NOGLE PRINCIPIELLE BETRAGTNINGER TIL
DKPs PROGRAMDISKUSSION
af Raymond Swing
Jeg skal ikke gentage min almene skepsis m.h.t. at udarbejde et nyt program for DKP på nuværende tidspunkt og på de præmisser, vi i øjeblikket har at lægge til grund for arbejdet. Fra tid til anden er jeg også kommet med indlæg i både Skub og Dagbladet Arbejderen så alle, der så nogenlunde har fulgt med, ved hvad jeg står for. Derfor vil jeg her kun trække et par hovedpunkter inden for politøkonomien op, som jeg finder det vigtigt at få taget stilling til, hvis programarbejdet skal have mening.
Det antimonopolistiske demokrati.
Naturligvis skal ethvert kommunistisk parti bekæmpe monopolerne overalt, hvor de dukker op. Og de vil dukke altid op. Monopoler er resultatet af kapitalkoncentration, og allerede Marx viste, at den er den naturlige følge af kapitalismens hele væsen som sådant (se igen nedenfor). At bekæmpe monopolerne i dag vil derfor kun betyde, at andre kapitaler får bedre udfoldelsesmuligheder i morgen; det vil derfor kun være en slags symptombehandling. Det er selve kapitalismen, vi skal bekæmpe, selv i dens tilsyneladende mest harmløse udgaver, for kapitalistisk økonomi er ALTID det frugtbare skød for monopoldannelse. Et antimonopolistisk demokrati er derfor kun en lidt mere elskværdig – og revisionistisk – drøm om at overleve i en ellers uskøn verden.
Ejendomsret
Derfor må al revolutionær virksomhed tage helt grundlæggende stilling til selve begrebet ejendom; ikke blot som ejendomsret til produktionsmidlerne, men i det hele taget. Mange steder i verden er det jorden, som er det afgørende. I vor verdensdel er det alle ejendomsforhold, som kommer til udtryk på markedet i det hele taget (blot vi går til købmanden!). Kort sagt, at bekæmpe monopolerne kræver at vi bekæmper enhver form for kapitalisme; og for at bekæmpe enhver form for kapitalisme må vi i sidste ende bekæmpe enhver handelsmæssigt bestemt form for ejendomsret. Hvad vi så kunne tænke os at sætte i stedet, bør vi så småt begynde at gøre os tanker om.
Arbejderklassen
Vi må også se at finde ud af, hvad vi mener med begrebet arbejderklassen i almindelighed og den nationale (danske) arbejderklasse i særdeleshed. Vi må tage til efterretning, at kapitalen endnu i større eller mindre grad har en vis national tilknytning, et nationalt ’hjemsted’, en stat som i en vis udstrækning understøtter de lokale firmaer og monopoler (økonomisk, politisk, militært). Det forhold kalder vi almindeligvis statsmonopolisme.
Men på den baggrund må vi så – i det mindste – tage stilling til følgende generelle spørgsmål:
Uanset hvordan vi definerer arbejderklassen, så udgør den en integreret del af den nationale (danske) befolkning, som siden kolonitiden i stadig stigende grad har modtaget sine daglige fornødenheder fra fjerne lande. Dette er ikke blevet mindre af, at u-landene kan tilbyde langt billigere varer/arbejdskraft både hvad det manuelle og efterhånden også det intellektuelle (IT og andet) arbejde angår. Billige varer/arbejdskraft i det fjerne betyder i den henseende tilsvarende større forbrug højere levestandard her.
Hvis den nationale (danske) arbejderklasse defineres som de mennesker, som i væsentlig grad skaber profit for det tilsvarende nationale (danske) bourgeosi, så må vi konstatere, at store dele af denne arbejderklasse er flyttet til Polen eller Ukraine (beklædningsindustrien), mens andre dele af den flytter andre steder hen (f. eks. IT-arbejderne til Indien osv.). Disse mennesker er da på ingen måde omfattet af vore organisationer (fagforeninger), indgår ikke i vore overenskomstforhandlinger, har ingen demokratiske rettigheder her og er i enhver henseende unddraget beskyttelse gennem vor lovgivning eller andre reguleringer. Således bliver denne arbejdskraft konkurrent til den hjemlige og i den henseende tilsvarende mindre forbrug og lavere levestandard her.
Hvordan vil disse modsætningsforhold komme til at påvirke arbejderklassEN, og hvordan agter kommunister (DKP) overvinde disse vanskeligheder i verdensmålestok (”Arbejdere i alle lande, foren jer!”)?
Nogle kommunister synes at ville definere arbejderklassen som de mennesker, som i væsentlig grad lever af den løn de oppebærer for det arbejde de udfører. Det vil sige måske 90% af befolkningen, måske mindre eller måske endda endnu mere. Ikke alt arbejde er produktion. Hvilken rolle skal begrebet produktion derfor have i den begrensmæssige sammenhæng – og hvordan skal den defineres? Er lærere produktive, læger, kassedamer, videnskabsmænd og teknologer – ? (Og hvad med de allersvageste som f.eks. nogle’illegale’ avisbude, som selv fagforeningen pudsede politiet på – er de ikke også en slags arbejdere?) Men sikker er det, at de alle indgår i den store nationale husholdning, som med hele sin infrastruktur udgør den basis, hvorpå kapitalen får sin indtægt og almindelige mennesker bygger deres tilværelse. Almindelige menneskers subjektivitet og selvforståelse bygger bl.a. på deres individuelle holdning og forhold til denne infrastruktur, ligesom den gør det i forholdet til deres arbejdsgivere, deres lovgivere, deres organisationer, simpelt hen til hele deres traditionsbestemte daglige tilværelse – måske langt mere end på størrelsen af den blotte løn.
Globalisering?
Vi kommunister kan ikke lide ordet globalisering. Marx påviste tendensen til kapitalkoncentration og grænseoverskridende kapitalinteresser (kolonisering). Lenin skrev for hundrede år siden om imperialismen og viste dermed, at Marx havde ret. I dag diskuterer man i fuldt alvor om globaliseringen er en ny fase i den kapitalistiske udvikling eller ’kun’ et yderligere skridt i gammelkendt retning. Økonomerne anfører tal og procenter, og jeg er ikke økonom. Men klart er det, at efter Sovjetunionens og den socialistiske lejrs sammenbrud har den internationale (transnationale) kapital fået frit slag i hidtil uset grad – både hvad politisk og økonomisk indflydelse angår og med klar tendens til global, permanent krig (”terrorbekæmpelse” er her kun et medietilpasset populistisk udtryk for en militær strategi, som naturligvis er lige så gammel som Amerikas oprindelige europæisering med folkedrab, slavehandel, territorialkrig osv. – altså for så vidt intet nyt under solen!).
Og dog? Selv om USA's eneherredømme sikkert vil blive gjort rangen stridig af andre imperialistiske kræfter i EU, Østasien osv., så er der intet der tyder på, at den transnationale magt- og kapitalkoncentration vil aftage, tværtimod. Og hvis den nuværende krise tiltager, vil dens politiske-økonomiske-militære følger blive tilsvarende forfærdelige. Her vil det at skabe ’modvægt’ mod USA ikke gøre verden bedre. Det er ikke USA der er problemet, men markedsøkonomien/kapitalismen/imperialismen/globaliseringen som sådan.
Moral
Vi kommer igen til den afgørende dialektik mellem det subjektive og det objektive. ”Vi står med danske arbejdspladser, som vi ikke må overenskomstdække… Politikerne tror åbenbart, at det her er Burma eller sådan noget, hvor man bare kan se stort på reglerne. Nu har vi kraftedeme’ mistet tålmodigheden.” (Henrik Berlau (SiD) i Arbejderen 1.8.03 side 2) Men hvad med det omvendte: Hvad har (i almindelighed, ikke blot i enkelttilfælde) den danske arbejderbevægelse, det danske socialdemokrati, kommunisterne osv. gjort for at omvendt ”Burma” kunne få lov til ’at miste tålmodigheden’ og kræve danske forhold? Vi er imod børnearbejde. Godt. Men det kræver i hvert fald, at de voksne får en løn så de kan forsørge familien og sende børnene i skole. Hvad så med konkurrenceevnen dér? Og hvad så med den internationale solidaritet her? Hvad vil alt dette i sidste ende betyde for os selv? Nogen siger, at vi måtte have ressourcer fra 3-4 jordkloder, hvis alle skulle leve som vi i de vestlige lande gør i dag. Man taler (dog mest i festtaler) om en fattigdomsgrænse, men aldrig om en rigdomsgrænse!
Alle disse spørgsmål står ubesvarede hen. Vil vi have et nyt program (og et bedre program ville bestemt ikke være nogen skade til) må vi i det mindste tage stilling til alt dette. Vi kan ikke bare stille hovedet i busken, citere Det kommunistiske Manifest, tale om det antimonopolistiske demokrati og om aktionsenhedens metode (hvoraf det første dog er det bedste!).
Også vores binding til Enhedslisten må tages op til fornyet overvejelse, for den tvinger os som selvstændigt parti til altid at være så PÆNE, så ’politisk korrekte’, aldrig træde nogen over tæerne (maleraktionen!) – kort sagt, kompromisse til højre og søge at splitte til venstre, nemlig alle dem, vi ikke har kontrol over. I den henseende ligner vi alle vore politiske navnefæller.
På den måde kommer vil vi aldrig som kommunister til at skille os ud fra de andre partier (forenede eller ej) – og politikerlede er et helt naturligt og forståeligt fænomen i Danmark i dag. Den eneste måde vi ville kunne hævde os som et politisk alternativ er med KLAR OG PRINCIPIEL TALE: vide hvad vi mener og sige det lige ud. Det ville naturligvis ikke være uden risiko, det er klart, men ægte revolutionære, modstandsfolk o.a. ’ikke-pæne’ mennesker har altid løbet en risiko, personlig såvel som politisk. Eksempler er overflødige. Kun sådan ville vi kunne gør en forskel. Ellers er vi overflødige.
Den globale krise.
Et fremtidsscenarium?
Vi citerer gerne Det kommunistiske Manifest – men så heller ikke meget mere. Men Marx har en teori, som direkte på interessant måde involverer det historiske perspektiv. Af en eller anden grund omtales denne teori dog kun sjældent af marxister. Jeg tænker på teorien om profitratens tendentielle fald, som netop er interessant ved på principiel måde at involverer dialektikken mellem det subjektive og objektive som nødvendige og sammenhørende faktorer i den historiske udvikling.
Helt generelt kan vi sige, at en krise – kapitalisters skræk og rædsel – er det uundgåenlige resultat af enhver konkurrencestrategi. Man må have ekstra produktionskraft for at være i stand til at udnytte en ekstra indtægtsmulighed, men altså også et overskud, som før eller senere må skaffes af vejen og destrueres for at holde knaphed og priser oppe.
Hvad profitraten går, så er den simpelt hen et regnskabsmæssigt udtryk for det overskud, som en fabrik eller et firma giver dets ejer(e) på grundlag af en vis kapitalinvestering, altså forholdet mellem investering og profit. Men en god indtjeningskilde (høj profitrate) opmuntrer naturligvis også andre til at konkurrere, så profitprofitten dermed vil falde.
Hvad så - ? Der er flere muligheder. Man kan opkøbe eller helt nedlægge konkurrerende virksomheder. Det vil så igen sige kapitalkoncentration og monopolisering (jvf. Marx).
Andre muligheder er at slide sit maskineri længere ned, bruge billig arbejdskraft, trykke lønningerne, fyre folk. Så vil profitraten naturligvis igen stige – i hvert fald på kort sigt, da omkostningerne på den måde vil blive holdt nede en tid. Eller man kan omvendt investere i nye maskiner og teknologi; det betyder ganske vist faldende profitrate i første omgang, men med udsigt til stigende profitrate senere hen – og dermed naturligvis igen øge risikoen for overproduktion.
Faldet i profitraten er et objektivt fænomen; hvordan det modarbejdes er derimod resultatet af den subjektive faktor. Faldet er kun tendentielt, for den subjektive faktor er lige så virkelig og nødvendig som den objektive – og dette sidste gælder i samme grad på kapital- som på arbejdersiden. Også arbejderne vil naturligvis kæmpe for deres interesser, sikre ansættelsesforhold, løn osv. Og det betyder så igen øget pres på kapitalen: billig import, flytning af produktionen til udlandet og nedlæggelse af overflødig produktionskapacitet.
Når kommunister gerne siger, at denne udvikling ikke er naturgivet, så er det en floskel, som kun skjuler et egentlige problem. (Marx talte i øvrigt om økonomiske naturlove!) Globaliseringstendensen tyder netop på, at dette tendentielle fald i profitraten igen er ved at blive særdeles kritisk. Der er alt for megen kapital i verden, og udbytningen i verdensmålestok må derfor gøres endnu hårdere. Også vi selv mærker dette dagligt. Eksport af arbejdspladser, reduktion af velfærdssamfundet, kamp om markeder, stadig endnu mere ’frihandel’ for de stærke osvosv. Naturligvis må danske arbejdere forsvare deres positioner så godt de kan – men med hvilket resultat? Det glemmer vi for det meste i kampens hede at spørge om. Ville andre aktionsformer have ført til mere perspektivrige løsninger?
Og hvad ville der ske, hvis den optalte profitrate en skønne dag faldt så langt ned, at det næste ikke mere kunne ’lønne sig’ at være kapitalist på de givne betingelser? Hvilke kapitaler skal i så fald destrueres (som f.eks. i det gamle DDR)? Så vil kapitalen igen vise sig fra sin allermest aggressive og antihumane side med krig, endnu mere udbytning, terrorisering af hele befolkninger. I den ’krig’ vil det godt kunne blive svært at finde ud af, hvem vi skal ’holde med’.
Eller vil der i så fald vise sig helt nye skillelinier og modsætningsforhold end dem, vi som kommunister er vant til at tænke i. Hvad mon fremtidens scenarier kunne komme til at byde på? Skulle vi prøve at tænke fremad?