Af Raymond Swing
Vi er mindst tre kommunistiske partier her i landet, som erklærer sig som tilhængere af marxismen-leninismen. På den baggrund skulle der vel være god grund til at ”lade sig inspirere af Marx” (for nu at holde os til ham). Ja, at gøre det skulle vel nærmest være en selvfølge. Eller er det - ?
Man skulle jo tro det. Men der er det ved ”inspiration”, at man aldrig ved, hvad den ender med! I den henseende har jeg også altid syntes, at kommunister var meget konservative og tilbageholdende. Hvor ofte nøjes man ikke blot med et par korte henvisninger til Manifestet eller Kritik af Gothaprogrammet – og så naturligvis til nogle behørigt vedtagne programerklæringer altid klar til brug. De tre partier opviser ikke megen forskellighed i den henseende.
I den forbindelse må det vist også indrømmes, at ikke alle kommunister virkeligt har taget murens fald i ’89 og resten af den socialistiske lejrs sammenbrud i ’91 til efterretning. Det skulle dog ellers nok have givet anledning til eftertanke. Der var åbenbart problemer, man altså ikke i tilstrækkelig grad tidligere havde taget i betragtning Og det var heller ikke første gang, så mange gode kammerater havde længe efterlyst nye diskussioner om grundlæggende ideer.
Jeg kan huske, at også jeg i al beskedenhed efterlyste en sådan debat, men uden respons. Og inderst inde nagede det mig selvfølgelig, at jeg heller ikke selv have noget virkeligt at byde på. Det blev – for mig som for så mange andre – ved de uforpligtende hensigter, og det var egentlig lidt pinligt i længden…
Men da muren så var faldet, må der vel være faldet et par mure også indenfor min egen hjerneskal. For da jeg endnu en gang have fat i Kapitalen, faldt det mig ind, at Marx ikke altid havde gjort sine analyser rigtig færdige. Hist og her gik han ”i stå”, endda hvor man mindst af alt skulle vente det. Det var egentlig ejendommeligt. Jeg havde læst meget i og om Marx, også en stor DDR-bog om udviklingen af Marx’ teorier – spændende læsning for en ung og nysgerrig marxist. Problemer blev formuleret, bearbejdet – og løst. Det ene efter det andet – rent bord! Jeg var passende imponeret og alligevel inderst inde måske en lille smule skuffet: Alt var jo gjort, alle problemer løst. Var der slet ikke noget tilbage for fremtidens filosofi at tage sig af?
Det var på den baggrund, at min lille opdagelse virkede så ejendommelig på mig. Ikke bare det, at der endnu var lidt at tage fat på. Nej, snarere det, at man overhovedet kunne tænke videre i det marxske spor. Og så ikke mindst, at det jeg fandt, ikke bare var ting fra småtingsafdelingen, men drejede om helt centrale punkter i Marx’ teori…
Altså tænke videre i det marxske spor, lade sig ”inspirere” af ham… Og det blev så til en årelang spændende odyssé i marxsk dialektik. Det er den odyssé, jeg her vil prøve at berette lidt om her.
Lad mig at nævne de tre punkter, alle sammen fra Kapitalens bind I, som især optog mig. For det første vareanalysen fra 1. kapitel, dette fantastiske afsnit, som hverken filosoffer eller økonomer rigtig ved, hvad de skal stille op med. Så var der kapitalens almene formel fra kapitel 4 og endelig det helt centrale begreb værdi, herunder merværdien. Tre spørgsmål – men da jeg kiggede nærmere på dem syntes jeg, de i virkeligheden hang sammen. Og så blev jeg naturligvis for alvor nysgerrig.
Jeg vil først tage disse punkter hver for sig for at vise, hvor det var Marx var ”gået i stå”, som jeg syntes – og så overveje hvorfor han mon jorde det. Og så naturligvis prøve at tage trådene op igen efter ham med de næsten halvandet hundrede års forsinkelse.
1. Hvad er problemet med ”vareanalysen”, eller ”værdiformanalysen”, som den også kaldes. I Rhodos-udgaven kan den læses side 143 – 169 af 1. bog 1 (alle sidehenvisninger er til denne udgave). Det er et spændende afsnit, som er gennemført med stor analytisk stringens på grundlag af et tænkt marked fra før pengenes tid, for disse skulle – formodentlig – formelt (dvs. som begreb) netop indføres og forklares ved hjælp af denne analyse.
Han definerer her begreber som relativ værdiform og ækvivalentform (s. 145, 152) og dertil det helt afgørende begreb ”den almene ækvivalentform” (værdiform III, s. 163). Herefter kommer så værdiform IV, pengevaren, f.eks. sølv eller guld (s. 168). Herefter skulle man så have forventet definitionen af ’rigtige’ penge, de prægede mønter, som vel var meningen med det hele – men den kommer ikke. Analysen er slut. Dermed være naturligvis ikke sagt, at Marx ikke omtaler penge som sådan; det gør han allerede i kapitel 2 (fra s. 189 og videre frem), men ikke på grundlag af nogen formel, begrebsmæssig definition, ’kun’ som de ”pengekrystaller”, vi alle kender dem fra dagligdagen. Er det virkeligt et problem? Det kan naturligvis diskuteres. Måske var han faktisk færdig – hvis ikke, kan vi kun gisne om, hvordan han kunne gå hen og ’glemme’ en mulig form V.
2. Det andet punkt, som overraskede mig var, at Marx’ almene formel for kapital, P-V-P’ (penge, varer, flere penge, s. 260ff) i virkeligheden ikke definerer industrikapitalen, som jo er emnet for hele det store værk, men handelskapitalen. Nu kan man sige, at industrikapitalen i sidste ende har samme formål som handelskapitalen, nemlig profit, men da her – som i øvrigt i hele Marx’ teori – begrebet arbejdskraft spiller den helt afgørende rolle, kunne man vel have forventet, at arbejdskraften som sådan også ville være repræsenteret i denne almene formel.
På dette sted er det altså begrebet arbejdskraft, som tilsyneladende er problemet. Den definerer Marx som en vare: Arbejderen sælger sin arbejdskraft for en vis periode for at få penge at leve for så længe. Nu er varer defineret som ting med både værdi og brugsværdi. Vareværdien er lig med den værdi, som medgår til varernes produktion, herunder ikke mindst arbejdskraftens værdi. I tilfældet arbejdskraften selv er den værdi bestemt som summen af alle livsfornødenheder, mad, husly, osv., som skal til for at opretholde (producere og reproducere) den. Arbejdskraftens brugsværdi er på den anden side simpelt hen selve evnen til at producere værdi (og dermed også merværdi), kort sagt at arbejde under kapitalistiske betingelser.
Men Marx bemærker selv vigtigheden af følgende. Svarende til denne definition af varerne har han også defineret de to modsatte aspekter af det vareproducerende arbejde selv: det ”abstrakte arbejde” som arbejdets værdiskabende aspekt og det ”konkrete arbejde” som arbejdets brugsværdiskabende aspekt (s. 135ff). Men: hvis nu arbejdskraften selv er defineret som vare, hvori består da modsætningen mellem det ”konkrete” og det ”abstrakte” ’arbejde’ der medgår til at producere/reproducere denne arbejdskraft? Her må det ”abstrakte arbejde” så blot – så at sige som regneoperation – bestå i at overføre lønnens værdi til arbejdskraften selv, mens på den anden side det ”konkrete arbejde” med at producere arbejdskraften selv så måtte være det, som gør det muligt for arbejderen som person at skabe værdi, hhv. merværdi – kort sagt: at arbejde. Dette spørgsmål, som næsten bider sig selv i halen, bliver dog ikke taget op (’glemt’?) i Kapitalen.
3. Mit tredje spørgsmål drejede sig netop om begrebet værdi. Som sagt, så er en vare en ting, som i sig forener værdi og brugsværdi. På den anden side er varen kun vare i kraft af at være et arbejdsprodukt skabt for at blive solgt på markedet, hvorved dens værdi realiseres (mens brugsværdien ikke realiseres på markedet, men først ’hjemme’). Arbejdet selv betinger altså, at en given ting (under markedsbetingelser) overhovedet kan have værdi. Som Marx skriver (s. 159): varens værdiform udspringer af vareværdiens natur, altså af at være arbejdsprodukt, ikke omvendt af den måde, denne kommer til udtryk på som bytteværdi. På den anden side må det dog bemærkes, at Marx selv formelt set faktisk kun definerer denne sekundære ”fremtrædelsesform” af værdien, altså bytteværdien, ikke selve dens ”væsen” – for nu også her at bruge disse to Hegelske udtryk.
Kort sagt, Marx definerer strengt taget kun bytteværdien, som realiseres ved at varer byttes/sælges til deres værdi (normalt, i princippet og i gennemsnit). Det er den ”jernhårde” værdilov, som han siger. Dermed forbliver værdien konstant på markedet (ligesom energien i fysikken; både værdi og energi er identitetsbegreber – og Marx roste sig jo netop selv af at formulere de økonomiske love med samme stringens som fysikerne formulerede de objektive naturlove).
Men hvad så med merværdien? Hvorfor kan købmanden og arbejdsgiveren så alligevel tjene på sine varer, P-V-P’? Marx blev vist aldrig selv rigtig glad for det problem (hvor fysikerne i øvrigt havde et ganske tilsvarende, nemlig m.h.t. den såkaldte entropi!). Og dermed er vi så tilbage ved arbejdskraften igen, hvis værdi simpelt hen var værdien af de livsnødvendigheder, arbejderen (og måske hans familie) skulle have tilfredsstillet for at kunne leve et normalt liv under de givne forhold i kraft af lønnen. Den ”jernhårde” værdilov igen: lønnen skal reproducere arbejderen identisk, dvs. som arbejder – i hvert fald ikke give ham så meget, så han pludseligt ikke behøvede at arbejde mere, måske endda blive kapitalist lige som hans arbejdsgiver.
Men hvor kommer da merværdien fra? Merværdien har faktisk mange forudsætninger. F.eks. forudsætter den de mangfoldige processer, som foregår inde i arbejderens krop og hoved i tiden fra han har spist sin aftensmad og til han vågner næste morgen, udhvilet og frisk til en ny tørn for en ny dagløn, til at bruge al sin viden, opmærksomhed, påpasselighed, osv., altså den tid, hvor han rent fysiologisk omsætter sine købte levnedsmidler. Men også hele arbejdets organisation, tekniske hjælpemidler osv. er naturligvis afgørende, for han skal jo netop være i stand til at producere varer til en højere værdi end lønnen. Alt det forudsætter så også arbejde, opmærksomhed, dygtighed og organisation af alle andre, som på en eller anden måde også er samfundsmæssigt involveret i at få det hele systemet til at fungere.
Men bemærk hertil følgende bemærkning (s. 136): ”Kun produkter af selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder optræder som varer i forhold til hinanden.” Dette er Marx’ meget præcise understregning af, at hans analyse genspejler de klart abstrakt-teoretiske forudsætninger for hans vare- og kapital analyse på grundlag af bytteværdien. Men det gør ikke de virkeligt-konkrete forhold mindre væsentlige, som han så analyserer i hele resten af Kapitalen. For her fremgår det så med al ønskelig tydelighed, at ikke bare ”selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder” og tilsvarende arbejdere som sådan optræder i forhold til hinanden. Alt hvad der virkeligt foregår, foregår i den store økonomiske organisme, som en kapitalistisk samfundsøkonomi er. Og den kræver infrastruktur, planlægning, transport, firmaadministration osv. Og identisk reproduktion af arbejdskraften m.v. kræver i sidste ende også ting såsom f.eks. hospitaler, skoler, børnepasning osv. Alle disse funktioner både betinger og er selv betinget af den vareproduktionen, som altså indgår som led i ”samfundets totale arbejdskraft” (s. 132).
Men hele denne ”samfundets totale arbejdskraft” synes mig at indgå i det, man også kunne kalde ”samfundets totale skaberkraft”, dets ”subjektivitet”. Derfor kunne det virke påfaldende, i hvilken grad begrebet ’subjektivitet’ er nærmest fraværende i Kapitalen (og stort set i Marx’ øvrige værk også). Sagen er, det er ikke noget ’økonomisk’ begreb. Og så er det tilsyneladende dog alligevel krøbet ind alle vegne – og som vi skal se, endda lige netop der, hvor Marx så uventet bliver tavs.
Dette måtte jo have en grund. Jeg formoder, at den ligger deri, at Marx på den ene side klart så sig selv, sin teori og sin metode i lyset af tidens moderne, objektive naturvidenskab – for heller ikke i fysikken kender man jo til nogen ’subjektivitet’. På den anden side tog han jo klart parti for arbejderklassen. Derfor lå han i konstant krig med tidens borgerlige økonomer. Fronterne var trukket klart: ’materialister’ på den ene side, ’idealister’ på den anden, og Marx (som jo lige havde vendt den idealistiske filosof Hegel på hovedet og således ”stillet ham på benene”!) havde i kraft af sin naturvidenskabelige metode tydeligt kvalificeret sig som materialisten par excellence, hvor de borgerlige økonomer snarere var idealister.
Men hvor blev så subjektiviteten af, ja hele den samfundsmæssige kreativitet, som arbejdskraften da om noget er udtryk for? Indrulleret i kapitalen blev denne som industrikapital i hvert fald ”kreativ” i et omfang, som handelskapitalen trods i hvert fald alt aldrig havde præsteret. Sådan blev kapitalen grundlaget for samfundsomvæltninger mere dybtgående og mere verdensomspændende end nogensinde set før. Og hvad i øvrigt mønterne angik, så var deres opfindelse i sandhed også en særdeles ’kreativ’ bedrift, som endda tidens filosoffer havde involveret sig kraftigt i (og så var det endda først dem, som overhovedet gav værdien navn, så man kan tale om den).
Betyder alt dette nu ikke, at jeg vil nedgøre Marx – eller selv er ved at gå over til fjenden som filosofisk ’idealist’? Nej, tværtimod! Men jeg er meget stærkt ved at nærme mig det, jeg selv anser for at være det springende punkt i denne min private Marx-’odyssé’, lige netop at drage begrebet ”subjektivitet” frem i lyset. Og så skal jeg nok vise, at det ikke er mig, som nedgør Marx – men derimod mange andre.
En af mine meget store overraskelser da jeg for alvor var begyndt at undre mig over sagernes stilling var følgende. Jeg var vant til at læse Kapitalen på originalsproget tysk, da jeg i sin tid havde købt den i DDR for næsten ingen penge. En gang ville jeg så skrive lidt om alle disse ting på dansk og greb så naturligvis efter den danske oversættelse. Men hvad var det? Det var da underligt…
I det afsnit, hvor Marx definerer kapitalens modsigelser (kap. 4,2), stemte oversættelsen simpelt hen ikke! Marx skriver her (korrekt):
”I omsætningen P-V-P fungerer derimod både vare og penge kun som forskellige eksistensmåder af selve værdien… Den går bestandig over fra den ene form til den anden, uden at gå tabt i denne bevægelse, og forvandler sig på den måde til et automatisk subjekt.”
Udtrykket ”automatisk subjekt” er simpelt hen retoucheret bort i den danske oversættelse (læs selv efter s. 267. Alle forbindelser med ordet ”subjekt” er her erstattet med udtrykket ”aktivt element” – men værdi er ikke noget ’element’; det er simpelt hen vrøvl!). Og værre endnu, også en engelsk oversættelse er jeg stødt på, hvor udtrykket ”automatisk subjekt” var retoucheret bort. Der er ligefrem gået tradition i at oversætte Marx forkert på dette sted!!!
Men hvorfor dette åbenlyse falskneri? Jo, formodentlig: Marx fremhævede sig selv som materialist og sin metode som objektiv-naturvidenskabelig. Men så kunne man da umuligt skrive om ”automatiske subjekter”! Af ren og skær veneration over for den gamle klassiker blev man da lige frem nødt til at se bort fra denne nærmest pinlige fadæse. Så hellere rette lidt i mesterens tekst. I sin himmel vil han nok takke os for det…
Mon han vil! Hele dette afsnit – både sprogligt, billedligt og tankemæssigt – er et af de mest fantastiske i hele Kapitalen; ja, når det kommer til stykket måske det mest centrale overhovedet (læs selv efter!). Og så behandler man ham på den måde - !
Men faktisk, der er flere påfaldende problemer på dette sted – og de handler netop om ”subjektivitet”. Således skriver Marx også her (s. 265): ”Som bevidst bærer af denne bevægelse [værdiens] bliver pengebesidderen kapitalist.” Kort sagt, den bevidste subjektivitet bliver her af Marx himself delegeret over til ingen anden end kapitalisten personligt – lige netop til klassefjenden, og det endda som definitoriske kendemærke! (Men hovsa – det er da arbejderklassen med sin samfundsmæssige arbejdskraft, vi som marxister gerne fremhæver som ”historiens subjekt” – ?!)
Selvfølgelig: Marx er her nået til et punkt, en afgørende erkendelse, som han dog på baggrund af sin tid, sine historiske forudsætninger og hele sin objektive naturvidenskabelighed ikke var i stand til at udtrykke klart – ja i virkeligheden slet ikke kunne udtrykke! Den var simpelt hen uudsigelig! Trods al sin naturvidenskabelige objektivitet var han her uhjælpeligt ramlet ind i problemet ”subjektivitet”! Men dette begreb findes hverken i hans eget eller hele tidens naturvidenskabelige univers – og alligevel kunne han med sin videnskabelige intuition og konsekvens i tanken ikke komme udenom det. Han måtte simpelt hen følge sin usvigelige ”inspiration”. Derfor denne mærkelige konstruktion ”et automatisk subjekt” – i sig selv på den ene side en selvmodsigelse, da subjektivitet og automatik udelukker hinanden – dels på den anden side også politisk/ideologisk modsætninsfyldt, fordi han teoretisk set med den nærmest ’snyder’ sit proletariat for dets egen subjektivitet.
Har Marx da her gjort i nælderne? Var det ikke bare hensynsfuldt at skåne ham for unødigt kævl? NEJ! Hele dette afsnit er simpelt hen visionært – også dets modsigelser taget med i betragtning! Lad mig derfor slå fast: Med udtrykker ”automatisk subjekt” som det står – eller burde have stået! – på side 267 er Marx simpelt hen nået til den yderste grænse for, hvad det i det 19. århundrede var muligt at formulere på et teoretisk grundlag. Men i sin fulde konsekvens medfører dette klart, at alle dialektiske modsætninger i Marx’ egen filosofi nødvendigvis vil bryde op her. Dette har så den yderlige konsekvens, at ideen om det ”automatiske subjekt” – for et begreb kan man dårlig kalde det, da det jo på dette grundlag simpelt hen var udefinerbart – bliver selve det punkt i teorien, hvor vejene skilles. Min odyssé har altså ført til netop det punkt, hvorfra den ene vej går ud i nyt og ukendt land med muligheden for at afprøve nye sider af den marxske filosofi – men også med al tænkelig risiko for teoretiske fejltagelser, mens den anden vej (med dens retoucheringer osv.) søger tilbage til prøvede positioner – selv om så historiens gang også har vist dem utilstrækkelige.
Først nu snart halvandet hundrede år efter at Marx skrev disse linier er moderne naturvidenskab ved at udvikle teoretiske modeller, som faktisk passer som hånd i handske til Kapitalens kapitalisme-model. I modsætning til de fysik-teoretiske modeller fra Marx’ egen tid er de nye, jeg tænker på her, cykliske (jvf. beskrivelsen af kapital som ”processerende værdi”, s. 268, se også nedenfor), hvor værdiens væsentligste transformation netop sker gennem selve arbejdet. Sådanne modeller beskriver processer med klart ’subjektive’ træk (uanset at de mangler menneskelig ’bevidsthed’ og for så vidt altså netop at kan siges at være ’automatiske’), lige som det kapitalistiske system som sådan jo heller ikke er ’subjektivt’ i menneskelig forstand, men også selv fungerer ’automatisk’ ud fra egne ”jernhårde” lovmæssigheder, som end ikke altid kapitalisterne selv kan finde ud af.
Jeg må endnu et øjeblik opholde mig lidt ved cykliciteten hos Marx – for dette begreb er netop uløseligt knyttet til brugsværdien. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Marx i Kapitalen – bortset fra sektoranalysen i andet bind – ikke siger ret meget om den. Til gengæld har Marx i Indledning til Grundrids (et af forarbejderne til Kapitalen) en meget kort, men også meget vigtig bemærkning: En vare, nærmere betegnet en kjole, er kun en kjole (altså vare), hvis den bliver brugt. Hvis ikke er den simpelt hen: affald!
Marx’ betragtning understreger dermed den cyklicitet, som er afgørende for hele (industri)kapitalens funktionsmåde. Kun hvis kjolen virkelig bliver brugt og dermed realiserer sin brugsværdi, kommer også dens værdi til at indgå i samfundets hele omsætning; for kun på den måde overføres dens værdi nemlig til arbejdskraften selv og dermed dens kommende produkter; hele systemet holdes dermed i gang og kan erstatte brugte varer med nye.
Dette skal forstås helt bogstaveligt – og selv om tanken ikke er videreført i Kapitalen, så er den central for dette værk. En vare er værdi og brugsværdi – og begge disse sider skal realiseres, for at varen kan opfylde sin mission i den kapitalistiske økonomi og altså give anledning til ny produktion. Sådan set er det faktisk brugsværdien, som i sidste ende kommer til at drive værket!
Bliver vor kjole derimod ikke brugt, ikke solgt (måske på grund af overskudsproduktion) er den heller ikke nogen ’kjole’ længere, selv om den måske er syet nok så smukt. Den bliver da simpelt hen destrueret. Det kender vi kun alt for godt! Tusindvis af tons gode madvarer, hvede, frugter og hvad ved jeg er i årenes løb blevet ødelagt for øjnene af sultende mennesker, bare fordi de manglede klingende mønt. Her drejer det sig ikke om moral og næstekærlighed. Det drejer sig – ganske logisk! – om penge og kapital, altså ”cirkulerende værdi” (s. 268) og intet andet. Bliver denne cirkulation af en eller anden grund brudt, hører kapitalen simpelt hen op med at være kapital – og varen med at være vare. Så går det hele i stå. Så hellere smide gode ting væk og redde systemet (- og sultende mennesker er jo alligevel ikke meget værd for kapitalen!).
Men der er faktisk et problem her. Marx definerede bytteværdien ud fra, at to varer (eller vare og penge) stod isoleret på markedet over for hinanden (jf. citatet ovenfor). Naturligvis skal jeg være den sidste til at kritisere Marx for dette. Tværtimod! Det er denne klare værdidefinition, som er grundlaget for hele hans teori. For at kunne give denne definition måtte han så abstrahere fra brugsværdien: ”Ser man bort fra varelegemernes brugsværdi, så bliver der kun én egenskab tilbage, den at være arbejdsprodukt. (…) [De i varerne repræsenterede arbejder] adskiller sig ikke længere fra hinanden, men er alle til hobe reduceret til samme menneskelige arbejde, til abstrakt menneskeligt arbejde …forbrugt menneskeligt arbejdskraft uden hensyn til den måde, den er blevet brugt på. (…) I selve varernes bytteforhold viste varerne sig for os som noget, der er uafhængigt af deres brugsværdier…” (s. 131f).
Det er denne helt konsekvente teoretiske overvejelse, som faktisk spærrer for Marx’ egen begrebsmæssige erkendelse af kapitalens ubrudte kredsløb, cykliciteten. Men paradoksalt nok er det så også lige netop den der gør, at han også bliver nødt til at ’glemme’ sin (præcist lige så konsekvente!) ide om kjolen i Grundrids…
Men hvad Marx dengang ikke kunne få til at hænge sammen, det kan vi i altså dag. Cykliciteten er det grundlag, som arbejdskraftens ’værdi’, altså varernes ’arbejdsværdi’ (et udtryk, Marx ikke selv bruger) må defineres ud fra. Og det er netop her den Marxske dialektik kommer klarest til udtryk – selv om det også er netop her, hans egne analyser stopper! For når jeg ovenfor sagde, at det er selve brugsværdien som sådan, som driver værket, så er det jo i virkeligheden kun den halve sandhed. Den anden halvdel af sandheden er, at det er arbejderen som menneske, som ”virkeligt subjekt”, der driver værket – ved dels at arbejde, dels at forbruge produkterne af andres arbejde.
Jeg vil gerne understrege, at denne skelnen mellem to forskellige ”subjektiviteter”, her det individuelle ”virkelige subjekt” over for det ”historiske subjekt” (som ikke dermed er mindre ”virkeligt”!), ikke må betragtes som bare akademisk hjernespind. Den er blevet en afgørende realitet i al verdenspolitik ikke mindst efter den 11. september. I Ret og Vrang nr. 20 har Harald Rasmussens en interessant artikel om dagens gummibegreb ’terrorisme’ set i historisk lys. Han viser her med al ønskelig tydelighed, at socialismens klassikerne altid opfattede det revolutionens ”historiske subjekt” som realiseret gennem masseaktioner, hvis ”subjektivitet”, selve klassebevidstheden, er udtryk for proletariatets organisationsform og grad af organiserethed. Med henvisning til en artikel af Lenin fra 1905 (under krisen efter Ruslands tab af flåden under Japan-krigen, LW Bd. 8) skriver H.R.: ”De individuelle mord (har) intet tilfælles med en magtanvendelse, der finder sted under folkemassernes aktioner.” Og videre Lenin selv: ”I det kapitalistiske samfund er en massebevægelse kun mulig som proletarisk klassebevægelse. Denne bevægelse udvikler sig i Rusland efter egne, selvstændige love…” (S. 7) Og han fortsætter: ”Det kan derfor heller ikke undre, at man hos os ofte møder sympati for terroren blandt radikale (eller dem, der lader radikale) fra den borgerlige opposition. Det er derfor heller ikke noget under, at netop de blandt de revolutionære intellektuelle, som (i kortere eller længere tid) nærer begejstring for terroren, er dem som ikke tror på værdien af proletariatets kraft og dens proletariske klassekamps levedygtighed.”
Således skelner klassikerne mellem individuel og masseterror (som vel at mærke både kan være både ’rød’ og ’hvid’, revolutionær og reaktionær). I dag tænker vi mere på ’terror’ som – mere eller mindre organiserede, mere eller mindre målbevidste, mere eller mindre lokalt, hhv. globalt orienterede – aktioner af ”virkelige subjekter”/enkeltpersoner, som af den ene eller anden grund ikke har kunnet – eller ikke har villet – tilpasse sig de givne forhold i verden, uanset om deres manglende evne eller vilje er (umiddelbart) klassebestemt eller ej. Jeg synes derfor, det aktuelle problem i hele dette spørgsmål snarere er, hvorfor anti-kapitalistiske/imperialistiske/vestlige/amerikanske aktioner i dag i så overvejende grad tager individuel retning i modsætning til de bredere aktioner i de revolutionære perioder i 18- og 19-hundredetallet. Et svar kunne måske være, at de merværdiskabende ’masser’ på verdensplan simpelt hen som sådanne er for dårligt organiserede. Men jeg tror, at også andre skel i verdensbefolkningen end rent økonomiske (i modsætning til blot Europas) spiller en afgørende rolle på det subjektive plan, og her bør vi ikke undervurdere betydningen af bevidsthedens kulturelle eller religiøse aspekter.
Spørgsmålet individ contra masse kan også sættes i relief af de parolerne fra DDR-tidens sidste år. Op til partikongresserne var alle officielle bygninger, fabrikker osv. smykket med store transparenter, hvor en af hovedparolerne lød: Alt for folket. ”Folket” var her klart opfattet som ’masse’. Og så kunne man jo undre sig over, at ’folk’ endte med at være så utaknemmelige, når regeringen nu gjorde alt for dem. Som en af mine venner sagde: ”Hvorfor ikke Alt med folket?” Det ville have betydet, at man havde anerkendt DDR-borgerne som individuelle subjekter, som personer fulde af initiativ i ønsket om at skabe et bedre DDR i fællesskab. Det var det ønske, som kom til udtryk på de store mandagsdemonstrationer under parolen Vi er folket. Det kunne DDR-regeringen dog ikke lide, eller også var den for langsom i aftrækket – og så kom Kohl pludselig som trolden af æsken med parolen Vi er ét folk. Men dermed sagde han i virkeligheden: ”Vi er ét folk med én valuta, Vestmarken!” Og dermed var det hele slut. Nu blev hver eneste DDR-borger blot defineret i forhold til netop denne mønt – og simpelt hen forvandlet til borgerlig egoist. Og dermed var tæppet trukket væk under ethvert forsøg på en ny socialistisk organisering. Resultatet kender vi.
Jeg skal ikke gå meget længere ind i disse problemer. Deres mere filosofiske aspekter har jeg arbejdet mere med i andre sammenhænge. Alligevel synes jeg på denne baggrund, at det almindelige udtryk ”den danske arbejderklasse” trænger til at få et ord med på vejen. Hvordan overhovedet definere den som specielt dansk fænomen? Spørgsmålet er varmt i alle vore partier, men diskuteres hyppigst ud fra visse sociologiske betragtninger, som i sig selv ikke har meget med Marx at gøre (og som derfor snarere har karakter af vælgeranalyser). Spørgsmålet drejer sig i sidste ende om selve muligheden af at definere arbejdskraften som vare på nationalt grundlag og alene på det grundlag at vurdere dens værdi.
Her vil en bemærkning om en af de historiske forudsætninger for Marx’ egen teori være på sin plads – en forudsætning, som Marx nok ikke selv var – og heller ikke kunne være – tilstrækkelig opmærksom på. For i det hele taget at opstille en teori om ”arbejdskraftens værdi” var det nødvendigt, at der allerede før Marx – på hans tid allerede nærmest som en selvfølge – forelå et i rimelig grad homogent dagligvaremarked, som på den ene side var så omfattende, at andre måder for arbejderklassen at få dækket sine behov (f.eks. fra egne jordlodder, værksteder, etc.) var overflødige, hhv. udelukkede, men som på den anden side netop derved gjorde det muligt at vurdere værdien (= pengeværdien) af almindelige menneskers, hhv. arbejdernes livsfornødenheder. Først et sådant marked gjorde det – praktisk såvel som teoretisk – muligt rent at vurdere ”dagsværdien” af et normalt arbejderliv. Et sådant marked forelå faktisk allerede fra midten af det 17-hundredetallet i England, politøkonomiens vugge. Det gjorde det muligt at vurdere de økonomiske betingelser for arbejdskraftens ”identiske reproduktion” og samtidigt (under de givne produktionsbetingelser) at sikre ejerne af produktionsmidlerne, kapitalisterne, en passende merværdi (profit). I disse betragtninger indgik naturligvis også den store engelske handel med kolonierne.
Den enkelte vares værdi er dermed en lille brøkdel af værdien af ”samfundets totale arbejdskraft”; men allerede på Marx’ tid var den derfor heller ikke begrænset af nogen røde streger på landkortet (og er det slet ikke i vore dage!). Alle leveforhold var og er forskellige forskellige steder i verden, og det var jo netop det, som betingede kapitalens opblomstring og senere imperialismens succes – i dag så finanskapitalens. Vi ved alle, at et kinesisk børnearbejderliv er meget lidt ’værd’ i forhold til, hvad en dansk familie er indstillet på at investere i sin egen tilværelse – f.eks. også i husets børneværelse. Derfor den store fortjeneste ved at importere legetøj fra Kina – og den slags fortjeneste indgår naturligvis i den samlede danske merværdi (profit) og dermed også i hele den danske/vestlige værdicirkulation.
Men alt dette gør det kun endnu mere umuligt at definere dem, der sikrer reproduktion af værdierne og livet i Danmark som ”den danske arbejderklasse”. Derfor synes den løbende diskussion om dette begreb mig ret skolastisk og næppe at være af større praktisk-politisk betydning.
Derfor vil en virkelig diskussion af alle disse spørgsmål i dag kræve, at både den globale kapitals ”automatiske subjekt” og verdens samle arbejderklasse (eller ”arbejdende klasser”) som ”historiens subjekt” betragtes som summen af alle virkelige ”subjekter”, alle de mennesker, som reelt er henvist til at købe og forbruge arbejdsprodukter. Og indtil videre må vi så sande Marx’ ord (fra s. 265) om, at som bevidst bærer ”af denne bevægelse [værdiens/kapitalens] bliver pengebesidderen kapitalist” – i dag specielt finanskapitalist. Det er de historiske forudsætninger, vi som kommunister for tiden har at arbejde under.
Derfor vil det også være godt stadig at lade sig ”inspirere” af Marx. Hvilke nye værdi- eller værdilignende forhold – på lokalt og globalt plan – vil kunne skabes mellem mennesker og deres produkter under disse økonomiske omstændigheder? Hvordan skal arbejdets kreativitet og en ny ”merværdi” omsættes i samfundsmæssig udvikling og ikke bare som nu ende som spekulationsobjekter? Kort sagt, hvad skal ”meningen” være med det hele? Hvordan kan virkelige menneskelige ”subjekter” få et samfund til at fungere, uden at postuleret ”værdiløshed” stadig skal forvandle mennesker og ting til rent og skært ”affald”? Det er sådanne spørgsmål, revolutionære – i dag som altid – må stille sig.
Altså, hvilke tanker kunne man allerede nu gøre sig m.h.t. en ny verdensorden, en ny revolution? Hvilke nye former for ejendoms- og ledelsesret er tænkelige – og hvilke mere ønskelige end andre? Osvosv. Selv om Marx’ analyser i så fald måske ikke alle ville kunne overtages ord til andet, vil i hvert fald hans dialektiske måde at tænke på være en uudtømmelig kilde til inspiration – indtil ad åre nye forhold måske har stabiliseret sig så vidt, at en ny Marx kunne formulere en ny politøkonomi til opfølgning af den gamle.
Nej, det er bestemt ikke dem, der lader sig inspirere af Marx, som forråder ham. Det er snarere dem, som viger tilbage for ham, eller som retoucherer ham.