx' filosofi havde to stort set lige vigtige kilder. Foruden Hegeltraditionen byggede Marx på den filosofiske og ikke mindst naturfilosofiske tradition, som på dette tidspunkt var under kraftig udvikling i England, måske allermest i Skotland i den dengang blomstrende industriby Glasgow.

              Det er jo godt nok blevet tradition blandt marxister siden Lenin at sige, at Marx' tre kilder er den engelske økonomi, den franske politik og den tyske filosofi. Men i hvert fald hvad angår den engelske økonomi er dette alt for snævert, for 'engelsk økonomi' var simpelt hen en uadskillelig del af hele den naturfilosofiske tradition, bl.a. netop i Skotland. Jeg skal her kort opridse betydningen af denne.

              Witt-Hansens påpegede i mange af sine skrifter, deriblandt i forordet til Kapital-oversættelsen, at Marx' hele tankegang var stærkt præget af tidens naturvidenskabelige - ikke mindst fysiske - tænkemåde. Og det vil i tidens ånd så netop sige af naturfilosofien.

              Den er ikke i høj kurs nu om stunder. Den moderne, teoretisk mere modne fysik, har for længst fortrængt den ældre tradition. (Det skal i parentes bemærkes, at Engels forsøg på at underbygge Marx' Kapitalen ved at genoplive naturfilosofien under navnet 'naturdialektik' hverken var påkrævet eller særlig vellykket; han opgav da også selv forsøget, som fra hans hånd aldrig kom op af skrivebordsskuffen.)

              Naturfilosofi er netop Filosofi (med stort F!) - men godt nok en Filosofi, som fik en umådelig betydning for hele tidens tænkning og ikke mindst dens praktikere, og den inspirerede i høj grad også tidens store videnskabsmænd. Men netop som Filosofi var den også mere end bare fysik - eller bare morallære - eller bare økonomi - eller bare... For den var det hele! Og dertil kom, at den som helhedssyn selvfølgelig også var præget af tidens religiøse og politiske strømninger - ofte endda i skarp national og ideologisk konkurrence med det engelske Cambridge, som man jo ikke ville stå tilbage for. Det drejede sig både om teoriens stilling til ? og i ? praksis, om trosretninger og meget mere.

Naturfilosofi

Man taler ofte nedsættende om 'Glasgows filosofiske Selskab', som blev samlingsstedet for byens højere borgerskab og hele dens elite af fabriksherrer og intelligencia. Naturligvis var de lige det, de var. Men altså heller ikke kun! Her brødes alle holdninger, alle tidens tanker - og de brødes i den tætte røg ikke bare fra deres cigarer men også den fra de nye dampmaskiner. For det var dampmaskinen, som var omdrejningspunkt for alt og alle i disse år i Glasgow. Tidens tekniske vidunder! Den skabte fabriksherrernes enorme rigdom. Og den skabte i samme grad den lige så enorme nød hos den nye arbejderbefolkning.

              Op gennem 1830erne var det rigtigt gået løs - og man havde allerede haft den første krise og hungerkatastrofe i området. I begyndelsen af 40erne kom allerede de første afgørende resultater af naturvidenskabelig karakter - samtidig med helt nye politøkonomiske overvejelser. I 1844 skrev Marx sine vigtige Ökonomisk-filosofiske Manuskripter, som så at sige allerde var Kapitalen i frø - og han vidste udmærket godt, hvad der var løs i Glasgow.

              Også i Tyskland begyndte (i mindre målestok) en ny arbejderbefolkning at forme sig som samfundsklasse. Og så i 1848 kom Marx' og Engels' Det kommunistiske Manifest - netop da denne nye klasse i martsbegivenhederne i Tyskland for første gang for alvor meldte sig på den politiske scene! Det var et historisk øjeblik - i en tid, hvor gammelt og nyt i sandhed brødes. Og det blev Marx og Engels, der i særlig grad forstod havde en vis jordforbindelse, og som derfor også - måske mere end nogen andre på den tid - kom til at pege fremad.

Dampmakinens tidsalder

Dampmaskiner! Det var dem (og så de mennesker, som voksede frem af røgen fra dem), det hele drejede sig om. Arbejdskraft! Det var den (hvor den så end kom fra), som bevægede hjulene og skabte rigdommene.

              Dampmaskinerne udviklede arbejdskraft og udførte arbejde. Arbejde = Kraft gange vej! Her var mål for det hele.

              Man opdagede også, at evnen til at udføre arbejde, 'energien', kunne omsættes identisk fra den ene bevægelsesform til den anden. Energi var altså en 'bevaringsstørrelse'. Det samme gjaldt forresten også (ifølge gammel katolsk tradition og økonomisk praksis lige siden middelalderen) 'værdien'. Arbejdere og maskiner arbejdede, realiserede altså deres Arbejskraft - og skabte derved økonomisk værdi.

              Sandelig, man havde mål for det hele. Videnskabens århundrede var indvarslet!

Værdiens og energiens konstans - eller ?

Men så viste den sig at være gal alligevel. Der var et problem: Man havde opdaget, at varmeenergien - den det hele drejede sig om i dampmaskinen - alligevel ikke kunne omsættes fuldstændigt. Der var et vist 'tab'. 'Bevaringsstørrelsen' energi blev ikke absolut identisk bevaret. Det blev forresten værdien heller ikke - for hvor skulle så al rigdommen komme fra? Altså: Identitet kunne på trods af al teori ikke skilles fra ikke-identitet. De var uløseligt (vi ville naturligvis sige: dialektisk!) forenet.

              Det viste sig godt nok at være en hård teoretisk nød at knække - i så en kultur, hvor man var vant til altid at tænke i identiske begreber! I fysikken opfandt man ordet 'entropi' for dette 'tab' af fri energi, som uundgåeligt viste sig overalt, hvor kræfterne udfoldede deres frie spil. Noget af den omsatte energi blev uundgåeligt forvandlet til molekylære varmebevægelser (tænk bare på gnidningsvarme), som ikke fuldstændigt lod sig føre tilbage til dynamisk eller anden energi ? og det var jo netop det, dampmaskinen skulle. Men, som Goethe sagde, hvor begrebet mangler finder man altid let et ord! Ordet var såmænd også godt nok, men det bragte kludder i hele den gode gamle skolefysik fra Newtons dage (ham med æblet!) - og helt frem til århundredskiftet.

              Marx var oprindeligt ikke bedre stillet. Hans problem var merværdien, og den døjede han længe med. Men for ham blev løsningen det, som han i Kapitalen kaldte det 'springende punkt' i hele hans teoriudvikling, nemlig det, at arbejde både skaber værdi (som 'abstrakt arbejde') og skaber brugsværdi (i form af 'konkret arbejde'). Den kunne fysikerne ikke stikke - og dermed skildtes uigenkaldeligt fysikkens og økonomiens veje! Naturfilosofien som sådan havde mistet sin betydning som Filosofi.

              Der skete også det, at naturfilosofien var blevet til videnskaber, til specialistarbejde, som 'almindelige mennesker' ikke mere forstod en pind af. Også politøkonomien var blevet belastet - om ikke af anden grund så fordi den uvilkårligt måtte satte spørgsmålstegn ved, om den gren, alle de kloge selv sad på nu også i længden kunne holde i længden. Samme grad af 'objektivitet' som fysikken nåede den politiske økonomi jo heller aldrig.

              Dette bliver tidens kulturelle skisma: Filosofferne og økonomerne forstod sig ikke på fysik, og fysikerne ikke på filosofi og økonomi (og ville slet ikke forstå det! For dem drejede det hele sig jo helst kun om at måle og veje.). Og de fleste af humanisterne og prædikantene forstod sig ikke på noget som helst - og hvad Hegel og Marx en gang havde ment med 'dialektik' fortabte sig i det fjerne... (Det blev desværre ikke bedre af, at man de lande, hvor man hyldede den 'dialektiske materialisme', faktisk ikke havde megen sans for dialektik!)

Problemet 'værdi'

Men altså 'værdi' og 'arbejdskraft' - hvad er arbejdskraftens og arbejdets/energiens værdi? Problemet blev virkelig aktuelt under hungerkatastrofen. I begyndelsen af 1840erne måtte der til at ske noget, man måtte finde ny sammenhæng i tingene.

              Dampmaskinen igen! Dampmaskinen spiste kul. Menneskene spiser godt nok ikke kul, men kemikerne havde dog fundet ud af, at der var kulstof i samtlige næringsmidler (kulhydrater osw. kendte man ikke til den gang). Dermed var sagen klar. Dampmaskinen om igen: Hvor meget kul skulle en arbejder fodres med for at kunne arbejde? Man udfærdigede lange skemaer over kulstofindholdet i forskellige levnedsmidler. Dermed var man - lige ved! - at have løst problemet med arbejdskraftens værdi.

              Forenkler vi det hele lidt og lader arbejderne nøjes med at spise kartofler, så er arbejdskraftens værdi simpelthen (værdien af) den sæk kartofler, som vil være nok til at sikre identisk reproduktion af ham og hans familie for den betragtede arbejdsperiode - dvs. for ren overlevelse. Sætter man markedspris på de under disse betingelser spiste kartofler, har vi en videnskabeligt beregnet bestemmelse af arbejdskraftens værdi, dvs. af den løn, man skulle betale, hvis - igen under disse betingelser - arbejderne ikke skulle dø af sult (men det fik de nu ikke altid alligevel!).

              Men hvem sagde i øvrigt, at de evigt skulle leve under disse betingelser - ? Dette blev netop det store stridsmål i klassernes kampe i mange år fremover, som man allerede kunne læse om det i Manifestet.

Alligevel ikke-identitet ?

Dermed var entropiproblemet dog ikke uddebatteret, og slet ikke det almene filosofiske problem om identitetens og ikke-identitetens dialektik. Problemet var alment. Man havde kun alt for tydeligt kunnet se på Glasgows befolkning, at sliddet i fabrikkerne til sulteløn uundgåeligt førte til nedslidning af hele befolkningen, legemligt såvel som åndeligt.

              Darwin og andre var begyndt at tale om deres egen form for ikke-identitet, om arternes 'udvikling'. For hvis noget var ikke-identitet, så var det vel det! Hvad med at 'udvikle' arbejderne i åndelig henseende?

              Det fik visse kristeligt-humanistiske kredse her og andre steder til at tænke i halt andre baner. Åndelig opbyggelse krævede nødvendigvis fysiske og økonomiske ofre. Ville det mon ikke være rimeligt at give arbejderne en - bare en ganske lille! - andel i merværdien og rigdommen for at højne deres moral en smule? Jeg tvivler på, om disse folk tænkte i klassekampbaner, men klassekamp kan jo have mange former; også finde forbundsfæller, hvor man måske mindst af alt venter at finde dem.

Samfundets polarisering

Som produktivkræfterne udviklede sig, ændredes også produktionsforholdene. Bønder og håndværkere var i histil ukendt grad blevet proletariserede. Man havde i England gaske vist allerede i århundreder haft en ret 'liberalistisk' økonomi, hvor jord kunne købes og sælges, forpagtes osv. Man havde faktisk altid sat 'friheden' højt.

              Proletariseringen af store dele af den engelske befolkning og dens vandring til byerne var den menneskelige side af rigdommens akkumulation. Men samtidigt øgedes klassemodsætningen mellem de besiddende og dem, som intet havde, ja, den blevet forstærket i helt faretruende grad.

              Samtidig blev også det ideologiske problem kritisk. De store humanistiske ideer om almindelige menneskerettigheder osv., som havde fået deres opblomstring omkring den Franske revolution i 1789 (og før den med frihedskrigen i Amerika mod englænderne selv), var faktisk ved at blive en trussel mod hele borgerskabet og hele det borgerlige livsgrundlag.

Om 'Frihed'

Var man i 30erne endnu på tinden af sin åndelige formåen, var problemet nu, at man nu for alvor skulle til at forsvare vundne positioner. Fra at være progressivt var borgerskabet nu ved at blive reaktionært.

              Det problem tog Marx og Engels op i Manifestet. Borgerlig ideologi var en individualistisk ideologi. Ret til at udfolde personlige evner og initiativ - og først og fremmest med det formål at øge den private ejendom. Det var man også blevet ganske god til. Men man måtte jo indrømme, at uden arbejderne var det aldrig lykkedes - og samtidigt var så de selv samme arbejdere blevet en trussel mod ens egen fortsatte eksistens som kapitalister. Man sad faktisk i saksen...

              Proletariatet truede retten og 'friheden' til at tjene, hvad man kunne slippe af sted med. De stillede lønkrav. Hjemme kunne man ikke i længden skjule medaljens bagside. Den var blevet tydelig også i Glasgow. Men så havde man jo heldigvis kolonierne, som lå så tilpas langt væk. Der var indtil videre frit slag.

              'Frihed' har altid været afgørende for borgerskabet. Kravet om den var progressivt, så længe kampen rettede sig mod de enevældige konger og mod kirkens og adelens privilegier i 17oo-tallet. Borgerskabet sejrede i det lange løb, for det havde fat i den lange ende, nemlig økonomien. Man fik trosfrihed - men ikke frihed fra troen. Sådan spillede klaveret ikke! Man fik fri næringsret - men krævede beskyttelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Ejendomsretten var 'hellig og ukrænkelig' - påstod man!

              Ejendomsret er altid eksklusiv. Fingrene væk, det er mit! Men alligevel: Kunne man ikke selv arbejde (eller gad man ikke), kunne man jo altid lade andre gøre det for sig. Sådan havde det altid været. Og nu var der tilmed så mange sultne - ja, de skulle jo nærmest være taknemmelige! Det skulle altså ikke være noget problem at skaffe arbejde, så længe altså...

              Men hvad var 'frihed', når man samtidig skulle tage hensyn til de kristelige ideer, som i England og Skotland ikke sådan var til at komme uden om? Løsningen blev: 'Frihed' er retten til alt, bare det ikke skader andre. (Hvad der så gør det, kan man jo altid diskutere - bagefter!)

              Det lød jo meget smukt - og mange synes vel stadig, det er smukt ikke at ville skade andre. Naturligvis! Men alligevel. Andre mennesker blev på den måde til det, der begrænser ens egen frihed. Lykkelige Robinson Crusoe ? ham på den øde ø, som Defoe skrev sin berømte roman om. Alle tiders drøm! For så længe vi skal tage hensyn til næsten, kan vi jo aldrig blive rigtig 'frie', vel? Og undvære 'næsten' på arbejdspladsen kunne man jo heller ikke.

              Igen sad man i saksen. Dialektikkens saks...

Solidaritet

Og er vi så ved det måske afgørende punkt i Marx' og Engels' Manifest: Solidariteten. Solidaritet som modsætningen til borgerlig beskyttelse mod andre. Solidaritet er netop fællesskab med andre.

              Med alt, hvad der siden den gang er sket i marxismens navn, så er det måske netop det punkt, der allermest har blivende værdi. Som viser fremad.

              Klasse-, arbejds- og værdibegreber kan skifte indhold - og har faktisk gjort det de forløbne 150 år. Det er derfor også på tide at tage disse begreber op til fornyet diskussion. Det turde endda være i den materialistiske historieopfattelses ånd at gøre det - netop at undersøge de materielle betingelser for begrebernes og ideernes udvikling i det samfundsmæssige liv.

              Men når alle begreber er blevet vendt og drejet, de nuværemde politikere fejet bort og deres fraser er glemt, så bliver det vel dog solidariteten, samarbejdet og samspillet med andre, som giver livet menig og indhold.