TO GANGE BIRGIT U.

af Raymond Swing (2007)

Birgit Unnerup har gennem længere tid arbejdet ret seriøst med to helt centrale problemstillinger for vor kommunistiske bevægelse. Jeg ved ikke om det er tilfældigt at disse to teoretiske beskæftigelser åbenbart er modnet nogenlunde samtidigt, men det virker ret overvældende at se dem side om side i SKUB nr. 5. Den ene tager bevægelsens mest mørke sider fra fortiden op (”Skismaet i den kommunistiske bevægelse omkring Stalin og stalinisme”), den anden vor sørgelige mangel på et lysere fremtidsperspektiv (”Et industriarbejderparti?” fulgt op af hendes tale for et internationalt publikum om emnet på ICS 2007). Begge temaer fremført med beundringsværdig klarhed og konsekvens – i de ”gode gamle dage” begge tilstrækkelige til omgående eksklusion. Hun er ikke bange for at lægge hovedet på blokken. Men selv om vi ikke længere har nogen eksklusionsparagraf, så hatten af!

Tilsyneladende har de to temaer intet med hinanden at gøre. Men naboskabet i nummer 5 er alligevel påfaldende. For hende måske tilfældigt – men for os andre kaster de gensidigt lys over hinandens problemer. Jeg skal prøve at tydeliggøre dette – selv om jeg gerne indrømmer, at jeg ikke selv har fundet det sidste ord i den forbindelse.

Om Stalin siger hun efter sin omfattende læsning (i meget kort gengivelse): ”Stalin var den, der bedst kunne og ville fortsætte og gennemføre revolutionen (efter Lenin) trods de store nationale og internationale problemer hermed.” De andre derimod ”havde slet ikke evne og vilje til at gøre det fornødne arbejde.” De havde ”fine fornemmelser.” Og Birgits egen konklusion er altså, ”at målet … var midlerne værd, når vi ser på de store positive resultater, der kom ud af den (revolutionen) og på de voldsomme negative resultater, der viste sig i kølvandet på den europæiske kontrarevolution…” Jeg kommer tilbage til dette punkt  nedenfor.

I forbindelse med at fokusere på det svindende industriarbejder-proletariatet som bærende kraft også for fremtidens revolution(er) kommer hun ind på, at ”Sovjetunionen og de socialistiske lande i Østeuropa (ikke) magtede at løse spørgsmålet om hvad vi skal gøre med det udviklede samfund. Hvordan skal vi lede et udviklet land? Hvilke udfordringer skal vi stille befolkningen?” Kort sagt, ”så magtede de ikke at skifte fokus. De fortsatte med at udbygge de materielle og sociale betingelser.”  

Her i Vesten sidder vi med det samme problem. ”Hvad har de udviklede vestlige lande at tilbyde os? Forbrug og underholdning.” Da det gamle Rom var ved at forfalde hed parolen: ”Brød og skuespil,” altså gladiatorkampe, hvor dyrs og menneskers blod blev ofret i stride strømme – bare for sjov. Og Birgit understreger selv paradokset i at strejke mod nedlæggelse af Opels fabrik i Bruxelles, når byen allerede er overfyldt med forurenende biler, og arbejderne for længst efter flere sparerunder er rigeligt stressede.

Dette er det almene billede i dag: Forurening, rovdrift på jordens ressourcer, stress som aldrig før, stadig dårligere befolkningssundhed (Burger- og sodavandskultur osv.), rovdrift over hele jorden på den og arbejdskraften, alt sammen med et enormt overforbrug til følge for de nogenlunde velaflagte (og ekstra profit til kapitalen) med tilsvarende forurenings- og smid-væk-problemer overalt. Og nu taler man endda om ”oplevelsesøkonomi” – og man kommer igen det gamle slogan i hu: ”Brød og skuespil” (måske endda uden brødet!).

Hvad har vi kommunister at sætte op imod alt dette?

Desværre ikke ret meget. Og det er måske netop dér, Birgits to temaer berører hinanden – eller endda har lidt indbyrdes berøringsangst? Men der er en ting, som Birgit ikke nævner, men som altid har bekymret mig: Hvor blev den folkelige modstand mod denne ”europæiske kontrarevolution” af? Et forkølet kupforsøg af den gamle garde i Moskva mod Gorbatjow… men ellers? Og hvorfor ikke?

Jeg kunne nævne to ting i denne forbindelse. Omkostningerne efter Lenins og Stalins revolution, fædrelandskrigen osv. havde været enorme, både de ydre og indre, også ved ”de midler og metoder, der forekom/var hensigtsmæssige eller nødvendige for at nå målet.” Ganske vist, Stalins slavelejre ydede en vis billig arbejdskraft f.eks. også til bygning af Hvidehavskanalen. Målet blev faktisk nået. Men hvor mange sår i legeme og sjæl havde befolkningen ikke fået allerede? Og de var sene til at læges. Og bureaukratier har det med at stivne. Det kan godt være, at mange var/blev tilfredse med resultatet, men havde de kræfter til nu igen at ”skifte fokus”?

Jeg selv kendte bedst DDR. Hvem dér tiltroede lederne nogen evne til nu at ”skifte kurs”? Bureaukratiet, som Birgit beskriver om som en forvaltningsform for ”et samfund med ønske om en vis retssikkerhed og lighed for loven og effektivitet…”, var der i hvert fald ikke megen tiltro til. Og alle så og hørte i radio og TV om det glade liv i Vesten, som her i Øst var absolut uopnåeligt – og hvis ikke netop det skulle være det store fælles mål, hvad skulle man så have ”fokus” på? Pæne ord om socialistisk moral og etik gjorde det ikke længere.

Birgit diskuterer mål og midler. Det er godt. Og det er vi ikke vant til. Helliger målet midlet? spørger hun – og svaret er ja. Men er det så ikke i sidste ende alligevel gået sådan, at ganske vist sejrede revolutionen – men at den også sejrede sig ihjel? For hvor blev kontra-kontrarevolutionen af? I øjeblikket ser det i hvert fald ud som om det netop er dem, som i Mellemamerika (Cuba) måtte gå en anden vej end Stalins, der i dag klarer sig bedst, de som formodentlig i dag besidder de nødvendige kræfter til at skabe den ny form for folkelig revolution. Gid den måtte lykkes! Hvordan den så bliver, er det naturligvis ikke til at spå om i dag, men man kan da håbe, at de derovre undgår den dekadencens sump, som hed ”Brød og skuespil”, og som alle vi andre stadig stikker dybt i.

Engang lød svaret lige ud ad landevejen: Fred, brød og jord! Det kunne forstås. Kan det mon oversættes til moderne sprog, så selv forbrugerister kan fænges af det? Vi som jo i dag så mange ord, der snarere tjener til at skjule sandheden, at slukke lyset forude!

For os må spørgsmålet under alle omstændigheder være: Hvordan skal vi selv bære os ad med at skifte fokus? Hvad andet end materiel overflod og materielt overforbrug skal være det lysende mål for en kommende europæisk revolution? Som jeg spurgte om i et læserbrev i Arbejderen for nogen tid siden: Hvad kunne begrebet ”nytte” komme til at betyde i en ny revolutionær teori? For Marx selv var pr. definition det ”produktive arbejde” det, der kastede profit af sig. Det kan ikke længere i dag være basis for en fremtidig definition af begrebet ”nytte”. Dette spørgsmål kan nu specificeres ud både for dem, der skaber nyttens mulighed (altså arbejderne i ordets allervideste forstand) og for dem, som den primært er tiltænkt. Sådan defineret behøver yderne og nyderne ikke længere stå i modsætningsforhold til hinanden. De er selv begge dele, og dermed vil udbytningen så være ophævet (jf. ideen om det klasseløse samfund).