OM BEGREBERNE ARBEJDE OG KNAPHED
Raymond Swing (1995)
Vi må alle arbejde for at leve. Uden arbejde ville vi dø af sult. Måske! Men det kommer an på, hvad man mener med arbejde. Det er bemærkelsesværdigt, at f.eks. de gamle grækere slet ikke kendte til at 'arbejde'. Nok til slid og møje, men altså ikke til 'arbejde'. Og de levede dog.
De havde mange forskellige former for beskæftigelser, som vi i dag under et ville kalde arbejde. De manglede bare begrebet. Den gammelgræske bondes traditionelle slid i marken var en guderne velbehagelig gerning, og håndværksarbejdet var tjenesteydelser, hvor specialisering ganske vist forbedrede resultatet. Også slaverne sled i det. Men 'arbejde'? - Nej. Heller ikke, selv om i hvert fald de frie håndværkere fik penge eller anden form for godtgørelse for det.
En anden form for traditionel beskæftigelse, som kun dårligt kan kaldes arbejde, er nomadiserende stammers måde at forsørge sig på. I det gamle Australien samlede konerne frugter og rødder, mændene jagede kænguruer og andre dyr. Jagten gav anseelse, mens konernes beskæftigelse gav kalorier. At begge parter brugte redskaber er ikke nok til, at vi kan kalde det 'arbejde'.
Men de manglede også ord for det, vi kalder knaphed. Ved tørke sultede de - men kendte ikke begrebet 'knaphed'. Og 'arbejdede' ikke hårdere af den grund. Vandrede måske bare noget længere.
Grækerne kendte nok til varer. Siden omkr. år 600 f.Kr. fik man endda penge, man kunne købe det for, man manglede. Men helst solgte man ud af sit overskud fra landejendommen og købte luksusting i stedet, f.eks. sølvting, som så flotte ud og netop var deres vægt værd i sølv.
For grækerne kunne der også opstå mangel, så man sled på markerne og var flittige i værkstederne - og ikke mindst: man førte krig. Fri mand håndværk. Men slid som sådant blev kun ringe agtet og helst overladt til fattige og slaver - og man fik aldrig den ide at 'investere' i nye produktion eller bedre værksteder for mere profit. Ekstra ophobning af rigdomme på et enkelt sted var heller ikke til megen nytte. Transportmulighederne var ringe og markederne overvejende lokale.
Om at tjene penge for pengenes skyld
Den særlige kunst at handle blot for at tjene penge var derfor - skønt ikke ukendt i det gamle Grækenland - mere at betragte som et fremmedelement, som man så ned på med betydelig foragt. Ja, opfattede den snarere som en trussel. Den form for handel blev mest udøvet af fremmede, af metøkerne, som man aldrig virkelig anerkendte som borgere, men heller ikke kunne undvære.
Det var først med middelalderens forbedrede transportmidler, at det blev en god fidus at producere for produktionens egen skyld. Jo mere, jo bedre! Og man fik rige huse som långivere for konger og adelsfolk - og til investeringer i nye produktioner. Man lavede luksusvarer til salg i de højere kredse og i udlandet. Og byerne havde stadig en vis selvforsyning med landbrugsprodukter, så man var ikke økonomisk afhængig af hinanden på samme måde, som vi er det i dag.
Den industrielle revolution
Sådan gik livet sin jævle gang til op omkring midten af 1700-tallet. Da begyndte der så småt at ske nogle helt gennemgribende ændringer.
Der var på denne tid sket to ting, som kom til at forberede den industrielle revolution. På den ene side havde fremskridt i landbruget gjort, at jorden nu kunne brødføde langt flere, end der skulle til for at dyrke den. Hvad skulle man så stille op med befolkningsoverskuddet?
På den anden side havde udplyndringen af kolonierne - især de engelske - skabt likvide midler, som man dårligt vidste, hvad man skulle stille op med. At prale med sin rigdom, som de gamle grækere og de spanske koloniherrer havde gjort det, var ikke 'god tone' i det puritanske England. Og så havde håndværk og en spirende videnskab skab en vis ny teknik.
Nu var gode råd blevet dyre. Men for dem, der havde penge nok, godsejerne og de driftige byfolk, især de større håndværkere (spindere, vævere osv.), som dristede sig til at låne mange penge, var tidens gode råd at anskaffe sig de nye maskiner til storproduktion.
Så alle blev glade. Eller blev de - ? De overflødiggjorte menneskemasser fra landet prøvede lykken i byerne - og der blev der nu produceret så mange billige uld- og bomuldsvarer, at også de mere gammeldags spinde- og væverier gik fallit. Jorddrotterne så deres fordel i at holde får - og endnu flere blev jaget bort. De heldige fik netop lov til at 'arbejde'.
Havde der før været handelskapitalisme, så holdt nu den egentlige industrikapitalisme sit indtog. Og havde man før kendt både til mangel og nød, så lærte man nu, hvad ordet 'knaphed' betød.
Knaphed
'Knaphed' er ikke mangel i almindelig forstand. Den havde man altid kendt til. Dyrene med. Nød og sult var der ikke noget nyt i. Men det var der til gengæld i 'knaphed'. Det er historiens ironi, at det netop blev kapitalismen, som ellers lever af at producere i overflod, som kom til at knæsætte det nye begreb.
Så længe folk havde jagtterritorier, jord eller værksteder, og alle lavede nyttige ting, var 'knaphed' et ukendt begreb.
Men de masser, som nu arbejdede i fabrikkerne, havde intet af alt dette at falde tilbage på. For dem eksisterede kun den rene og skære knaphed på alt. Alt! Dette var og er kapitalismens egentlige grundlag.
Disse folk havde kun to muligheder, hvis de ikke ville dø af sult. De mere selvbevidste blev landevejsrøvere og klarede sig længe ret godt på den måde. Resten måtte søge 'arbejde'. De heldige fik et liv i slid, som fysisk ikke adskilte sig ret meget fra slaveri.
Arbejde
I dag betragtes 'arbejde' som grundlaget for menneskers selvrespekt, som adkomst til som fri borger at tage del i samfundets funktioner. Men 'arbejde' er kun til for at afhjælpe knaphed. Sådan vender historien det hele på hovedet. Oprindeligt havde 'arbejde' intet med selvrespekt at gøre, tvært imod - selv om de håndværksfag, som til en vis grad magtede at føre deres gamle traditioner og viden over i den ny tid, stadig var grundlag for betydelig selvtillid.
Men ellers var 'arbejdet' kun til for de nederste af de nederste, for alle de på den ene eller anden måde eksproprierede, dem som intet ejede, og som derfor måtte sælge deres arbejdskraft og i øvrigt var henvist til at leve fra hånden og i munden - indtil fagbevægelsen fik rettet op på de værste skavanker og skabte en ny form for selvrespekt baseret på sammenhold og solidaritet.
Begrebet 'arbejde' i et kapitalistisk samfund bygger derfor på følgende: Uden 'arbejde' er der simpelt hen intet, ingen rigdom, ingen penge, intet liv overhovedet - kun den absolutte 'knaphed'. Men 'knapheden' ophæves ikke af arbejdet som sådant. Afgørende er den samfundsmæssige sammenhæng, der er mellem alle de samfundsmæssigt nødvendige former for 'arbejde' og forbruget - og det er denne sammenhæng, som samtidigt betinger profitten.
Landmanden 'arbejder' og sælger sine produkter til byboerne, som selv tjener deres penge ved at 'arbejde' i fabrikkerne, som laver ting, som i sidste ende også landmanden må købe (kunstgødning, maskiner, andre levnedsmidler osv.). Og det er denne sammenhæng, som dels gør, at vi kan tale om 'samfundsmæssigt arbejde', og som også gør, at vi kan tale om arbejdskraftens værdi.
Arbejdskraftens værdi
Der opstod med industrikapitalismen en ny form for værdikredsløb: Værdien af mad, tøj, husly osv., som arbejderen skal bruge, er den pengeværdi, han må have udbetalt - forudsat at han (og hans familie, hvis ikke også den 'arbejder') skal opretholde sin arbejdskraft og kunne gå på arbejde igen dagen efter. Det er arbejdskraftens bytteværdi. (Men hvem siger i øvrigt, han skal det, så længe der er arbejdsløse nok - ?) Men det, han producerer med tidens mest fremskredne metoder (med nye maskiner, arbejdets organisation osv.), kaster flere penge af sig, end det han selv behøver for at opretholde livet. Det er arbejdskraften brugsværdi. Merværdien tilfalder så fabriksejeren, dvs. kapitalisten, som må dele med banken, som har lånt penge til investeringerne.
Således udløste industrikapitalismens produktionsmåde en selvforstærkende proces, en økonomisk kædereaktion. Værdi avlede værdi - og merværdi!
Den kunne man så slås om. Arbejderne krævede naturligvis forbedringer af deres forhold, men så fik kapitalisterne tilsvarende mindre - eller de så deres snit til at sælge mere, hvis købekraften steg.
Så nu bliver der produceret - for produktionens egen skyld. Altså for profittens. For kun produktion giver penge - så længe, der er købere. Ellers er også overflodssamfundet borte med blæsten. Overproduktionskriser er det, man frygter mest af alt. Varer, der ikke kan sælges, er lige til at smide væk - hveden og kaffen i 30erne ligesom alle de mange gode fisk og grøntsager og andet godt, som EF/EU har købt op - for at destruere dem. For hvad skal vi med det, som ikke kan sælges - ? (I hvert fald ikke afhjælpe sult og nød - det ville undergrave hele systemet!)
Paradokset er, at overskudsvarer netop øger 'knapheden'. De, som overskudsproduktionen har gjort arbejdsløse, har kun knaphed at se frem til. Så længe der er overflod af en ting, er der ingen penge at tjene ved ny produktion. Stilstand. Ingen løn. Intet. Højst lidt understøttelse, så længe det hele ikke er gået helt i stå endnu.
Overflod
Alligevel er det netop 'knapheden', som er grundlaget for kapitalismen. Er der knaphed på en ting - og folk vel at mærke har råd og lyst til at købe den - vil der blive arbejdet for at producere den. Bliver der købt for lidt, må knapheden først øges. Varerne produceres med indbygget forældelse - og reklamen opmuntrer folks lyst til ting, de ikke har brug for.
Således bliver den 'knaphed' skabt, som vort 'overflodssamfund' skal bygge på. Overflod baseret på knaphed - for knaphed giver indtjening - arbejde - og ny indtjening. Nu skal også postevand gøres til vare...
Omsorgsarbejde
Som samfundet udviklede sig, skete der også andre ændringer på arbejdsfronten. Arbejdskraftens kvalitet skulle højnes - og arbejdsprocesserne helst ikke generes af, at børn og gamle også skulle passes.
For at gøre det hele lidt mere strømlinet, måtte der derfor etableres en række hjælpefunktioner f.eks. indenfor uddannelses- og sundhedssystemet. Det var opgaver, som tidligere var blevet løst inden for familiens og nærmiljøets rammer. Dem måtte der nu skabes nye rammer for.
Men de, som skulle påtage sig disse opgaver, kunne jo ikke samtidigt arbejde i produktionen og indgik derfor ikke i værdikredsløbet. Men leve skal vi jo alle - så man måtte til at omdefinere arbejdsbegrebet til også at omfatte den slags beskæftigelser.
Det gav så nye problemer, som unægteligt også kom til at sløre forholdene på arbejdsmarkedet. Værdi blev jo oprindeligt defineret i forbindelse med produktion og forbrug af varer. Men hvad 'værdi' skaber en sygeplejerske eller en børnepædagog? Ingen! Men leve skulle de jo, så løn og pension måtte de have. Disse hjælpefunktioner blev så, som så mange før dem, udført af offentligt ansatte. Dermed opstod der også nye fagforeninger og nye former for social og politisk bevidsthed - til dels ud fra helt nye forudsætninger af personlig og kulturel art.
Privatisering
Men nu skal også disse arbejdsområder privatiseret. Før var problemet: Skal en sygeplejerske spise lige så godt som en smed - eller skal hun snarere takseres på linie med en arbejdsmand? Nu hedder det - endda over hele linien: Hvad skal folk overhovedet takseres til, for at kædeprocessen kan holdes i gang?
Hvem skal i det hele taget bestemme vor levefod? Knaphed er og bliver det bedste middel til at få folk til at arbejde - og især til at arbejde billigt. Men knaphed avler ny knaphed. Der var engang, hvor det eneste, arbejderne havde at miste, var deres lænker. I dag gør frygten for den virkelige knaphed folk mere medgørlige. Måske også med god grund?! Man frygter i dag knapheden mere end nøden - men det er også en fælde at gå i.
Privatisering af offentliche ydelser bekræfter blot, at der er samfundsmæssigt behov for ny 'knaphed', hvis der skal skabes ny indtjening. Altså skal nu også det almindelige sociale fællesskab gøres 'knapt'. Folk må gøres ensomme, for at hjælpsomhed kan blive et 'arbejde'. Logik for økonomer!
Vi har altid brystet os af hjælpsomheden og solidariteten i vort såkaldte velfærdssamfund, men kapitalismen er i krise og tvinges til at kaste masken: Dens forudsætning har altid været knaphed både på ting og funktioner - men netop knapheden er nu ved at true den selv. Produktiviteten falder. Indtjeningen svinder. Købekraften skrumper. Miljøet ødelægges...
- hvad så?
Man tænker med gru på, hvad der vil ske den dag, systemet går helt i coma. Så bliver kun knapheden tilbage - og den er kun til at dø af. Den anden mulighed er, at der i hele denne udvikling er ved at opstå en samfundsmæssige sammenhæng på et helt nyt grundlag, altså en ny slags selvforstærkende kredsløb, som kunne tage over - og måske med et helt nyt arbejdsbegreb. Kunne man forestille sig en slags socialisme med helt sin egen form for kædereaktion — som et nyt håb for fremtiden ?