Raymond Swing (2006):
OM
FORTSAT DIALEKTISK SAMFUNDSANALYSE
Det er en kendsgerning, at kapitalismen de senere årtier har gennemløbet en stærk både teknologisk, økonomisk og politisk udvikling, og det er også en kendsgerning at den offentlige debat alt for ofte snarere prøver at tilsløre, hvad det egentlig drejer sig om. Nymodens (også kaldet revisionistiske, opportunistiske, populistiske osv.) udtryk som f.eks. trykkefrihed, kampen for demokrati og menneskerettigheder, nyliberalisme og globalisme bliver sjældent analyseret og set i deres virkelige historiske sammenhæng (det ville jo også nok være den rene selvafsløring). På den anden side gør alle forsøg på at ”kanonisere” Marx og Lenin ikke sagen meget bedre. Al kanonisering – også Bibelskrifternes, Tilbage-til-Marx-folkenes, selv Foghs seneste smagsdommeri er kun udtryk for, at ”kanonørerne” selv er i krise ligesom dengang efter det babyloniske fangenskab, sammenbruddet i øst og Vestens ideologiske opløsning i dag. Derfor afskærmer man hellere sig selv og den ”eneste sande lære” for alt udefra, som kunne virke forstyrrende på ”præsteskabet”.
Jeg har selv for nyligt skrevet en artikel om ”Hegel, Marx og Newton og differentialkvotienten” (på engelsk), hvor jeg påviser, at de nævnte videnskabsmænd og filosoffers syn på et rent matematisk problem kan føres direkte tilbage på social-økonomiske problemer i en bestemt historisk epoke i Europa, nemlig i 17-1800-tallene, hvor der som bekendt åbnede sig en helt ny samfundsmæssig dialektik. Denne tolker vi som klassekampen mellem dem, der konkret ”lægger krop til” i den nye industri, og dem, der abstrakt i kraft af deres ejendomsret har kommandoen over den og således er i stand til at udbytte dens ”kroppe” (som Marx sagde, nemlig selve arbejderne som blotte ”vedhæng” til maskinerne). Selv om ingen af dem selv løste differentialregningens egentlige problem, blev det Marx og Engels og ikke Hegel, som klarest forstod den samfundsmæssige karakter af denne dialektik og dermed åbnede perspektivet for den socialistiske revolution.
Et lignende forhold prøver jeg – men indrømmet, mere forsøgsvis, mere foreløbigt – at belyse i slutkapitlet af min bog Formel og generativ dialektik. Med Marx ud over Marx (tysk, også på min hjemmeside). Det gør jeg udtrykkeligt på baggrund af Marx selv – men altså også i forsøget på at gå ud over ham. På det punkt, jeg her vil berøre, er han dog selv kun ret forsøgsvis og foreløbig. Det jeg hentyder til, findes kort i selve Kapitalen, lidt udførligere i Grundrids, nemlig der hvor han skriver om Nødvendighedens og Frihedens riger. Jeg tror, den almindelige måde at opfatte disse udtryk på et, at det skulle handle om en slags overgang fra Nødvendighedens rige TIL Frihedens rige. Det gør det måske også. Men som jeg læser det, så ligger der først og fremmest i denne modstilling, at de i hvert fald i en lang periode vil bestå side om side, hvor de begge er gensidigt afhængige af hinanden. Så længe vil de altså komme til at bestå som særlige dialektiske modsætninger.
Nødvendighedens rige er det, som i sidste ende bygger på ”naturlige” processer i landbrug og industri. Dette rige beherskes i dag af den store industri – som ganske vist nu ser helt anderledes ud end på Marx’ tid, da den i mange tilfælde også indbefatter mere åndelige processer. Allerede Marx forudså, at dens produktivitet ville stige enormt – og dermed produktionspriserne falde. Frihedens rige skulle derimod bygge på det ”frie” (intellektuelle, kunstneriske osv.) arbejde, som ikke skulle ses i Nødvendighedens lys, idet folk altså ikke der blot skal arbejde af nød og nødvendighed – helt bortset fra Marx’ og Engels’ nok lidt luftige omgang med arbejdsbegrebet i Den tyske ideologi, hvorefter man ideelt set skulle kunne ”gøre en ting i dag og en anden i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen” osv. (Den ide minder mig snarere om en slags primitiv ”ur-kommunisme” blandt oprindelige folk; men pas på: netop de ”arbejder” heller slet ikke!) Men en vis samfundsmæssig nødvendighed vil der dog ifølge Marx stadig bestå, fordi Massefremstilling af varer og levnedsmidler stadig væk er nødvendig. Uden den ville man jo foreløbigt heller ikke kunne eksistere i Frihedens rige, som dog altid vil kunne ”blomstre op med hint Nødvendighedens rige som sin basis” (Kapitalen, bd. III). På den anden side, Nødvendighedens arbejde kunne jo givetvis organiseres på andre måder til glæde for alle parter (undtagen måske lige for udbytterne).
Som jeg læser Marx, bunder denne nye dialektik i, at selve det produktive arbejde bliver mere og mere ”værdi”-løst, da selve arbejdskraftens værdi som sådan bestemmes af værdien af de varer, den enkelte (og hans familie) må konsumere (og i det hele taget forbruge) for at kunne overleve i det givne tidsrum – og helst lidt mere til. Men p. gr. af produktivitetsøgningen bliver disse massefremstillede varer altså stykkevis billigere at fremstille – og dermed altså også arbejdskraften hos Nødvendighedens arbejdere. Der skal altså mindre og mindre arbejde til at sikre Nødvendighedens levestandard. Marx selv kalder derfor dette Nødvendighedens arbejde ”obsolet”, på dansk ”forældet”. Altså, jo større produktivitet, maskinerierne kan opvise, og jo flere brugsværdier pr. værdienhed de producerer, jo mindre bliver det tilsvarende forbrug af arbejdskraft og dermed den enkelte vareenhed som sådan ”værd”. Det er netop noget af det, der ligger i Marx’ begreb det ”obsolete”.
Som jeg ser det virkelige problem i dag, så bunder det i dette helt centrale begreb i Marx’ politøkonomi, nemlig begrebet ”værdi” (som vi kommunister jo gerne tager som noget helt selvfølgeligt, så vi slet ikke behøver at tænke nærmere over det. Men se dog min bog!). ”Værdi” er på den ene side noget man investerer i vareproduktionen – og bagefter suger ud af den igen i form af merværdi (profit); på den anden side er den også noget, ”folk” må have for overhovedet at kunne købe disse varer. Derfor tilsløres Nødvendighedens sammenhænge i dag også af bl.a. medie- og reklameindustriens indvirkning på folks krav til den almindelige levestandard og dermed også på egen selvforståelse. Dertil kommer så den kraftige spekulation omkring prisdannelse og finanspolitik, som alt sammen er med til at skabe ny social og økonomisk ubalance.
Den moderne IT-teknologi har de sidste par årtier sat ny fokus på hele dette værdiproblem; men jeg kunne lige så godt have nævnt f.eks. den nye bio- og medicinalteknologi. Ligesom industrialiseringen i 1800-tallet skabte modsætninger i samfundet, som kaldte proletariatet til kamp, så er nu denne nye teknologi i færd med – faktisk! – at undergrave intet mindre end hele den kapitalistiske samfundsøkonomi som sådan. Det er klart, at folk er blevet nervøse. Krisen truer! Ganske vist ser vi kapitalen suge hidtil uhørte profitter ud af disse og tilsvarende industrigrene, men det er jo ved at blive selve problemet i dag! Enhver idiot kan jo nu ved at trykke på et par taster på hjemmecomputeren downloade massevis af IT-industriens produkter – helt gratis! De er virkeligt ”værdi”-løse. Selv kunstnerne, som dog plejer at være på ”folkets” side, går i dag hånd i hånd med de værste monopoler og anlægger sager i massevis for at beskytte nogle ”patent”-rettigheder på deres produkter, som jo ellers skulle være til for at glæde alle mennesker.
Men hvad er da ”værdien” af disse ting? Jo da, det har taget tid og krævet dygtighed og inspiration at skabe master-filerne, prototyperne, til disse produkter, og i den tid skal opfinderne, kunstnerne og alle de andre naturligvis også have mad på bordet – og stadig væk helst lidt mere til. Det koster penge, og den værdi indgår så i disse produkter. Dem må deres firmaer altså se at få kradset ind. Men derudover – ? Reproduktions-”værdien” i marxsk forstand går her på grund af masseproduktionen faktisk mod 0.
Her kan vi så anvende to betragtningsmåder. Marx selv påpeger i Grundrids (bd. 3) udviklingens mere progressive aspekt: ”I denne forvandling er det hverken det umiddelbare arbejde, mennesker selv udfører, eller den tid, det arbejder, men det er tilegnelsen af dets egen almene produktivkraft, dets forståelse af naturen, dets beherskelse af naturen i kraft af dets eksistens som samfundslegeme – kort sagt, udviklingen af det samfundsmæssige individ, der fremtræder som den store grundvold for produktion og rigdom.”
På den anden side sker der også det, at netop denne ”værdi”, som det under kapitalismen går ud på at tilegne sig – netop gennem udbytning af dem, der stadig må arbejde af nød og nødvendighed – i sig selv bliver et problem. Ja, denne værdi er endda – rent teoretisk set – ved at fortabe sig i den blå luft! Der er ved at opstå et nyt modsætningsforhold mellem industrielt fremstillet værdi og så finansmarkedets ”værdi”, som truer med at ende som et rent spekulativt bogholderibegreb, hvor man til sidst ender med helt at se bort fra dens materielle grundlag i arbejdsfunktionen.
Det forhold skal naturligvis gerne sløres i daglig medieomtale, så ingen forstår hvad det egentligt drejer sig om (man kunne jo gå hen og gøre folk til kommunister!). Nu gør man derfor industrielt arbejde til intet mindre end en ”livsstil”, hvor man ønsker sig ”interessante udfordringer”, at arbejde i ”selvstyrende grupper” osv. – alt sammen smuk snak, som bare skal tilsløre, at disse ”arbejdere” nu bliver stresset og udbyttet som aldrig før. Til billedet hører også, at hvor man ikke mere kan skyde sig ind under disse fine udtryk, der bliver dette ”obsolete” arbejde hårdere og hårdere, mere stressende end nogen sinde før. Og har på den anden side de ”selvstyrende grupper” nogen sinde selv fået lov at styre deres egne ejermænd? Nej vel – og så længe arbejder de alligevel – trods al personlig udvikling – af ”nød og nødvendighed” i det gamle rige, for denne moderne ”livsstil” fylder jo nu netop hele livet – og dette skal nu under de nye konkurrencevilkår presses for absolut sidste dråbe merværdi.
Ny analyse af begreberne
Jeg synes også det ville være umagen værd nærmere at diskutere begreber som statsmonopolistisk kapitalisme, imperialisme, globalisering osv., og helst på en klart dialektisk måde. Det er stadig – og stadig mere – de store statsstøttede monopoler i hele verden, der som del af den globaliserede imperialisme indtager pladsen som de allerstørste udbyttere. Men som nævnt sker dette med den både begrebsmæssige og reelle (både økonomiske og historiske) konsekvens, at selve det klassiske værdibegreb bliver undergravet. Og dermed undergraves så også selve den produktionsform, kapitalismen, som netop bygger herpå.
Hvad betyder så dette for en gammel marxist som mig? Det betyder, at vi virkelig må gå ”med Marx ud over Marx”. Vi må undersøge, hvilke andre økonomiske ”potentialer”, der netop i vores tid er i færd med at udvikle sig som kimen til et fremtidens samfund – og sådanne ”potentialer” kunne man passende analysere med samme grundighed og efter samme dialektiske metode, som Marx gjorde det i Kapitalen (ikke mindst i kap. 1 stk. 3, ”vareanalysen” – også selv om han faktisk ikke selv gjorde den færdig! Se igen min bog eller min gamle artikel Om at lade sig inspirere af Marx (2002), også på min hjemmeside). Med ordet ”potentiale” mener jeg netop noget i retning af kraftfelt. Tænk netop på ”værdien” som det enorme kraftfelt, som godt nok fungerede længe, men som i kapitalismens tidsalder fik ordentlig gang i dansen omkring guldkalven.
Jeg har ikke noget endeligt bud på karakteren af dette nye ”potentiale”. Men jeg ser det for mig som stående i virkeligt materialistisk-dialektiske modsætningsforhold til det borgerlige værdibegreb og dermed til den globalt organiserede (økonomiske, politisk og militære) imperialisme. Jeg ser fremkomsten af en enorm – også global – helhed og enhed af alle de arbejdende af både den gammeldags og mere nymodens slags, som i det mindste må have det tilfælles, at de – bortset fra alt andet – vil gøre NYTTE i samfundet. Kun det vil i længden gøre det muligt for alle folk i hele verden overhovedet at eksistere.
Jeg skriver her ”nytte” med store bogstaver for at gøre opmærksom på en ejendommelighed ved Marx’ analyser, som næppe mange har taget megen notits af: Han taler aldrig om varernes nytte, kun om deres brugsværdier! Men skal vi her være lige så strenge, som Marx ellers selv var det, så er det netop varer, der som sådanne har brugsværdi – dvs. så længe de ikke er solgt endnu, men stadig befinder sig på markedet. For er de først solgt, er de strengt taget slet ikke varer længere, men skal nu – hjemme hos køberne – bevise, at deres virkelige NYTTE svarer til den ”brugsværdi”, som reklamen lovede i butikken. (Jeg siger ikke dette som en bebrejdelse mod Marx. Tvært imod! I netop denne ”mangel” er der en fantastisk ”logik”, som jeg netop hat afdækket i bogen.)
Vi ser også, at netop mange ”nyttige” ting og forhold, som for blot få år siden blev betragtet som en ren og skær selvfølgelighed i et veludviklet samfund (infrastruktur, sundheds-, uddannelses- og andet socialarbejde m.m.m.), nu med vold og magt skal ”privatiseres”, altså gøres til ”brugsværdier”, som der kan spekuleres i og tjenes penge på. Samtidigt ser vi så de alment ”nyttige” samfundsbeskæftigelser forvandlet til ”obsolete” Nødvendigheds-arbejder. Udlicitering er det store hit i dag. Logikken er klar nok: Hvad der er eller var nyttigt for alle skal nu med vold og magt gøres klart som ”brugsværdier” med salg for øje.
Den egentlige ”nytte” eller ”nytteværdi” er udtryk for livets nødvendigheder og andre ønsker, men er aldrig defineret klart som social-økonomisk begreb. Desuden gør hele sammenhæng mellem befolkningens forskellige nødvendighedsbehov og dens almene selvforståelse forholdet mellem ”nytte” og ”brugsværdier” stadig mere uklart. (Skal f.eks. samfundet som sådant afgøre den objektive nytteværdi af ting, i stedet for at overlader det til den subjektive brugsværdi at bestemme udviklingen?)
Men for at skabe nytte for alle – med et romantisk udtryk netop for ”folket” opfattet som den store samfundsmæssige helhed – måtte folk over hele jorden jo have en virkelig mulighed for at kunne forene sig i et stort fællesskab. Som kodeord herfor har jeg engang i mangel af bedre (inspireret af Che Guevara) brugt ordet ”kærlighed”, hvad jeg dog er blevet kritiseret en del for. Men jeg mener hermed virkelig en gensidig følelse af fællesskab, som for mig at se rækker langt ud over det, vi almindeligvis forstår ved solidaritet.
Men alt dette ville så som teoretisk grundlag kræve udviklingen af en helt ny ”nytte”-økonomi, som nok ville vise sig meget anderledes end den kapitalistiske vi kender i dag, og som jo netop også var emnet for Marx – men som alligevel udmærket vil kunne analyseres MED Marx! Og netop den analyse vil også direkte berøre klasseanalysen, herunder også den ny rolle, de intellektuelle har og især ville kunne få ud fra en ren nyttebetragtning. (Bemærk i denne sammenhæng, at ”kunst”, ”kultur” og ”videnskab” i allerhøjeste grad gør ”nytte”!) For hvor tidligere videnskabsmænd, matematikere og filosoffer ofte foretrak det berømte elfenbenstårn, så tror jeg, disse grupper fremover (som den allerede nu såkaldte ”kreative klasse”) i langt højere grad end i dag vil komme til at stå centralt i samfundsudviklingen.
Også staternes særlige rolle i dette spil, måtte naturligvis undersøges i nye analyser: På den ene side optræder de som støtte for det, vi kalder statsmonopolismen. På den anden side, samtidigt med alle moderniseringsbestræbelserne gør monopolerne jo også alt hvad de kan – både ude og hjemme – for stadig at holde gang i billigt, ”obsolet” arbejde. Sådanne tiltag skaber internationale modsætningsforhold, men støttes naturligvis af den globale militarisering (ikke mindst under dække af en udefinerbar og derfor også ubegrænset terrorbekæmpelse).
Men selv med det Frihedens rige i tankerne, som jeg har hengivet mig til ovenfor, så må vi ikke forfalde til den rene romantik. Jeg tænker bl.a. på den gamle drøm om ”statens hendøen”. Hvordan med den i dette ”Kærlighedens rige”? For ganske vist vil retningen af og meningen med staternes magtudøvelse måtte ændre sig grundlæggende; men uenigheder findes også i selv de mest kærlige ægteskaber. Men tænk på, at Lenin i sin tid sammenlignede statens kommende rolle med blot et postkontors!
I dette scenarium anser jeg ideen om statens hendøen for udlevet. Ikke blot vil en hel ny form for administrationsapparat af betragtelig størrelse og effektivitet være uomgængeligt nødvendigt, hvis det virkeligt skulle lykkes, at intet mindre end hele jordens befolkning på en eller anden måde skal kunne få gensidig glæde og ”nytte” af min socialistiske ”kærligheds”-revolution.
Så der skal nok mere end et postkontor til! Nu har verden i langt over 2000 år – lige siden pengenes indførelse i det græsk-lilleasiatiske område omkr. 600 f.Kr. – set sig blind på at operere med abstrakte begreber og værdier (ikke blot med pengeværdier, men også med blotte måltal i fysikken og de andre ”eksakte” videnskaber). Det virkelige problem her bliver at operere med konkrete værdier (– ikke, at dette slet ikke vil være muligt, men det vil i hvert fald kræve grundlæggelse af en helt ny videnskabsteori). Og så skulle der på dette grundlag oprettes et funktionsdygtigt, helst verdensomspændende system til fordeling af ”nytteværdier”, altså byggende på den NYTTE, ting og handlinger udført af nogen vil kunne give alle andre – og vel at mærke under hensyntagen til det globale, så at sige samfunds-økologiske samspil af faktorerne. Det ville sandelig skabe en helt ny epoke i verdenshistorien!
Dertil kommer, at denne ”stat”, eller hvad vi nu skal kalde den, nødvendigvis må bygge på et vist fælles, alment accepteret lov- og magtgrundlag – og vel at mærke baseret på en slags ”demokrati” langt mere demokratisk end vort eget, som jo blot bygger på optælling af enkeltstemmer (lutter abstrakte et-taller i form af krydser på en lang seddel!). Dette forudsætter nok en historisk udvikling ikke ringere og ikke mindre krævende end den 2600-årige, vi ser os selv som den foreløbige slutsten på. Demokrati? Kald det hvad du vil. Men hvem tror vel i dag på, at imperialisterne frivilligt vil overlade verdensscenen til dem, som kunne finde på for alvor at sige ”make love, not war!” – ”demokratisk” eller ikke.
Kort sagt, der vil være nok at tage fat på i den kommende tid for nogle iderige marxistisk-dialektiske filosoffer og politikere. Det vil ikke bare komme til at dreje sig om bare et par pladser mere eller mindre i folketinget. Men det ville i det mindste være et fremskridt, hvis det i stedet for borgerlige værdikalkulationer – naturligvis også blandt magthaverne – efterhånden begyndte at dreje sig om virkelig at gøre NYTTE for almindelige mennesker.