af Raymond Swing (2006)
Vi kommunister har det vist med især at læse, hvad vore navnefæller rundt omkring i verden skriver. Det kan være udmærket, men vi glemmer af og til, at der også kan være hjemlige folk, som – selv om de ikke kunne drømme om en gang at stemme kommunistisk – godt kan tænke interessante tanker. Så en lørdag hørte jeg Ove K. Petersen (OKP) fra Handelshøjskolen i radioen (”Læst og påtalt”) og fik siden på nettet fat i hans fire omtalte artikler fra Information om velfærdssamfund og konkurrencesamfund. Det skal bemærkes, at artiklerne blev bragt i perioden 29. aug. - 18. sept., altså antageligt skrevet før den store protestdag. Det er da ikke utænkeligt, at OKP efter den ville have haft en enkelt bemærkning med i den anledning.
I sin første artikel ridser OKP grunden til sit skriveri om på denne måde: ”… hverken [velfærds]kommissionen eller det efterfølgende politiske spil har handlet om velfærd. For eksempel: om nutidens uligheder; om fortidens velfærdsstat og dens systemfejl, eller om det, som måske mere afgørende end noget andet: Hvad det er for forestillinger om fællesskab og om individualitet – velfærdssolidariteten med andre ord – som skal bære og begrunde velfærdsstatens fremtidige legitimitet. Velfærdsspørgsmålet har været mistænkeligt fraværende i velfærdsdiskussionen. Ikke bare under og efter Velfærdskommissionen, men helt siden 70'erne, hvor den langsomme og den pinefulde forandring af velfærdsstaten startede.”
Den overordnede historiske udvikling i denne henseende ridser han således op:
OKP konkluderer: ”For første gang i den moderne danske stats historie er spørgsmålet ikke, hvilke nye rettigheder der skal udvikles og hvilke gamle, der skal omfordeles, men hvilke pligter, den enkelte skal opfylde for at modtage rettigheder. Ret vendes til pligt. Og selv om de to altid har været to sider af samme sag, synes konkurrencestaten nu at sætte pligter i centrum. (…) Kravet om aktivering, om omkvalificering, videreuddannelse, efteruddannelse, livslang læring, siger det samme: Pligten til arbejde følger med retten til velfærd.” ’Noget-for-noget’ hedder det i den politiske jargon. Og naturligvis skal det det hele ses på baggrund af nutidens internationale konkurrence, på forholdet mellem de ”lukkede” og ”åbne” økonomier osv., på ”globaliseringen”, af Velfærdskommision og regering nærmest brugt som bussemand.
- o -
Som gammel kommunist er der flere ting i OKPs artikler, hvor det på en sælsom måde ringer for mine ører. Og bag om det hele ligger spørgsmålet om solidaritet, som OKP spørger om mange gange – men uden rigtigt at gøre noget ved det! Og så er det, man som gammel kommunist – ikke mindst på baggrund af mange rejser i sin tid til DDR – gerne ville have føjet et ekstra pkt. 4 til i OKP’s i virkeligheden særdeles interessante opstilling.
For når OKP ovenfor (med mine kursiveringer) talte om ”Pligten til at ville arbejde, kunne arbejde og også gøre det!” så måtte jeg netop tænke på DDR – og spørge mig selv, hvorfor gik det der så galt til sidst – og hvor blev selv der solidariteten til sidst?
OKP skriver at fra 90’erne blev hovedvægten herhjemme lagt på at bygge den enkelte op, udstyre ham eller hende med evnen til at lære, både på arbejde, på skolebænken, gennem efteruddannelse og videreuddannelse, altså give kompetencer og i sidste ende beskytte ham mod social ulykke, hvis noget skulle gå helt galt. Netop i den retning blev der virkeligt udrette store ting i det gamle DDR. Jeg undres – er det da altså virkelig socialisme, Fogh & Co. er ude på? Nej vel – men det er da påfaldende, hvordan tingene er kommet til at ligne hinanden…
Det gælder altså nu om selvrealisering til lighed, til lighed som grundlag for fællesskab mellem ”kompetente” personer. Men hvad, hvis kompetenceudviklingen mislykkes og personen derfor bliver et ringe investeringsobjekt – ?
Af alle de positive ting, som det forventes disse ”kompetente” personer skal kunne, mangler jeg dog en. Endda en meget væsentlig en! Det forventes i dag, at disse folk nu også skal kunne indgå i selvstyrende grupper, selv tilrettelægge deres arbejde osv. Men de lærer ikke selv at lede. I det hele taget blev ledelse et problem, måske endda problemet. Og ledelsen ligger i dag et helt andet sted. Heller ikke udvælgelsen af deres ejermænd og chefer får de ansatte – selvfølgelig! – lov til at lede selv. I sidste ende var det samme måske et af problemerne i DDR, for alt for ofte svigtede ledelserne – ikke altid af egen skyld, men alligevel. Havde den almindelige lederfunktion været mindre burokratisk ledet, mere ”demokratisk” fordelt, havde mangt og meget sikkert fungeret bedre – og troen på socialismen som system været langt mere rodfæstet, da det begyndte at brænde på. (Drømmen om Vestmark sejrede som bekendt, og kampe mod ”vendingen” udeblev jo næsten overalt.)
Alligevel var der jo en væsentlig forskel på DDR’s ”folkeejede” virksomheder og de kapitalistisk ejede inden for rammerne af konkurrencestaten. For vores virksomheder hedder det: akkumuler, akkumuler, hold dig på højeste teknologiske stade, hvis de skal klare sig! – og giv så størst mulig profit til aktionærerne…
På det punkt var virksomhederne i DDR som sådanne ganske anderledes – og for så vidt dårligere! – stillede. Jeg kender et konkret eksempel, som næppe kunne have fundet sted i en såkaldt ”åben” økonomi: Den største arbejdsplads i Boisenburg, en middelstor by på vejen mellem Berlin og Hamborg nær grænsen, var en stor tømmervirksomhed, og man forventede derfor som den naturligste ting i verden, at den derfor også påtog sig sin del af ansvaret for egnens kulturliv. Altså påtog den sig at opbygge et velassorteret folkebibliotek. Med privatiseringen efter ’89 kunne de nye ejere naturligvis ikke indse, hvad de skulle med et bibliotek, så bogsamlingen blev solgt for billige penge og dermed spredt for alle vinde og bygningen solgt som supermarked. (Og hva’ så mæ’ kulturen? – også et spørgsmål om solidaritet!)
Andre virksomheder gik det vel anderledes, men det teknologiske udstyr var ikke alle steder bragt op på højeste standard. Det kender jeg også talrige eksempler på. Og med det enorme byggeprojekt, DDR havde gang i, kneb det ofte for fabrikkerne – måske af tilsvarende årsager som i Boisenburg – at holde tempoet. Ofte manglede der materialer, så arbejdet måtte ligge stille, indtil forsyningerne kom, og hele arbejdsgangen blev forstyrret i flere led. Helt bortset fra de økonomiske konsekvenser var det også moralsk ødelæggende. Pligten til at ville arbejde, var der ingen der satte spørgsmålstegn ved, men så skulle man også kunne gøre det, for hvis ikke blev folk dobbelt sure. Hvorfor fungerede det ikke? Hvor var ledelsen henne? Det svækkede så igen solidariteten på arbejdspladserne (men til gengæld var der solidaritet andre steder i en grad, vi i dag dårligt kan forstille os – især uden om systemet!).
- o -
Hvor vil jeg så hen med alt dette? Vi må nok lære at se på en virksomhed som en mere eller mindre selvdefineret helhed, som af sin merværdi både skal sørge for sin egen akkumulation, forsyne sine arbejdere med alt til livets opretholdelse og – naturligvis – give maksimal profit til sine ejermænd – og det vel at mærke i en omverden mere og mere præget af konkurrence, omstruktureringer, omstillingsparathed, ”globalisering” osv., som nu om stunder propageres, så det nok kan komme ti at tage pippet fra mangen en ellers god og solid arbejder og andre ansatte. Så vil det netop vise sig, at ”Lighed er ikke en ret, men en mulighed, som individerne må dannes til selv at tage ansvaret for at realisere,” som OKP siger – og hvis de så ikke magter det, hvad så? Så er det virkeligt deres egen skyld, og de er dermed dømt til social deroute.
Men mon ikke netop det at lære også at tage ansvaret for andre og lede deres ’selvrealisering-til-lighed’ ville kunne blive til ”livslange læring” netop hvad angår solidaritet med andre? Men uanset konkurrenceræs og ’retten til at lede og fordele arbejdet’ – og uanset DDR’s problemer med produktionsplaner og burokrati – så er vi igen havnet i spørgsmålet om solidaritet. Det meget glædelige, som nok skete efter at OKP skrev sine artikler til Information, var jo den store protestbølge i september. Den viste, at solidariteten stadig har magt i folk, naturligvis ikke mindst i forsorgsfagene.
Og så er vi ved ganske langsomt – og ganske forsøgsvis – at nærme os muligheden for den fjerde form af velfærdssamfundet. På det nuværende historiske trin i udviklingen med ”åbne” økonomier i en ”globaliseret” verden, kan vi vel kun håbe på en ny ’globaliseret’ solidaritet og dermed selve filosofien om ’selvrealisering-til-lighed’ bliver verdensomspændende. Denne måtte nok bygge på to ting: Først og fremmest på evnen til virkelig omfattende samfundsmæssig planlægning under nutidens langt mere komplicerede forhold end i socialismens (især yngre) dage. For det andet internt i virksomhederne på at udvikle retten og evnen til at lede og fordele arbejdet, hvilket naturligvis i sidste ende også ville betyde radikale ændringer i ejendomsretten, som jo netop i virksomhederne udtrykker sig gennem ejerskabets selvdefinerede ’ret til at lede og fordele arbejdet’ (og dermed også pengene). Det ville så i det mindste kræve et demokrati, som ikke bare stopper ved fabriksporten.
Så har jeg vel at mærke slet ikke talt om ”socialisme” i egentlig forstand. Men naturligvis ville der så også komme et femte trin af velfærdssamfundet, måske et sjette, et syvende osv. Den tid, den sorg. Dette her var blot et forsøg på at tænke lidt videre over noget, en fornuftig mand skrev i en borgerlig avis…