Storm P. "Linedans.  Fra vugge til grav" (1945). Orig. format 24,1 x 32,1 cm. Fra: Jens Bing "Maleren Storm P.”

STORM P.

- EN KONSTRUKTIVISTISK MALER ?

(rev. 2006) 

TITLEN SYNES AT forbyde sig selv - og som sådan et dårligt blikfang for den mulige læser - hvis vi da ser bort fra hans helt vanvittige "opfindelser".  Er der noget, der på forhånd synes intet at have med Storm P. at gøre, så er det i hvert fald konstruktivisme, noget, der lugter akademisk, fortænkt.  Betragter man Storm P.s billeder - jeg tænker her specielt på hans malerier, men det samme må gøre sig gældende for hans utallige humoristiske tegninger så må den slags tanker have ligget ham yderst fjernt.  Nogen steder kan man tydeligt se, at han endnu, mens han malede, altså under selve skabelsesprocessen, ændrede væsentlige forhold i billedets komposition.  Skulle disse altså på en eller anden måde have været planlagt i forvejen, så har det. altså højst været som løse skitser, ikke som noget han selv lagde mere ind i end dette netop at have nogle rimelige linier og mål at gå frem efter.  Til gengæld kunne man nok fremhæve hans eminente evne til at udnytte den til rådighed stående billedflade fuldt ud, hvilket ikke mindst de tusindvis af dagbladstegninger naturligvis opøvede i utrolig grad.

       I det hele taget tog Storm P. vel ikke altid sin kunstnerrolle lige højtideligt selv om hans forhold til maleriet som kunstform nok har været modsætningsfyldt og i øvrigt ændrede sig en del i årenes løb.  En "konstruktivist" må i hvert fald, hvis ordet skal have nogen mening, tage sin egen billedkonstruktion temmelig højtideligt - hvad Storm P. i hvert fald i mange tilfælde ikke gjorde.  F. eks. har lederen af Storm P.-museet Jens Bing personligt fortalt mig, at ville Storm i en fart have nogle billeder klar til en udstilling, greb han efter den ramme, som i øjeblikket var ved hånden, og skar så billedet til, så det passede.  Han har i de tilfælde ikke taget sig specielle mål og størrelsesforhold mere højtideligt, end de var værd.  Det var i hvert fald ikke billedets kant, Jet kom an på - eller noget andet "absolut" mål i  konstruktionen, som resten på en eller anden måde måtte ses ud fra.  Nej, udgangspunktet var billedets moiv, dets "fortælling", og så måtte resten i øvrigt vokse ud af den, fylde fladen ud - mere eller mindre - mættes med farver - også mere eller mindre, for ofte skinner bundfarven klart igennem, som om han slet ikke "gad" dække den ordentligt - osv. osv.  Kort sagt, Storm P. som konstruktivistisk maler? - ikke tale om!  Det har også altid været min egen mening om den sag.

       Så skete der for mig personligt det, at jeg engang ved et rent tilfælde (jeg har aldrig beskæftiget mig særlig alvorligt med problemet kunstbetragtning) fik en dårlig fotokopi af Storm P.s dejlige maleri "Linedans" i hånden.  Det havde en gang været brugt i folkeskolen som eksamensopgave i dansk stil, og er noget sådant først én gang sket, så "lever" emnet videre i årevis til benefice for samtlige landets skoleelever.  Sådan kom det gennem min kone også til. mig - en oplagt opgave: alt sammen åbent og klart, lige at gå til for enhver elev, som bare gider lukke øjnene op.

Jeg sad lidt og kiggede på det.  Al den fine snak om midtpunktslinier, diagonaler osv. forstummede.  Kun billedets klare og rene formsprog talte stærkt, helt umiddelbart og fascinerende til mig.  Og så skete det alligevel.  Der lå en lineal på køkkenbordet, hvor min kone gerne arbejdede, og jeg begyndte at lege lidt hen over billedfladen med den.  Hovsa - hvad var det?  Et "gyldent snit"?[1] Nej, det kan da vist ikke passe.  Og der? Igen. Umuligt!

       Og så er det, man spørger sig: Skulle noget sådant alligevel være muligt – eller er det hele blot et spil. af tilfældigheder At finde et "gyldent snit" i et billede er der jo, hvis man tænker efter, ikke noget mærkeligt i. En årtusind gammel tradition har udviklet en indgroet forestilling i, os om, hvad der er særlig "smukt".  Gamle grækere, renæssancemalere og nye tiders kunstnere har arbejdet med "gyldne snit" i lange baner - intet under så, at man i smukke billeder let finder noget, der bekræfter den gamle regel.  Ja, skulle en maler endelig lave noget "smukt", som bare slet ikke måtte have noget med det "gyldne snit" at gøre, så måtte han da først for alvor være "konstruktivist" - !

       Alligevel. Jeg var blevet nysgerrig, fik fat i Jens Bings smukke bog Maleren Storm P. og gik ud fra den som grundmateriale.  Her og der fandt jeg masser af ligyldne snit", andre steder intet, der lignede.  Jeg var altså stadig lige klog – eller lige dum.  Og det er jeg stadig.  Blot kan man vist med rimelighed sige, at Storm P.s billeder er så forskelligartede, at man overhovedet ikke kan tale om nogen gennemgående træk, der som "konstruktionsprincipper" på en eller anden måde er særlig Storm P.`ske. Skal man endelig tale om "principper", så er for ham måske netop mangelen på dem det mest karakteristiske.

       Derfor vil jeg heller ikke her skrive om Storm P. som sådan, men kun om min egen leg med hans "Linedans" - og advare mod ud fra dette ene billede at drage nogen som helst lærde, slutninger om Storm P.s malerier i øvrigt - og måske er selv det, jeg skriver her, netop kun resultat af det berømte "spil af tilfældigheder eller den "undtagelse, som bekræfter reglen".  Jeg ved det ikke - og skal der endelig drages nogen "konsekvenser", så kan vi roligt overlade dem til fagfolkene.  For os "almindelige" mennesker er det hele såmænd også ligegyldigt.  Bare luk øjnene op og glem så alt det andet - !

       Altså. Vor linedanser er Storm P.s elskelige klovn med sin store næse, høje hat og paraply på linen, forsigtigt famlende sig fremad i rummet med hånden og den ene fod strakt frem, søgende mod det ukendte - balancerende fra vugge til grav.  Et billede på livet selv, et liv som Storm P.s eget og uden sikkerhedsnet - hvis afslutning en skønne dag, når alt kommer til alt, vel er det eneste helt sikre.  Over jorden tynd, blå luft.  Et liv i et åbent univers.

       Stigerne op fra vuggefeltet og ned til gravfeltet, og som ikke engang når jorden inden for billedfeltet, er næsten symmetriske omkring billedets midterakse og former et trapez, en afskåret trekant, hvis to øvre hjørner dannes af linedanserens afsatser med deres rækværker, opvisningens og livskunstens begyndelse og afslutning.

       Her kom så allerede de to første overraskelser: Afsatsernes højde over jorden deler afstanden fra jordoverfladen til billedets overkant (dvs.  "luften") efter det ”gyldne snits” princip – og afstanden mellem de to trapezhjørner er samtidig "minor"[2] til billedets samlede bredde.  Det er almindelig sprogbrug at kalde de to dele, som det ”gyldne snit” deler hele linien i, for "major" (den store) og "minor" (den lille).

       Nu var min nysgerrighed for alvor blevet vakt.  Hurtigt så jeg, at også afstanden fra line til billedets overkant målt i midten af billedet var det af det gyldne snit, og det endda gennem oversiden af den fremstrakte arm, som samtidig dannede det omtalte trapez’s øverste side, således at afstanden af denne linie til linen blev monor og dertil også omtrent som skridtlængden. Men nu skal man passe på, for til sidst bliver liniestumperne så små, at man med lidt god vilje – altså lidt for god vilje – og i betragtning af, at man (hvad der jo er uundgåeligt her i verden) overalt må arbejde med en vis margen af unøjagtighed, kan få næsten hvad som helst til at passe, hvis man først begynder at måle op – især da, hvis der er mange detaljer, hvad der i øvrigt slet ikke er tilfældet her. Alligevel, hede bredden var næsten major til luften, og den halve billedbredde den røde næses højde over jorden. Denne næse ligesom danner det ene hjørne af et kvadrat, som har jordoverfladen og billedkanten til højre som dets sider.

       En ny detalje i analysen.  "Luftens" minordel, altså afstanden over platformene og op til. overkanten (bedst i højre side), finder vi igen lodret i klovnen selv, nemlig i afstanden fra line til paraplyens runding foroven (da han "startede", må paraplyen altså have ramt billedets overkant). Efterhånden er vel alle de vigtigste ting kommet med – skønt måske lidt ad omveje og måske lidt usikkert. Ærgerlig nok, nu gik det ellers så godt! Netop disse støtter er jo meget påfaldende i billedkompositionen; men den "vigtige" afstand var åbenbart afstanden mellem afsatshjørnerne, som ikke tiltrækker sig særlig opmærksomhed.  Pokkers også.  Det hele er altså nok bare noget pjat fra min side!

       Jeg kunne dog ikke slippe billedet her.  En ting fangede min opmærksomhed, som bragte noget nyt ind i betragtningen.  Hidtil havde jeg jo kun arbejdet i "luften", men der var jo også en "jord", selv om den synes helt ”død”. Men følger vi igen midterlinien op gennem billedet fra underkanten, så rammer breddens minor (= afsatshjørnernes afstand) klovnens natskygge over næsen.  Skulle Storm P. altså her virkelig have arbejdet fra kanten ind mod midten – ? Alligevel er også denne afstand i høj grad kommet ind "ad omveje", hvad der naturligvis kun kunne virke frustrerende på en nybagt billedanalytiker.  Altså videre!

       Foreløbig vil jeg gøre forholdene til bredden (24,1 cm, eller i Jens Bings reproduktion 18,1 cm) færdig.  Vi kom til afstanden fra støtterne og ud til kanterne (= luftens minordel og som sagt bedst i højre side).  Tager vi næste skridt i den "gyldne" række af mål får vi en afstand, som på midteraksen er lig afstanden fra klovnens buksekant forneden til næsen og øjnene.  Og det næste mål i rækken er så lig afstandene fra armens overside til paraplyens underkant og igen fra denne og til billedkanten foroven.  Endnu et skridt videre ad denne vej, og vi kommer til målet for paraplyens afstand fra overkanten (altså det stykke, som klovnen er "sunket" på sin vandring), rækværkernes højde på afsatserne, korsets højde på graven og (næsten) sutteflaskens.  Det ser alligevel ud til, at der trods alt er et vist system i galskaben, men nu begynder det så igen at blive kriminelt, hvad størrelserne angår, så jeg holder op her.

       En ting må jeg dog have med endnu, selv om det er med nogen betænkelighed. Afsatsernes højde over jorden, som vi jo allerede har talt om, er – næsten! – lig billedets halve højde. På reproduktionen er fejlen 2 mm, hvad jeg nok finder lige i overkanten, så den afstand er måske sagen uvedkommende.

       Indtil nu har vi mest kigget på højden over jord, men hele billedhøjden, som vi nu er ved at nærme os, må vi naturligvis også interessere os lidt mere for.  Skuffende?  Den deles i hvert fald ikke af nogen som helst interessant linie eller punkt – alt, hvad der ser interessant ud, synes snarere demonstrativt at vende selve billedhøjden ryggen! Mærkeligt. Men tager vi alligevel målet for hele billedets højde og deler det efter det gyldne snit, så får vi først en minordel som afstranden mellem de to rækværker. Og hvad so opefter? – Nej, ikke til linen, ”kun” – næsten –til buksekanten.

       Dette nye minormål er måske trods alt mere spændende, end det kunne synes ved første øjekast.  I hvert fald, hvis man griber til fortolkninger - ligesom for at skabe "mening" i iagttagelserne.  Går vi ud fra afstanden mellem rækværkerne, dvs. målet for hele livets kunstfærdige, men farefulde vandring, så viser det sig, at klovnens bagudstrakte hånd (fra manchetkanten) går gennem det ene gyldne snitpunkt og sådan endnu ikke helt har sluppet taget i "fortiden", hvor også frakkeskøderne endnu flagrer vildt, mens "fremtidens" snitpunkt går midt gennem den fremstrakte hånd (og tåspidsen).  Set på den måde altså nærmest "famler" vor lille klovn sig med fingerspidserne forsigtigt vej frem i verden.  Denne lille afstand, vi hermed har fundet, og som næsten omslutter klovnen, dukker i øvrigt op igen som jordlagets tykkelse - og næsten igen i både vuggens og gravarrangementets højde (endda i spadens afstand afstand fra stolpen).  Nåda, der synes vi næsten at få så at sige hele resten med!

       Lad os dog blive et øjeblik endnu ved klovnen selv, for han er dog til syvende og sidst billedets egentlige motiv, som han balancerer dér på linen midt mellem fortid og fremtid.  Strengt taget er han dog ikke nået helt frem til linens midterpunkt endnu, for af lutter forsigtighed går han lidt tilbagebøjet, som var han alligevel en smule bange for at ''få ørerne i maskinen".  Kun skridtet, den store, røde næse og paraplyhjørnet ligger lige på midterlinien.  Han er den glade klovn på sin vej frem i livet – i sin fine opvisning endnu ikke helt på vej hen mod stigen ned.  Alt ser – endnu da – lyst og strålende ud, derfor kan han være så glad.

       Men nu tilbage til det "konstruktivistiske".  Jeg synes virkelig, at der trods alt er noget meget utilfredsstillende, noget afgørende galt ved hele denne analyse, som den Foreløbigt har udviklet sig.  Jeg har godt nok så at sige fået "det hele" med, så ethvert fornuftigt menneske vel for længst har korset sig over den måde at ødelægge et kønt billede på. Hvorfor dog ikke bare kigge på det og nyde det, som det er – og uden at skulle dissekere hver eneste detalje som en anden dansklærer i gymnasiet?  Men det generer mig, at de teoretisk set "vigtigste" ting i billedet malerisk set er så lidet påfaldende, mens alt det, man umiddelbart lægger mærke til – altså det, som, hvis det ligyldne snit overhovedet har noget med "skønhed" at gøre, også netop måtte være det, man lagde mest mærke til – så at sige kun kommer ind i analysen ad bagvejen.  Kort sagt, jeg kan ikke stoppe op her, jeg er irriteret, vil ikke gi' mig!  Der må være noget, jeg endnu ikke har set.  Det hele begynder faktisk at plage mig en smule.

       Men hvad skal jeg nu gribe og gøre i – det hele er jo næsten faldet på plads? Tjah, det eneste, jeg ikke har interesseret mig synderligt for endnu, er de to stiger op til platformene. De er i hvert fald iøjnefaldende - men hvad skal jeg stille op med dem? De når jo ikke engang jorden – men det er måske netop sagen? De peger helt ud af billedet ikke bare hen mod "interessante" punkter i billedkanten, men helt ud af billedet selv.  Op i luften, ud til, siderne, ned i jorden - !

       Hvad gør man?  Griber en lineal og tegner trekanten op.  Det er ikke helt uproblematisk, det må jeg indrømme, for højre stige er knap så lige som venstre.  Jeg accepterer en fejlmargen på højst et par millimeter, snarere mindre – og hvad sker? Jeg rammer et punkt oven over billedet, som netop er billedbredden over underkanten, altså hele historien sat på højkant!  Men hvad så med trekantens grundlinie?  Her må der igen lidt "god" vilje til, indrømmet.  Stigerne består jo af to stænger af en vis tykkelse med trin imellem.  Holder jeg mig her til venstre stige, som jo er den mest lige, og tager jeg yderste stang, som dog er den, der skaber billedtrekanten, så skærer denne linie trekantens grundlinie, som hele billedet hviler på, (næsten, men se videre nedenfor) i et punkt, som ligger underkantens majordel til venstre for midtpunktet – og denne længde er endda luftens højde over jorden. Endeligt går denne afstand omtrent op til klovnens hatteskygge. Dermed synes også billedets højde og bredde indbyrdes forbundne.

       Og skal vi så ikke lige igen kigge på denne mærkelige trekants højdelinie, billedets lodrette midterakse, som vi jo allerede har bevæget os så meget på, nu blot ført heltop til trekantens toppunkt i "himlen".  Det mærkeligste ved dette billede er måske netop, at dets aller vigtigste vandrette skæring, den helt lige jordoverflade, gør netop denne til det faste fundament for hele kompositionen – og samtidig selve jorden så uinteressant.  Det er næsten som om billedet for alvor først begynder over den.  Lad os så derfor her til slut alligevel se lidt på målene fra jordoverfladen og op til den fiktive trekants toppunkt.  Som alle andre deles også denne afstand naturligvis på to steder af det gyldne snit. Og hvor mon de to skæringspunkter så kommer til at ligge? Vi kender dem faktisk allerede. Lige præcis på paraplyhjørnets underkant – og på selve linen! Netop de to punkter, jeg i starten kun opfattede som et par "detaljer".

       Også majormålet her fandt jeg som bekendt oprindeligt så mærkelitg tilfældigt bestemt, nemlig omtrent som afstanden mellem de to stolper. Det hele ser alligevel ud til at hænge sammen - her som overalt i tilværelsen.

       Her burde jeg stoppe. Jeg tvivler på, der er mere at finde, og en dybere "fortolkning" af disse opmålingsresultater bør vi nok ikke vove os ud i. Er det hele måske også bare en dristig leg, lidt sjov fra Storm,P.s side?  Han havde en ven, Vil.helm Wanscher, som var meget optaget af konstruktionspricipper i kunsten, hvad Storm jo tilsyneladende selv slet ikke var.  Har han blot villet drille vennen - eller måske "dupere rakket" og vise, at hvis det var det, det kom an på, så kunne han da også - ? Vi ved det ikke.

       Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at dette billede altså nok i virkeligheden hverken er tænkt "indefra og ud", altså ud fra dets egentlige motiv, heller ikke "udefra og ind" – det er tilsyneladende konciperet som et udsnit – men da et meget præcist og kunstfærdigt tænkt udsnit – af hele verden fra jord til himmel – og med stigerne som de berømte jakobsstiger (undskyld mig associationen!), men da mennesker ikke er engle, gør de nok – lige som vor lille kære klovn – klogest i at holde sig i det gyldne snits minor højde. Og så lader Storm P. i øvrigt selv diskret Vorherre ude af betragtning.

       Altså skulle det hermed dog være så nogenlunde bevist, at billedbredden = højden af den fiktive trekant faktisk er en slags "absolut" mål i billedet.  Herudfra skulle så alt andet præcist og kunstfærdigt være beregnet.  I hvert fald skulle der under ingen omstændigheder kunne være tale om en senere beskæring af billedet i dette tilfælde.  Men ak, hvor længe var Adam i Paradis?  Jens Bing, som jeg i grove træk gennemgik denne analyse med, ødelagde – og tilsyneladende uigennemdriveligt – med et slag hele tegningen for mig!  Hvad man, hvis man kiggger godt efter, kan se i hans bog, men ikke på den dårlige arbejdskopi, jeg kradsede rundt på med min passer, er lidt krimskrams i billdets underkant helt ude i højre side.  Det var ikke til at tage fejl af: Det var lige overkanterne af et stort S og et stort P – anbragt lodret under de tilsvarende bogstaver i billedets signatur.  Altså alligevel afskæring!  Ikke til at komme uden om.  Efter at billedet var færdigt og signeret, er det tydeligt beskåret - i hvert fald forneden – og Storm har derefter sat sin nye signatur det tilsvarende sted.

       Æv! Dette ændrer klart billedets oprindelige højde ( - som altså slet ikke kan have været noget helligt mål for Storm, for så ville han ikke have skåret sit billede af på den måde). Men ændrer det også billedets oprindelige bredde? Dette er ikke helt givet – men givet er i hvert fald, at den ionstruerede fiktive trekant må være gået længere ned.  Fra nu af bliver alt så til rent og skært gætteri. Alligevel. Går vi ud fra, at den oprindelige signatur har stået i sit hjørne på tilsvarende sted som den nye, så er der skåret ca. 8 mm (6 mm på gengivelsen i Jens Bings bog) af forneden - og altså lige så meget af den fiktive trekants højde. Om billedets sidekanter så også er korrigeret med tilsvarende afskæringer, skal jeg ikke kunne sige (men i sidste ende har det altså alligevel været indramningen, der bestemte billedets format).

       Går vi ud fra denne nye trekanthøjde som "absolut" mål i billedet, ændrer det naturligvis ikke noget ved klovnens placering mellem jord og "himmel".  Derimod går nu højdens "gyldne snit" ikke mere gennem hatteskyggen, men lige præcist gennem klovnens røde næse – og det er da virkelig også meget "morsommere'".  Og denne afstand er endda lig med afstanden fra jordoverfladen til billedets overkant (som forhåbentlig ikke er beskåret!). På den anden side gør denne ændring af målene afstanden mellem stolperne endnu mere tvivlsom.  Deres placering i billedet kan dog ret tvangfrit, "konstruktivistisk", forklares som fundamentet for en mindre trekant, hvis vandrette grundlinie går gennem den fremstrakte arms overkant, som jo også er meget iøjnefaldende, og som lige netop peger frem mod højre rækværks overkant (i venstre side er den lidt højere). Til gengæld får vi med disse nye mål lidt af en "foræring" i tilgift: Så nøjagtigt, som man under disse omstændigheder kan forlange det og i hvert fald meget præcisere end før), er den nye, skønnede billedhøjde netop minor til den forstørrede trekants grundlinie – dvs. selv en "vigtig" længde i en mulig billedkonstruktion i stedet for som før, hvor vi nærmest var tvunget til at se bort fra den.

       Hvad så - er "beviset" på i hvert fald ét tilfælde af konstruktivistiske tilbøjeligheder hos Storm P. hermed halet i land?  Jeg ved det ikke.  Måske har jeg i stedet bevist lige det stik modsatte – at man ikunsten kan "bevise" nærmest hvad som helst, hvis bare ens iver og "gode" vilje er tilstrækkelig.

       I det mindste kunne jeg ikke overbevise Jens Bing. ”Du vil altså ha’, det stemmer!” Og jeg havde kunnet svare: ”Og du altså, at det ikke stemmer!” – men jeg sagde det ikke. Som en ander hr. Flovmand tav jeg. Også lige meget! I den slags sager har skænderi ingen mening. Enten tror man på det – eller man tror simpelt hen ikke på det…

       Derfor glem det hele og kig endnu en gang på den herlige glade klovn med sin røde næse, paraplyen og de flagrende hårtjavser og frakkeskøder.  Er livet ikke bare dejligt - ?